Retten i Horsens dom af 6. november 2024 – principiel dom om forældelse af krav efter FAL § 29
Retten i Horsens har den 6. november 2024 frifundet et forsikringsselskab, A, i en sag, hvor forsikringstager krævede yderligere erstatning efter en påsat brand.
Sagen kort
Forsikringstager ejede et autoværksted, hvor der i 2017 udbrød brand medførende omfattende skader på bygning, inventar og biler. Inventar og biler var forsikret hos A, og A anerkendte branden som en forsikringsdækket begivenhed den 13. december 2018, efter at politiets undersøgelser ikke havde ført til konkrete sigtelser i sagen.
A modtog en liste fra forsikringstager med angivelse af skadede løsøregenstande, men det fremgik ikke, hvornår genstandene var anskaffet eller til hvilken pris, ligesom der ikke var fremsendt dokumentation i form af kvitteringer eller bankoverførsler, hvorfor A bad om yderligere dokumentation.
Forsikringstager var advokatrepræsenteret, og advokaten fremsendte den 4. september 2019 en opgørelse af løsøre med opregning af en lang række effekter af forskellig karakter. Effekterne var ikke særskilt værdiansat, men det samlede krav var opgjort til kr. 2.170.000. A udbetalte erstatning for udbrændte biler, og skrev den 20. september 2019 til forsikringstagers advokat og bad om dokumentation for løsørekravet i form af originale kvitteringer eller kopier mv.
Den 26. marts 2020 skrev A til advokaten, at da forsikringsselskabet ikke havde hørt yderligere, tillod selskabet sig at gå ud fra, at der ikke kunne indsendes yderligere dokumentation. A angav samtidig, at der på det foreliggende grundlag kunne udbetales erstatning med kr. 75.000. Den 15. april 2020 skrev A til advokaten, at der var overført kr. 75.000, og at sagen hermed var lukket.
Den 24. april 2020 sendte advokaten en skrivelse vedlagt et stort antal bilag i form af fakturaer mv. dateret i årene 2010-2017 vedrørende diverse løsøreeffekter, værktøj, materialer mv. Der fulgte ingen opgørelse med bilagene.
Den 4. maj 2020 svarede A, at der på det foreliggende grundlag kunne udbetales yderligere kr. 75.000, således at den samlede erstatning for løsøre udgjorde kr. 150.000 opgjort til dagsværdi. Samtidig blev det anført, at ”Sagen er lukket”.
Den 7. maj 2020 skrev advokaten, at forsikringstager fortsat ikke mente, at der var ydet fuld dækning for skaden i forbindelse med branden, og at ”såfremt der ikke gives tilsagn om yderligere dækning må det påregnes, at der snarest vil blive indleveret en klage til Forsikringsnævnet”.
Samme dag skrev A til advokaten, at der nu var overført kr. 75.000, og at selskabet havde ”opgjort skaden på det foreliggende grundlag, hvorfor der ikke kan indgives tilsagn om yderligere erstatning”.
Herefter var der korrespondance mellem parterne om, hvorvidt tvisten skulle afgøres ved voldgift eller domstol, hvorefter A den 18. november 2020 gentog, at erstatningssagen var afsluttet, og at selskabet ikke kunne forholde sig til det uspecificerede og udokumenterede krav, hvorfor sagen ikke ville blive genoptaget. Der blev samtidig taget forbehold for at gøre forældelse gældende.
Forsikringstager skiftede advokat i juli 2021, og pr. 29. november 2021 udtog forsikringstager stævning mod A og forsikringstagers tidligere advokat/advokatfirma.
Under retssagen gjorde A gældende, at kravet var forældet senest pr. 7. maj 2021, dvs. ét år efter forsikringsselskabets skrivelse den 7. maj 2020 med meddelelse om, at selskabet havde opgjort skaden på det foreliggende grundlag, og at der ikke kunne gives tilsagn om yderligere erstatning, jf. FAL § 29, stk. 5, 1. pkt.
Forsikringstager og det medsagsøgte advokatfirma gjorde gældende, at der tidligst kunne indtræde forældelse 3 år fra selskabets anerkendelse, dvs. den 13. december 2021, jf. FAL § 29, stk. 5, 2. pkt.
Byrettens dom
Retten i Horsens gav A medhold i spørgsmålet om forældelse.
Retten udtalte bl.a. følgende:
”I hvert fald under hensyn til den forudgående korrespondance finder retten, at [A’s] skrivelse af 7. maj 2020 må forstås således, at [A] hermed afviste yderligere krav fra [Forsikringstager] under forsikringen. [A] har ikke under den efterfølgende korrespondance givet [Advokatfirmaet] eller [Forsikringstager] anledning til at antage, at afvisning ikke var definitiv. Den etårige tillægsfrist i forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, 1. pkt., løb derfor fra den 7. maj 2020 og yderligere krav, sagsøger måtte have mod [A] i anledning af branden, var derfor forældet, da nærværende sag blev anlagt den 29. november 2021.”
I forholdet til den tidligere advokat fandt retten, at selvom advokaten havde varetaget sagen i den periode, hvor kravet blev forældet, så var det ikke af forsikringstager godtgjort, at han havde lidt noget tab som følge heraf. Der blev herved lagt vægt på forsikringstagers særdeles mangelfulde dokumentation for kravet. Advokaten fandtes dog at have handlet ansvarspådragende ved at anbefale forsikringstager fortsat at betale præmie for at holde forsikringen i kraft, hvilket beløb advokaten blev pålagt at erstatte forsikringstager. Derimod fandtes advokaten ikke at skulle fralægge sig det opkrævede salær under hensyntagen til det af advokaten udførte arbejde.
Både A og advokatfirmaet tilkendtes kr. 100.000 ex. moms i omkostninger.
Bemærkninger
Dommen er principiel, idet byrettens præmisser ikke kan læses på anden måde, end at den treårige frist i forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, 2. pkt. kan forkortes og erstattes af den etårige frist i forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, 1. pkt., såfremt forsikringsselskabet afviser yderligere krav i sagen, inden den treårige frist er udløbet.
Forsikringsselskabet anerkendte branden som en forsikringsdækket begivenhed den 13. december 2018, hvorfor den treårige frist i forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5., 2. pkt. først udløb den 13. december 2021, dvs. efter stævningens udtagelse. Dette var et væsentligt tvistepunkt under sagen, hvilket bl.a. fremgår under anbringender på side 8, 9 og 14.
Resultatet af byrettens dom er i overensstemmelse med en tidligere dom fra Retten i Horsens af 24. august 2021 (stadfæstet i FED2022.60V), som er omtalt på vores hjemmeside, og hvor byretten anførte følgende:
”Nærværende sag er omfattet af suspensionen i forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, 2. pkt., hvorefter kravet forældes 3 år fra det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet anerkender, at der foreligger en dækningsberettiget skade, men anmoder om yderligere oplysninger med henblik på opgørelse af kravets størrelse. Dette skete ved [Forsikringsselskabets] meddelelse af 20. januar 2017, hvorfor forældelse herefter ville indtræde den 20. januar 2020.
Da [Forsikringsselskabet] imidlertid ved meddelelse af 19. marts 2018, og i hvert fald ved de efterfølgende mails af 14. september 2018 og 19. september 2018 afviste yderligere krav – udover det allerede udbetalte – fra A, forkortedes denne frist i medfør af forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, 1. pkt., således, at forældelse tidligst ville indtræde 1 år efter forsikringsselskabets meddelelse om, at kravet helt eller delvis afvises.”
Resultatet synes tillige at være i overensstemmelse med lovforarbejderne til forældelsesloven, hvorefter lovgiver har fundet det tilstrækkeligt med en frist på 12 måneder for udtagelse af stævning eller indgåelse af suspensionsaftale, såfremt fordringshaver er bekendt med sit krav og bekendt med, at kravet er blevet afvist.
Dommen er ikke anket inden eksekutionsfristens udløb.
Sagen er for forsikringsselskabet ført af advokat Anne Mette Myrup Opstrup.
