HD af 13/11/2026 – Ikke hjemmel til at anse psykisk skade efter redningsforsøg efter arbejdsskade for at være et samlet hændelsesforløb, jf. ASL § 49, stk. 5
Sagens omstændigheder og tvistepunkter
I 2013 kom en buschauffør til skade, da hans bus blev påkørt bagfra af en minibus. Buschaufføren slog sin nakke i forbindelse med påkørslen, da han blev kastet frem og ramte forruden. Efter at have tilset passagerne i bussen gik buschaufføren til minibussen, hvor han forsøgte at redde svært tilskadekomne passagerer, herunder en person i livsfare. Han pådrog sig herved en psykisk påvirkning.
AES anerkendte i 2016, at buschaufføren havde fået en arbejdsskade i form af et vrid i nakken efter påkørslen samt en psykisk belastningsreaktion efter forsøget på at redde menneskeliv. AES anså selve påkørslen og redningsaktionen som ét samlet hændelsesforløb omfattet af ASL § 2, stk. 1.
Alm. Brand gjorde gældende, at hændelsesforløbet skulle opdeles i to, så nakkegenerne som buschaufføren pådrog sig ved selve påkørslen, var omfattet af ASL § 2, stk. 1, og buschaufførens psykiske skade, der opstod i forsøg på at redde menneskeliv, retteligt skulle anerkendes efter ASL § 4, stk. 2, nr. 3, således at Alm. Brand havde krav på refusion for den del af erstatningen, der vedrørte psykiske skade, jf. ASL § 49, stk. 5.
På baggrund heraf anmodede Alm. Brand i 2018 AES om at genoptage sagen med henblik på refusion af selskabets udbetaling af erstatning for buschaufførens psykiske skader.
AES og Ankestyrelsen afviste genoptagelse. Myndighederne lagde navnlig vægt på, at hændelsesforløbet skulle betragtes som en samlet hændelse, idet forsøget på redning af menneskeliv i minibussen var en direkte følge af færdselsuheldet, der skete, mens buschaufføren var på arbejde, og dermed var en naturlig del heraf.
Alm. Brand anlagde herefter sag mod Ankestyrelsen med påstand om, at Ankestyrelsens retsanvendelse var ukorrekt, idet påkørslen og redningsaktionen ikke kunne anses som et samlet hændelsesforløb, hvorfor Alm. Brand havde ret til refusion for den udbetalte erstatning til buschaufføren for den psykiske skade, som han pådrog sig, da han forsøgte at redde menneskeliv i minibussen, jf. ASL § 49, stk. 5, jf. § 4, stk. 2, nr. 3.
Københavns Byrets dom af 13. juli 2023
Under byrettens behandling af sagen var hovedspørgsmålet, om buschaufførens ageren i forsøget på at redde menneskeliv var en naturlig reaktion i forbindelse med et færdselsuheld, og derfor så nært forbundet til arbejdet som buschauffør, at det ikke var muligt at adskille den ene hændelse fra den anden.
Byretten gav Ankestyrelsen medhold bl.a. med følgende begrundelse:
”Retten finder, at skadelidtes reaktion er nært forbundet med arbejdet som buschauffør, hvorfor det ikke kan lægges til grund, at denne assistance, som skadelidtes ydede, ikke kan anses for uvedkommende for en buschauffør. På denne baggrund finder retten ikke, at Alm. Brand Forsikring A/S har godtgjort, at der er anvendt et forkert retsgrundlag ved afgørelsen i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Ankestyrelsen, hvorfor, der som anført af Ankestyrelsen i sin afgørelse af 23. marts 2020, ikke er grundlag for at genoptage sagen el- ler hjemvise den til fornyet behandling, idet Alm. Brand Forsikring A/S ikke har godtgjort, at der er sket væsentlige sagsbehandlingsfejl.”
Østre Landsrets dom af 4. juni 2025
Østre Landsrets flertal gav stadfæstede dommen med følgende begrundelse:
”Efter de således foreliggende omstændigheder i forbindelse med ulykken sammenholdt med oplysningerne om det efterfølgende sagsbehandlingsforløb finder disse dommere, at der ikke er fornødent grundlag for at antage, at arbejdsskademyndighederne i den konkrete sag har begået væsentlige sagsbehandlingsfejl ved at henføre skadelidte til personkredsen i arbejdsskadesikringslovens § 2, stk. 1, i forbindelse med hændelsesforløbet i sin helhed og således ikke har søgt at opdele hændelsesforløbet og dens følger for skadelidte mellem denne bestemmelse og bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 4, stk. 2, nr. 3. Det kan ikke føre til et andet resultat, at en sådan afgørelse har den konsekvens, at Alm. Brand Forsikring A/S ikke har adgang til refusion af ydelser efter arbejdsskadesikringslovens § 49, stk. 5.”
Mindretallet henviste til, at refusionsreglen i § 49, stk. 5 netop havde til formål at udskille forsøg på redning af menneskeliv fra den sikredes øvrige arbejde, medmindre redningsarbejde var en naturlig del af arbejdet.
Højesterets dom af 13. november 2026
Højesteret omstødte ved dommen af 13. november 2026 by- og landsrettens domme med henvisning ASL’s ordlyd, forarbejder, formål og bestemmelsernes indbyrdes sammenhæng. Højesteret angav bl.a. følgende:
”Højesteret finder efter det anførte, at refusionsretten efter § 49, stk. 5, må forstås i lyset af lovens forhistorie, navnlig § 75, stk. 2, jf. § 3, stk. 1, i ulykkesforsikringsloven fra 1938 og forarbejderne hertil. Det indebærer, at en skade som følge af forsøg på redning af menneskeliv er refusionsberettiget efter § 49, stk. 5 – og dermed omfattet af § 4, stk. 2, nr. 3 – når forsøget sker på et tidspunkt, hvor skadelidte er på arbejde, men ikke er en normal eller dog væsentlig del af det arbejde, som skadelidte er ansat til at udføre. Der vil dermed ikke være refusionsret efter § 49, stk. 5, jf. § 4, stk. 2, nr. 3, for f.eks. ambulancereddere og brandfolk.
Den konkrete sag
Som nævnt blev As bus ved ulykken i oktober 2013 påkørt af en minibus, hvorved han kom fysisk til skade. Der er enighed om, at Alm. Brand Forsikring ikke har ret til refusion af udbetalt erstatning til ham for så vidt angår denne del af den samlede skade.
Med hensyn til spørgsmålet om psykisk skade som følge af det efterfølgende redningsforsøg i minibussen bemærker Højesteret, at redningsforsøget skete på et tidspunkt, hvor A var på arbejde som buschauffør. Efter Højesterets opfat-telse kan det imidlertid ikke anses for en normal eller væsentlig del af arbejdet som buschauffør at redde menneskeliv.
Højesteret finder derfor, at Alm. Brand Forsikring har ret til refusion for så vidt angår den del af den udbetalte erstatning, som vedrører den psykiske skade, der kan anses for indtruffet som følge af As redningsforsøg i minibussen, jf. arbejdsskadesikringslovens § 49, stk. 5, jf. § 4, stk. 2, nr. 3.”
Højesteret fastslog dermed, at redning af menneskeliv hverken kunne anses som en sædvanlig eller væsentlig del af arbejdet som buschauffør, hvorfor Alm. Brand var berettiget til refusion for den del af erstatningen, der vedrørte den psykiske skade efter redningsforsøget.
Idet Ankestyrelsens afgørelser var baseret på en forkert forståelse af ASL, skulle Ankestyrelsen genoptage arbejdsskadesagen.
ARKs kommentar
Det er værd at notere sig, at Højesteret fastslår, at hvis dele af et hændelsesforløb er omfattet af henholdsvis ASL § 2, stk. 1, og § 4, stk. 2, nr. 3, må det hovedsageligt bero på en lægefaglig vurdering, hvilke skader der skal henføres til de enkelte bestemmelser.
Herudover er en skade sket ved forsøg på at redde menneskeliv refusionsberettiget, når redningsforsøget sker under arbejdet, men ikke udgør en sædvanlig eller væsentlig del af det arbejde, som den pågældende er ansat til at udføre, jf. ASL § 49, stk. 5, jf. § 4, stk. 2, nr. 3. Der skal dermed ske en adskillelse af hændelsesforløbet.
Sagen er for Alm. Brand for Højesteret ført af advokat Mikkel Bruun-Larsen.