Skrevet af Jesper Ravn

AK 95.520 af 21/4/202021 – Ikke godtgjort, at MC var totalskadet ved påkørsel som anmeldt

Ejeren af en motorcykel (Harley Davidson) anmeldte den 4. oktober 2019, at motorcyklen skulle være blevet totalskadet ved en påkørsel den 26. september 2019 mens den stod parkeret på gårdsplads.

 

Det blev angivet, at modparten var kørt rundt om hjørnet på gårdspladsen og havde overset MC’en, hvorved han havde påkørt denne.

 

I forbindelse med selskabets nærmere undersøgelser kunne det indledningsvis konstateres, at det indregistrerede stelnummer ikke tilhørte/passede til motorcyklen, men derimod en anden Harley Davidson model.

 

Efterfølgende konstateredes det, at den bil, der skulle have påkørt motorcyklen, var indregistreret med ansvarsforsikring til en person bosiddende mere end 100 km fra ulykkesstedet. Ved henvendelse til bilens registrerede ejer blev det oplyst, at bilen var blevet solgt kort før den anmeldte påkørsel for kr. 5.800, men var aldrig blevet omregistreret, før bilen blev afmeldt afmeldt uden aflevering af nummerplader kun 3 dage efter påkørslen

 

Ved besigtigelse af gårdspladsen konstaterede selskabets konsulent, at motorcyklen ville have været synlig ca. 37 meter fra det sted, hvor skadevolders bil skulle være drejet rundt om hjørnet.

 

Selskabets konsulent holdt møde med MC’ens bruger, som var tidligere medlem af to forskellige bandegrupperinger. Brugeren oplyste, at det primært var ham og FT, der brugte motorcyklen ca. 50/50. Brugeren oplyste, at han havde været på besøg hos ejeren af skadestedet/gården, men da det begyndte at regne rigtig meget, havde han parkeret MC’en og begyndte at gå ind til huset, da han hørte et brag, da MC’en blev påkørt.

 

Selskabet konstaterede efterfølgende, at det ikke havde regnet på den anmeldte skadesdato den 26. september 2019, mens der havde været en ganske begrænset mængde nedbør om eftermiddagen den 27. september 2019.

 

Brugeren afviste at give accept til indhentelse af teleoplysninger og medvirkede ikke til, at konsulenten kunne opnå kontakt til føreren af den skadeforvoldende bil. Dette lykkedes først den 17. april 2020, hvor føreren bekræftede, at han havde påkørt MC’en. Dette var sket som følge af manglende opmærksomhed, idet hans telefon var gledet ned fra passagersædet.

 

Føreren oplyste, at han havde købt bilen af en kammerat for kr. 5.-6.000. Han vidste ikke, hvem kammeraten var, og han havde hverken fået bilen synet eller omregistreret. Han oplyste, at han efterfølgende havde solgt bilen til endnu en kammerat, og han vidste ikke, hvor bilen var. Føreren ønskede heller ikke at afgive samtykke til indhentelse af teleoplysninger.

 

Ved henvendelse til bilens ansvarsforsikringsselskab blev det oplyst, at føreren først den 8. april 2020 telefonisk havde henvendt sig til selskabet og havde bekræftet, at han havde påkørt MC’en, men man havde ikke fået nogen skadesanmeldelse fra føreren, ligesom føreren hverken havde fremsendt kopi af sit kørekort eller kopi af slutseddel for købet af bilen.

 

På baggrund af sagens samlede omstændigheder afviste selskabet, at det var sandsynliggjort, at påkørslen af motorcyklen var sket som anmeldt, ligesom det blev gjort gældende, at brugeren og ikke FT var den virkelige bruger af MC’en.

 

Ankenævnet gav selskabet medhold i, at FT ikke havde godtgjort, at der var indtrådt en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed. Nævnet fandt, at FT ”står bevismæssigt vanskeligt” som følge af, at de involverede personer ikke ville afgive f.eks. teleoplysninger til selskabet til brug for sagen. Der blev endvidere lagt vægt på ændring af skadedatoen samt det forhold, at der ikke var spor på uheldsstedet tillige med oplysningerne om uheldsstedet, og at modpartens køretøj flere gange efter skaden havde skiftet ejer og i øvrigt ikke kunne opspores og besigtiges.

 

Selskabet har under sagen være bistået af advokat Jesper Ravn.

 

Læs kendelsen her

 

AK 95.520 af 21/4/202021 – Ikke godtgjort, at MC var totalskadet ved påkørsel som anmeldt billede

Kontakt os i dag

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål, og vi glæder os til at høre fra dig.

Kontakt os