Højesterets kendelse af 26/9/25 – Olieselskab ansvarlig for personskade under redningsøvelse på boreplatform
Vestre Landsret har ved dom af 15. august 2024 omgjort byrettens afgørelse, og har frifundet et olieselskab for en personskade overgået en medarbejder, der var uddannet livbådskaptajn, under en redningsøvelse/test på en boreplatform i Nordsøen.
Sagens omstændigheder
Skadelidte pådrog sig en nakkeskade/-forstuvning da han som kaptajn på en livbåd (redningsbåd) med plads til mere end 40 passagerer deltog i en redningsøvelse den 16. august 2016. Øvelsen blev gennemført således, at livbåden blev frigivet fra boreplatformen i Nordsøen, hvorefter båden faldt ca. lodret 45 meter ned mod havoverfladen, hvorefter båden stabiliserede sig på overfladen. Øvelsen gik som planlagt og båden blev bragt tilbage på boreplatformen. Imidlertid klagede kaptajnen (skadelidte) kort efter øvelsen over smerter i nakken, og han sygemeldtes kort tid herefter. Skadelidte blev aldrig raskmeldt og blev senere tilkendt førtidspension.
Øvelsen var den første redningsøvelse med frigørelse af livbåden (svarende til en realistisk evakueringssituation fra platformen) siden 2010. Dette skyldtes i det væsentligste, at olieselskabet havde været tilbageholdende og olieselskabet mente, at øvelserne var forbundet med betydelig sikkerhedsfare i forbindelse med anhugning af livbåden, når denne skulle hejses tilbage på platformen.
Under et tilsynsbesøg i maj 2016 påpegede Arbejdstilsynet imidlertid, at der skulle foretages årlige redningsøvelser/test af livbåden under realistiske forhold, og Arbejdstilsynet varslede muligheden for et påbud mod olieselskabet.
På denne baggrund blev det besluttet, at gennemføre en realistisk redningsøvelse med frigivelse af livbåden med mandskab, når vejret tillod det, hvilket var tilfældet den 16. august 2016. Beslutningen blev taget af platformens ledergruppe, som bl.a. bestod af skadelidte. Samtlige 4 personer, der skulle deltage i redningsøvelsen og være ombord i livbåden var uddannede livbådskaptajn, hvorfor enhver af dem kunne styre båden. Skadelidte blev valgt som livbådskaptajn og blev herefter fastspændt i kaptajnsædet, som vendte i faldretningen mod vandet. Alle andres sæder på båden vendte imod faldretningen.
Det bemærkes, at skadelidte for byretten anførte, at han på mødet, hvor beslutningen om gennemførelsen af øvelsen blev truffet skulle have givet udtryk for, at han ikke mente, at det var sikkerhedsmæssigt forsvarligt, da der var for mange faremomenter forbundet med gennemførelse af øvelsen med mandskab ombord. Denne oplysning kunne ikke understøttes af platformschefen, og der forelå ingen vidneudsagn, der kunne støtte skadelidtes (meget sene) oplysning herom.
Skadelidte rettede krav med påstand om ansvar for personskaden mod boreplatformens ejer/driftsselskab, hvilket blev afvist, hvorefter skadelidte anlagde sag i august 2021.
Byrettens dom
Spørgsmålet om ansvar blev udskilt til særskilt afgørelse, der blev truffet af Retten i Kolding den 22. marts 2023.
Byretten fandt det ikke klarlagt, hvorfor det blev besluttet, at skadelidte skulle sidde i kaptajnsædet, men byretten fandt – på baggrund af en mail fra en kursusudbyder, som gennemførte lovpligtige kurser i redningsøvelser – hvilken mail fremkom som svar på en forespørgsel fra olieselskabet efter ulykken, at ”det var kendt viden, som der blev undervist i på deres kurser, at der var fare for piskesmæld, hvis kaptajnen sad med front mod rattet”.
Som følge af at den pågældende kursusudbyder også udbød kurser til olieselskabet, og da 80% af de ansatte på platformen havde taget et kursus i livbåd, ”må det lægges til grund, at nogen på platformen burde have fået den viden, og at ledelsen dermed også burde være bekendt med den”. Uanset producenten af livbådens anvisninger burde man derfor have placeret skadelidte som de andre i båden for at have undgået ulykken, hvorfor olieselskabet fandtes ansvarlig herfor.
Landsrettens dom af 15. august 2024
Sagen blev med Procesbevillingsnævnets tilladelse påkæret til landsretten, der afsagde dom den 15. august 2024.
For landsretten blev det af olieselskabet dokumenteret, at man først var begyndt at anvende kursusudbyderen (som var én af tre udbydere i Danmark) i foråret 2016, hvilket altså vil sige få måneder før ulykkens indtræden.
Det blev endvidere af olieselskabet fremhævet, at Arbejdstilsynet, som havde modtaget underretning om skadelidtes tilskadekomst under øvelsen i august 2016 – i 2017 insisterede på, at der også skulle gennemføres en realistisk redningsøvelse for så vidt angår livbåd nr. 2 på olieplatformen, herunder eventuelt med ”nedkastning af livbåden med mandskab”.
Landsrettens flertal frifandt olieselskabet.
Flertallet lagde indledningsvis til grund, at redningsøvelsen blev gennemført som følge af Arbejdstilsynets tilsyn på platformen i maj 2016, og det lægges samtidig til grund, at der ikke havde været gennemført øvelser siden 2010 som følge af risikoen i forbindelse med anhugning af livbåden. Flertallet lagde også til grund, at der for så vidt ikke var noget at udsætte på gennemførelsen af selve øvelsen, ligesom der ikke er nogen oplysninger om, at retningslinjerne fra producenten af livbåden blev tilsidesat.
Herefter angiver landsretten, at skadelidte ikke alene ved sin egen forklaring havde sandsynliggjort, at han før øvelsen skulle have gjort indsigelser i forhold til, at det skulle være uforsvarligt at gennemføre øvelsen. Landsretten anfører tillige, at efter bevisførelsen kan det heller ikke
”i øvrigt anses for godtgjort, at olieselskabet, da øvelsen blev gennemført, havde eller burde have indset, at der var en risiko for, at skadelidte som følge af placeringen i livbådskaptajnsædet kunne komme til skade som sket. Det kan derfor ikke anses for ansvarspådragende, at olieselskabet ikke instruerede skadlidte i at placere sig i et af de bagudvendte sæder”.
Flertallet anfører herefter, at det heller ikke i sig selv kan anses for ansvarspådragende for olieselskabet, at man gennemførte fritfaldsøvelsen med besætning ombord. Der lægges af landsretten vægt på, at øvelsen blev udført med uddannet personale efter producentens forskrifter, og at øvelsen blev gennemført i overensstemmelse med IMO’s skrivelse af 11. juni 2009. Dermed måtte øvelsen anses for at være planlagt således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici forbundet med øvelsen var ”nedbragt så meget, som det var rimeligt praktisk muligt, jf. den dagældende off shore sikkerhedslovs § 10”.
Flertallet anfører så herefter, at Arbejdstilsynet da også i 2017, efter viden om tilskadekomsten i 2016, angav, at øvelsen med livbåd nr. 2 skulle gennemføres ved udsætning af båden med frit fald.
Herefter finder flertallet sammenfattende, at det ikke af skadelidte var bevist, ”at øvelsen var planlagt, tilrettelagt og gennemført på en sådan måde, at det kan begrunde et erstatningsansvar for olieselskabet”. Det forhold, at olieselskabet efterfølgende har ændret procedure kunne ikke føre til en anden konklusion.
Den dissentierende dommer lagde særligt vægt på forarbejderne til off shore-sikkerhedsloven, hvori der er henvist til ALARP-princippet om at minimere enhver risiko for tilskadekomst til det mindst mulige. Den konstituerede dommer anførte så, at på basis af ALARP-princippet skulle olieselskabet ikke blot overholde lovgivning og forskrifter for at begrænse sikkerheds- og sundhedsmæssig risiko, men havde ”tillige en pligt, der går videre end dette, idet virksomheden dernæst skal vurdere muligheden for helt at fjerne eller at nedbringe disse risici”.
Dommeren anførte så, at det var indenfor olieselskabets instruktionsbeføjelse at bestemme, hvilket sæde skadelidte skulle placeres i i redningsbåden, og at øvelsen i øvrigt var usædvanlig, da det var første gang i 6 år. Med henvisning til forklaring fra platformschefen angav dommeren herefter, at øvelsen kunne gennemføres uden at nogen var placeret i kaptajnsædet, da båden kunne udløses fra pumpemandens plads, og at det skulle være ”den almindelige fremgangsmåde hos virksomheden, at livbåden blev udløst fra pumpemandens sæde”.
Den dissentierende dommer anførte videre, at olieselskabet var bekendt med muligheden for at gennemføre øvelsen uden at kaptajnsædet var bemandet, men at beslutningen heri var begrundet i hensynet til at gøre øvelsen så realistisk som muligt med henblik på manøvrering af båden, når den havde ramt vandet. Imidlertid var der ikke herved taget stilling til risikoen for at have en person placeret i det fremadvendte sæde. Dommeren anførte så, at han på linje med flertallet fandt, at olieselskabet ikke havde handlet i strid med hverken lovgivningen eller de forskrifter, der fandt anvendelse i forbindelse med søsætning af livbåden.
Imidlertid fandt dommeren, at olieselskabet ikke havde opfyldt forpligtelserne efter ALARP-princippet, idet man ”burde have vurderet muligheden for helt at fjerne eller nedbringe den risiko, som en person med front i faldretningen bliver udsat for, når livbåden rammer havets overflade efter et fald fra en højde på ca. 45 meter”.
Under disse omstændigheder fandt dommeren, at olieselskabet havde tilsidesat forpligtelsen til at identificere og nedbringe de sundhedsmæssige risici, som skadelidte kunne blive udsat for ved at sidde i kaptajnsædet, hvorfor selskabet var ansvarlig for personskaden.
Forløbet for Højesteret
Med Procesbevillingsnævnets tilladelse blev sagen indbragt for Højesteret.
Under Højesteret afgav en daværende vedligeholdelseschef på platformen forklaring. Han forklarede bl.a., at han havde en dårlig fornemmelse ved livbådsøvelsen, idet han havde hørt, at nogle tidligere var kommet til skade i kaptajnsædet. Han erindrede derfor, at han havde tilbudt skadelidte at flytte sæde og sætte sig i livbådens bagudrettede sæder. Han kunne ikke stadfæste, hvornår eller fra hvem han havde hørt om den tidligere skade, eller at sædet skulle være blevet lavet om. Han mente dog, at det var fra den daværende platformchef (som for by- og landsretten havde forklaret, at han ikke var bekendt med tidligere skader ved benyttelsen af livbåden).
Vedligeholdelseschefen angav imidlertid samtidig, at han på daværende tidspunkt ikke havde betænkeligheder ved måden, hvorpå øvelsen blev gennemført, ligesom han ikke havde betænkeligheder ved at tage rollen som kaptajn under øvelsen.
For Højesteret blev det tillige dokumenteret, at kaptajnsædet i 2010 var blevet ændret/ombygget eller udskiftet, uden at dette dog lå klart via den fremlagte faktura.
Højesterets afgørelse
Højesteret fastslog indledningsvis, at ansvarsnormen for bedømmelse af olieselskabets ansvar var den almindelige culparegel, som skulle ses i lyset af de forpligtelser, som arbejdsgiver havde efter arbejdsmiljølovgivningen. I tillæg til forpligtelserne om, at arbejdet skulle udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, skulle arbejdsgiveren efter offshoresikkerhedsloven bl.a. sørge for, at sikkerheds- og sundhedsmæssige risici forbundet med arbejdet ”er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt (As Low As Reasonably Practicable”, ALARP-princippet”.
Det anførtes herefter, at der ved vurderingen af arbejdsgiverens agtpågivenhed måtte lægges vægt på handlingens farlighed, skadeevne og muligheden for at undgå skade.
Højesteret angav så, at søsætningen af en livbåd med et frit fald fra 45 meter indebar fare for personskade.
Højesteret lagde herefter vægt på, at skaden skete under en øvelse, og at det ikke var nødvendigt at søsætte båden ved frit fald for at teste livbådens sødygtighed, ligesom det heller ikke var nødvendigt, at skadelidte skulle sidde i det fremadvendte kaptajnsæde, idet han kunne være placeret i et af de bagudvendte sæder, som de andre besætningsmedlemmer under øvelsen.
Herefter anførte Højesteret, at ”Under disse omstændigheder finder Højesteret, at Olieselskabet ikke har identificeret, vurderet og nedbragt de sikkerhedsmæssige risici så meget, som det var rimeligt praktisk muligt. Olieselskabet har derfor handlet ansvarspådragende og er således erstatningsansvarlig for skadelidtes skade”.
Kommentar
Højesterets afgørelse må anses for at være udtryk for anvendelse af en særdeles skærpet ansvarsnorm, uanset at Højesteret i de indledende præmisser fastslår, at der ved fastlæggelse af ansvarsnormen må tages udgangspunkt i en culpanorm.
Landsretten (både flertallet og dissensen) angav, at olieselskabet ved gennemførelse af øvelsen ikke havde overtrådt offshoresikkerhedsloven og retningslinjer for gennemførelse af øvelsen. Dette kommenterer Højesteret ikke direkte på, men angiver, at der i tillæg til arbejdsmiljølovens forpligtelser gælder (udvidede) forpligtelser efter offshoresikkerhedsloven til implementering af ALARP-princippet (As Low As Reasonably Practicable) ved identifikation af farer.
Når Højesteret herefter angav det som et faktum, at en fritfaldsøvelse var forbundet med fare for personskade, så fandtes olieselskabet konkret ikke at have identificeret farerne ved den konkrete skade indtrådt ved at lade kaptajnssædet bemande. I den forbindelse har Højesteret tilsyneladende ikke tillagt det betydning, at øvelsen netop blev gennemført efter Arbejdstilsynets påbud, hvilket påbud blev gentaget et år efter øvelsen. Højesteret har heller ikke tillagt det betydning, at der ikke i de internationale IMO retningslinjer (heller ikke efter ulykken) var identificeret en risiko ved fritfaldsøvelser af denne karakter. Dette i modsætning til alternativet med nedfiring af livbåden på vandet, som netop blev fravalgt af olieselskabet.
Den af Højesteret anvendte ansvarsnorm og de krav, som Højesteret har opstillet til olieselskabets agtpågivenhed – som arbejdsgiver – i forhold til identifikation af den konkrete fare ved gennemførelse af øvelsen, har får dermed næsten karakter af et objektiviseret ansvar i culpa-klæder. Det må i den forbindelse antages, at denne ansvarsnorm konkret må anses for begrænset til offshoresikkerhedslovens område, jf. tillige Højesterets præmisser. Endvidere kan man ikke frasige sig tanken om, at de ganske alvorlige følger for skadelidte, der endte på førtidspension som følge af nakkeskaden, har spillet ind i Højesterets bedømmelse.
Sagen er nu hjemvist til byretten i forhold til erstatningsudmålingen.
Sagen er for landsretten og Højesteret ført af advokat Jesper Ravn på vegne olieselskabet og dettes ansvarsforsikrer. Advokat Anne Katrine Bay repræsenterede skadelidte for Højesteret.
Dommen er med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for Højesteret.
Læs Højesterets dom her
