Skrevet af Jesper Ravn

AFF 92027 af 21/11/202018 – Urigtige oplysninger ved tegning af indboforsikring

FT anmeldte i oktober 2017 et større indbrud på sin bopæl. I forbindelse med undersøgelser i sagen rettede selskabet henvendelse til FT’s tidligere forsikringsselskab. Det konstateredes herved, at FT’s indboforsikring var blevet opsagt af det tidligere selskab pga. en skade, hvor FT samtidigt var blevet politianmeldt. Da der ikke var oplyst i forbindelse med udfyldelse af forsikringsbegæringen ved indtegningen af forsikringen, annullerede selskabet forsikringen med tilbagevirkende kraft og afviste dækning for indbruddet.

 

Forsikringen var blevet indtegnet via forsikringsmægler, der havde anmodet selskabet om at afgive tilbud på FT’s forsikringer, hvilket skete den 5. marts 2015. Selskabet modtog den 19. marts 2015 tilbuddet med FT’s underskrift tillige med forsikringsbegæring i udfyldt stand, hvoraf der var svaret nej på spørgsmålet om noget selskabet tidligere havde opsagt FT’s forsikringer.

 

Ved henvendelse til FT’s tidligere selskab blev det imidlertid oplyst, at det tidligere selskab den 10. marts 2015 (altså i perioden mellem selskabets fremsendelse af tilbud til FT’s forsikringsmægler og selskabets modtagelse af begæringen i udfyldt stand fra forsikringsmægleren) havde opsagt forsikringen med virkning fra 25. marts 2015 (6 dage efter selskabets modtagelse af forsikringsbegæringen).

 

Foreholdt oplysningen om opsigelsen fra det tidligere selskab bestred FT, at han havde modtaget opsigelsesbrevet. Selskabet fastholdt imidlertid, at FT (via FT’s forsikringsmægler) havde afgivet urigtige oplysninger, jf. FAL § 6, samt at FT under alle omstændigheder ville være forpligtet til at oplyse om opsigelsen hos tidligere selskab, jf. FAL § 7.

 

Ankenævnet gav selskabet medhold. Ankenævnet anførte, at FT måtte tåle identifikation med sin forsikringsmægler, hvorfor det var uden betydning, om oplysningerne i forsikringstilbuddet var fremkommet fra FT selv eller fra forsikringsmægleren.

 

Ankenævnet lagde herefter til grund, at FT måtte have modtaget opsigelsesbrevet fra det tidligere selskab, og nævnet kunne ikke lægge FT’s forklaring til grund om, at han ikke havde modtaget brevet. Nævnet lagde herved vægt på, at FT’s skifte af selskab kom nærmest samtidig med modtagelsen af opsigelsen fra tidligere selskab.

 

Herefter fandt nævnet, at FT’s undladelse af at oplyse at han var blevet opsagt af tidligere selskab under skadesforløbet medførte, at han havde afgivet urigtige risikooplysninger, jf. FAL §§ 6 og 7, og at selskabet har godtgjort at man ikke ville have tegnet forsikringerne, hvis oplysningerne var blevet afgivet.

 

Kommentarer

 

Ankenævnets kendelse indeholder to interessante elementer.

 

For det første det forhold, at FT først blev opsagt af sit tidligere selskab efter, at forsikringsmægleren havde anmodet om tilbud hos det nye selskab. Det var i sagen ikke klart, om FT personligt havde udfyldt forsikringsbegæringen før modtagelsen af oplysningen om opsigelsen fra tidligere selskab. Imidlertid var det klart, at opsigelsen måtte være kommet frem til ham på det tidspunkt, hvor forsikringsmægleren fremsendte forsikringsbegæringen med de urigtige oplysninger.

 

For det andet er det interessant, at Ankenævnet vælger tillige at begrunde kendelsen med FAL § 7 altså at FT af egen drift under alle omstændigheder skulle have oplyst selskabet om, at han var blevet opsagt af tidligere selskab.

 

Selskabet har under sagen været bistået af advokat Jesper Ravn.

 

Læs kendelsen her

 

AFF 92027 af 21/11/202018 – Urigtige oplysninger ved tegning af indboforsikring billede

Kontakt os i dag

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål, og vi glæder os til at høre fra dig.

Kontakt os