Skrevet af Amalie Rubeck

AK102548 – Ikke godtgjort, at leasingbil, der forsvandt fra rasteplads, var bortkommet ved tyveri

Forsikringstager (FT) anmeldte den 24. juni 2024, at hans leasingbil var bortkommet fra en samkørselsplads i nærheden af en motorvej i perioden fra den 21. til den 23. juni 2024.

I forbindelse med anmeldelsen oplyste FT, at han havde været på vej i sommerhus, da han fik det dårligt og kørte ind på samkørselspladsen, hvorefter han ringede efter et familiemedlem, som kom og hentede ham og kørte ham hjem. FT oplyste, at da han kom retur til rastepladsen var bilen væk. Der var ingen glasskår på stedet eller tegn på opbrud i øvrigt. Dette bekræftedes senere ved selskabets taksators besigtigelse.

Da selskabet modtog bilens to nøgler, konstateredes det, at disse lugtede af brændt elektronik og plastik. Ved forsøg på nøgleudlæsning på et autoriseret værksted blev det oplyst, at elektronikken var ødelagt. Dette bekræftedes af en af selskabet indhentet erklæring, idet nøglerne var ”brændt af” (eventuelt ved placering af nøglerne på en induktionskogeplade eller en mikroovn). FT beskyldte efterfølgende under ankenævnssagen selskabets konsulent for at have ”brændt” nøglerne af.

Selskabet fik endvidere oplyst, at den af klager indgåede leasingaftale oprindelig var udløbet den 4. maj 2024, men at den var blevet forlænget i tre måneder mod FT’s betaling af et gebyr, hvorfor den forlængede leasingaftale stod til at udløbe den 4. august 2024. Leasingselskabet oplyste, at FT i leasingperioden havde fået tre rykkere for manglende betaling og at FT ikke forinden det anmeldte tyveri havde anvist en køber af bilen ved leasingperiodens udløb. Efter yderligere interviews af FT og dennes familiemedlem, der bekræftede, at han havde hentet FT på samkørselspladsen, bekræftede FT i øvrigt, at han havde forsøgt at sælge bilen via Facebook uden held. Endvidere kunne det konstateres, at bilens senest udlæste kilometerstand (var 127.000, hvilket var mere end 7.000 km over den i leasingaftalen aftalte kilometerbegrænsning (før forlængelsen af kontrakten).

Indhentelse af teleoplysninger kunne ikke bekræfte klagers oplysning om at have været til stede på rastepladsen eller kontakt til familiemedlemmet. Derfor afviste selskabet på det samlede grundlag, at det af FT var sandsynliggjort, at bilen var bortkommet ved en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed, hvorefter selskabet fremsatte tilbagebetalingskrav mod FT på grundlag af udbetalingen af erstatning til leasingselskabet under F-deklarationen.

FT indbragte sagen for Ankenævnet for Forsikring, hvor der var en længerevarende og ganske omfattende korrespondance mellem FT og forsikringsselskabet. Nævnet fandt sammenfattende efter en gennemgang, at ”Sagens omstændigheder er så særegne, at nævnet ikke har grundlag for at kritisere selskabets afgørelse om, at klager ikke har bevist, at der foreligger en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed”.

Ankenævnet lagde vægt på, at bilen var udstyret med startspærre, at der ikke var spor på skadestedet efter et tyveri, at bilens nøgler var blevet indleveret med massive varmeskader, så disse ikke kunne udlæses, og at de af FT fremlagte teledata ikke kunne bekræfte, at FT havde befundet sig på rastepladsen den 21. juni 2024. Endelig lagde nævnet vægt på, at FT havde fået forlænget leasingperioden for at få solgt bilen, der herefter forsvandt kort tid før leasingaftalens udløb.

Nævnet fandt ikke anledning til at tage stilling til FT’s påstand om, at selskabets medarbejder bevidst skulle have ødelagt bilnøglerne.

Kommentarer:

Sagen er for så vidt i overensstemmelse med ankenævnets praksis på området. Det er således påfaldende, at bilen forsvandt på et tidspunkt, hvor leasingperioden var forlænget, og hvor FT forgæves havde forsøgt at anvise en køber til bilen. Og så må det blot siges, at det altid er et markant ”rødt flag”, når bilens nøgler bliver afleveret med varmeskader og dermed uden mulighed for at udlæse data af disse.

Sagen er for ankenævnet før af advokat Amalie Kaare Rubeck.

Læs kendelsen her

AK102548 – Ikke godtgjort, at leasingbil, der forsvandt fra rasteplads, var bortkommet ved tyveri billede

Kontakt os i dag

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål, og vi glæder os til at høre fra dig.

Kontakt os