Ansvar for bekendts forvoldelse af brand ved opskæring af olietank
Skrothandler hæftede efter DL 3-19-2 for ansvar for bekendts forvoldelse af brand ved opskæring af olietank.
En forsikringstager B havde købt en ejendom til renovering. I forbindelse hermed kontaktede han skrothandler S v/A, som tidligere havde fjernet metalskrot fra hans ejendomme og hans virksomhed.
Link
S kørte en bekendt D til ejendommen, hvor D påbegyndte opskæring af olietanken i kælderen under ejendommen. Mens D kort var oppe fra kælderen opstod der brand, som forvoldte sodskader, der af forsikringsselskabet blev erstattet med i alt ca. kr. 285.000.
Forsikringsselskabet rettede et regreskrav mod S (enkeltmandsvirksomhed) med påstand om, at S hæftede for D’s ansvarspådragende handling i forbindelse med opskæring af olietanken uden at sikre sig, at denne var tømt, og uden at sikre sig, at dette kunne ske på forsvarlig vis.
S nægtede ansvar. Han gjorde for det første gældende, at D havde udført arbejdet selv uden forudgående aftale med S (og altså efter direkte aftale med forsikringstager B), og for det andet at han ikke kunne anses for arbejdsgiver for D. Det bemærkes, at D var på kontanthjælp gennem en længere årrække, og at S under hovedforhandlingen oplyste, at S blev honoreret med kr. 500 per dag som “tak for hjælpen” for at bistå med opgaver. D nægtede for landsretten, at han havde modtaget sådanne beløb, men angav, at han engang imellem hjalp S mod at få “en bid mad og en øl”.
Forklaringerne om etableringen af aftalen om opskæring af olietanken var ganske divergerende, men B fastholdt, at han havde indgået aftale med S herom, og D fastholdt, at han var blevet anmodet om at udføre opgaven af S.
Både by- og landretten fandt det bevist, at aftalen om udførelse af arbejdet var indgået mellem S og B. Herefter fandtes det bevist, at D havde udført opskæringen af olietanken uforsvarligt og havde forvoldt branden ved i hvert fald simpel uagtsomhed. Da både by- og landsretten herefter fandt, at D var i et hvervgiver/hvervtager forhold til S, fandtes S at hæfte for D’s ansvarspådragende handling efter Danske Lov 3-19-2.
Landsretten fandt forsikringsselskabets regreskrav, der var baseret på taksators opgørelse, tilstrækkeligt dokumenteret, idet der dog skete en skønsmæssig reduktion med ca. 20% af den del af kravet, der bestod i arbejde udført af forsikringstager B’s eget firma i forbindelse med reparationerne.
Uanset, at S ikke havde ansvarsforsikring fandtes der ikke grundlag for at lempe hans erstatningsbyrde efter EAL § 24, idet hans regnskaber vidste betydelig omsætning og overskud.
Sagen har for forsikringsselskabet for landsretten været ført af advokat Jesper Ravn.
Link til landsretsdom af 25. september 2018
Link til byretsdom af 30. januar 2017
