Fortolkning af forsikringsbetingelser ved forbrugerforsikring
Ved dom af 8. april 2019 har Østre Landsret afsluttet en længerevarende tvist mellem en forsikringstager og et forsikringsselskab angående fortolkning af en bestemmelse i selskabets forsikringsbetingelser angående rejseforsikring (rejseulykkesforsikring).
Faktum
Forsikringstager A og dennes ægtefælle, B, kom i 2010 til skade og pådrog sig varige mén under en udlandsrejse.
A og B havde begge via deres bank fået udstedt et MasterCard, hvortil der var knyttet en forsikringsordning (rejseforsikring) i selskabet. Selskabet anerkendte erstatningspligten og udbetalte ménerstatning til A og B under deres respektive kort, idet det under sagen var ubestridt, at A og B hver især havde pådraget sig et varigt mén, der berettigede til erstatning. Spørgsmålet under sagen var herefter, om A havde ret til erstatning som følge af krydsdækning således, at A som medsikret på B’s rejseforsikring var berettiget til yderligere/supplerende udbetaling.
Af forsikringsbetingelsernes pkt. 1.1 fremgik, at sikrede i henhold til bestemmelsen var indehaveren af et gyldigt MasterCard, dennes medrejsende ægtefælle / samlever samt efter særlige regler medrejsende børn. Det kunne i forlængelse heraf under sagen lægges til grund, at både A og B var sikrede i henhold til deres respektive kort, og spørgsmålet var herefter om selskabet havde foretaget en gyldig afgrænsning af dækningen.
Af forsikringsbetingelsernes pkt. 5, der havde overskriften ”Maksimal erstatning pr. sikrede” fremgik, at ”besiddelse af to eller flere MasterCards aldrig kan forpligte selskabet til at udbetale erstatning mere end én gang for samme skade. Ligeledes kan besiddelse af andre guldkort udstedt af samme koncern aldrig forpligte selskabet til at udbetale erstatning mere end én gang for samme skade”.
I forlængelse heraf fremgik det af forsikringsbetingelsernes pkt. 6, at såfremt dobbeltforsikring foreligger, dækker selskabet kun i det omfang, sikrede ikke opnår dækning fra anden side. Ved rejseulykke dækker forsikringen fuldt ud, uanset om sikrede opnår dækning andetsteds, jf. dog ovenstående.
A gjorde over for selskabet gældende, at han var berettiget til dækning som medsikret under B’s MasterCard, og gjorde i den forbindelse gældende, at han på skadestidspunkt alene var i besiddelse af sit eget kort. A gjorde således gældende, at bestemmelsen mest nærliggende måtte forstås således, at ordet ”besiddelse” relaterede sig til den sikredes egen fysiske besiddelse af det pågældende kort. Da A ikke var i fysisk besiddelse af B’s kort på skadestidspunktet gjorde A gældende, at han var berettiget til dækning under B’s rejseforsikring som medsikret ægtefælle. A gjorde i den forbindelse gældende, at uklarhedsreglen i aftalelovens § 38 b medførte, at den tvivl, der efter A’s opfattelse var om forståelsen af bestemmelsen, skulle være til, at bestemmelsen skule fortolkes imod selskabet, og A anførte det måtte være selskabets risiko, at bestemmelsen ikke var formuleret klarere.
Over for dette gjorde selskabet gældende, at der ved en naturlig sproglig fortolkning sigtes på en samlet forståelse af vilkårets eller vilkårenes ordlyd. Ordene skulle med andre ord læses i den sammenhæng de var skrevet og fortolkes i overensstemmelse med forsikringsaftalen som en helhed. I forlængelse heraf gjorde selskabet gældende, at det følger af overskriften til pkt. 5, at den maksimale erstatning pr. sikrede pr. skade var én gang. Selskabet gjorde i forlængelse heraf gældende, at bestemmelsen ikke indeholdt en afgrænsning af erstatningen pr. kort eller pr. kortindehaver, men derimod pr. sikrede.
Afgørelser
Sagen blev af A indbragt for Ankenævnet for Forsikring (89572), hvis flertal ikke kunne kritisere indstævntes afvisning af at betale yderligere erstatning til A. Det blev således angivet, at det af forsikringsbetingelsernes pkt. 5 om maksimal erstatning pr. sikrede klart fremgår, at besiddelse af andre guldkort udstedt af bankkoncernen aldrig kan forpligte selskabet til at udbetale erstatning mere end én gang for samme skade. På denne baggrund fandt flertallet det ubetænkeligt at lægge til grund, at begrænsningen i pkt. 5 fandt anvendelse i et tilfælde, som i denne sag.
A udtog herefter stævning mod selskabet ved Retten på Frederiksberg, der den 8. juni 2018 frifandt selskabet. Byretten var var enig med Ankenævnets flertal, idet retten anførte, at det udtrykkeligt fremgår af forsikringsbetingelsernes pkt. 5, at der gælder et maksimum for udbetalingen pr. sikrede og pr. skade. Retten angav således i præmisserne bl.a.
”…at en relativt vid kreds af personer er sikrede og dermed berettigede til at få udbetalt erstatning for forsinkelse og rejseulykke, jf. ovenfor, skal ses i sammenhæng med bestemmelserne i pkt. 5.0-6.0, der begrænser selskabets forpligtelse. Det fremgår således udtrykkeligt af pkt. 5.0, at der gælder et maksimum for udbetalingen pr. sikret og pr. skade, jf. overskriften til pkt. 5.0.: Maksimal erstatning pr. sikrede og teksten, der fastsætter, at Besiddelse af to eller flere (kort) kan aldrig forpligte selskabet til at udbetale erstatning mere end én gang for samme skade.”
A ankede rettens dom, og Østre Landsret har ved dom af 8. april 2019 stadfæstet byrettens afgørelsen.
Landsretten anfører i præmisserne , at forsikringsbetingelsernes pkt. 5 og 6 sammenholdt med pkt. 1.1 gør det nærliggende at forstå pkt. 5 således, at dækningsbegrænsningen finder anvendelse i et tilfælde som det foreliggende. Landsretten lægger navnlig vægt på overskriften til bestemmelsen i pkt. 5 samt formålet med bestemmelsen. Landsretten anfører herefter, at selvom forsikringsbetingelserne kunne have været tydeligere, havde den af A anførte fortolkning ikke en sådan støtte i forsikringsbetingelserne, at uklarhedsreglen i aftalelovens § 38 b finder anvendelse.
Kommentar
Afgørelsen er navnlig interessant i forhold til spørgsmålet om forståelsen og fortolkning af forsikringsbetingelser i forbrugerforhold. Landsrettens indledende bemærkninger om, at selskabets forståelse af forsikringsbetingelsernes pkt. 5 og 6 sammenholdt med pkt. 1.1 var nærliggende skal sandsynligvis ses i sammenhæng med Højesterets afgørelse i U 2014.1719 H, hvor Højesteret om anvendelse af koncipistreglen anførte, at
”Det fremgår af bestemmelsens forarbejder (fortolketingstidende 1994-95, tillæg A, side 339), at denne fortolkningsregel skal anvendes, når det efter inddragelse af alle fortolkningsmomenter er tvivlsomt, hvordan et aftalevilkår skal forstås. Det er forudsat, at hvis en bestemt fortolkning af vilkåret er nærliggende, må en alternativ fortolkning – selv om den efter ordlyden er mulig – have en vis føje for sig for at der foreligger en sådan tvivl som nævnt i bestemmelsen”.
Landsretten anfører ligeledes, at koncipistreglen ikke finder anvendelse ”uanset forsikringsbetingelserne kunne have været udformet tydeligere”, hvilket er i overensstemmelse med Højesterets praksis, jf. U 1999.32 H, hvor Højesteret anførte følgende:
”Forsikringsbetingelserne kunne have været mere overskuelige, og formuleringen af afsnit 2, pkt. 1.3, kunne have været klarere, men på den anførte baggrund finder Højesteret heller ikke i et princip om fortolkning mod affatterens grundlag for at anse afsnit 1, pkt. 7.1, for fraveget”.
Retsstillingen må således – fortsat – være den, at bestemmelser i en forbrugerforsikringsaftale skal fortolkes i overensstemmelse med forsikringsbetingelserne og forsikringsaftalen som helhed, herunder med inddragelse af formålet med den konkrete bestemmelse. Hvis selskabets tolkning af forsikringsvilkåret herefter er nærliggende må forbrugerens fortolkning – uanset at denne sprogligt er mulig – have en vis føje for sig. Dette gælder uanset om vilkåret kunne have været formuleret klarere. Det indebærer således, at forsikringstagere ikke på baggrund af en snæver sproglig forståelse af enkelte ord i enkelte forsikringsvilkår med støtte i uklarhedsreglen kan gøre gældende, at forsikringsvilkåret skal fortolkes imod selskabet.
Sagen for byretten blev ført af advokat Caroline Køber og for landsretten af advokatfuldmægtig Nichlas Madsen.
