Dom af 4/11-20 – Ejerskifteforsikringsselskab frifundet for dækning af sætningsskader og skævt gulv
Ejerne af en ejendom anmeldte ganske kort tid efter overtagelse, at der var skæve gulve på ejendommen. Ejerne iværksatte diverse ingeniørundersøgelser og anmeldte herefter, at der var sætningsskader samt de skæve gulve. Der blev bla. fremsat krav om efterfundering på ejendommen.
Ejerskifteforsikringsselskabet afviste, at der forelå en skade i forsikringsbetingelsernes forstand.
I forhold til sætningsskaderne anførte forsikringsselskabet f.s.v.a. sætningsskaderne, at de fremtidige sætninger var af minimal størrelse (ca. 12 mm over 50 år, jf. udførte geotekniske undersøgelser), hvorfor der, jf. ankenævnspraksis, ikke foreligger en skade.
I forhold til de skæve gulve blev dette forhold afvist med henvisning til, at det af tilstandsrapporten fremgik, at der var givet karakteren K1 vedrørende gulvene samt en note om, at gulvene ikke var vandrette.
Sagen blev indbragt for Ankenævnet for Forsikring, hvor ejerskifteforsikringsselskabet fik medhold.
Der blev efterfølgende udtaget stævning mod ejerskifteforsikringsselskabet, og under sagen blev der afholdt syn og skøn. Skønsmanden konkluderede, at ejendommen ikke havde sat sig siden 1978 (hvor der blev opført en tilbygning). Desuden oplyste skønsmanden, at risikoen for yderligere skader var 0%, og at gulvet, uanset at det var skævt, var stabilt.
Retten i Glostrup gav ejerskifteforsikringsselskabet medhold i, at der ikke forelå en dækningsberettiget skade f.s.v.a. såvel sætningsskaderne som de skæve gulve. Retten henviste for så vidt angår sætningerne til, at huset ikke havde sat sig siden 1978, og at der ikke var nævneværdig risiko for yderligere skade med samme anvendelse af ejendommen.
For så vidt angår de skæve gulve henviste retten til, at disse var omtalt i tilstandsrapporten, samt at de skæve gulve med oplysningerne i tilstandsrapporten, let vil kunne konstateres ved en besigtigelse af ejendommen.
Sagen er for ejerskifteforsikringsselskabet ført af advokat Bente Ernfred Götzsche, som kan besvare spørgsmål om dommen. Det vides endnu ikke, hvorvidt sagen ankes til landsretten.