Lidt om rejseforsikring i en post Covid-19 verden
Efter ophævelsen af Covid-19 restriktioner i Danmark den 1. februar 2022 er rejselysten kommet tilbage i stor stil. Imidlertid har mange undladt at rejse de seneste to år, og i den forbindelse, undladt at forny deres årsrejseforsikringer, hvilket giver anledning til at fremhæve behovet for en rejseforsikring, før vinterferien indledes.
En del danskere er således ikke opmærksomme på, at det blå sygesikringskort langtfra er tilstrækkeligt, når man rejser på ferie. Det blå sygesikringskort giver alene ret til de samme sundhedsydelser på samme vilkår som borgerne i det land, som man skal rejse til. Det betyder, at såfremt borgerne i landet er pålagt hel eller delvis egenbetaling, eller selv skal lægge ud for betalingen af behandlingen, gælder dette også for danske turister.
I tillæg hertil dækker det blå sygesikringskort ikke hjemtransport, og i visse lande, ej heller alle udgifter til sygetransport i modsætning til en rejseforsikring.
Da der er tale om en offentlig sygesikring, dækker det blå sygesikringskort endvidere kun behandlingen, hvis lægen, tandlægen eller hospitalet er tilknyttet den offentlige sygesikring i destinationslandet. Det betyder, at hvis man har akut brug for behandling på rejsen, og det nærmeste hospital er privat, er behandlingen for egen regning, medmindre man har tegnet en privat rejseforsikring, der dækker behandlingen.
Allerede af disse årsager er det altid en god ide at supplere med en privat rejseforsikring, der sædvanligvis dækker behandling samt syge- og hjemtransport i tilfælde af akut opstået sygdom, eller hvis man kommer ud for en ulykke.
Man bør særligt være opmærksom på, om rejseforsikringen dækker behandlingsudgifter, syge- og hjemtransport, hvis man kommer til skade i forbindelse med skisport, idet en del forsikringsselskaber undtager farlig sport, herunder skisport fra dækning under rejseforsikringen. Man bør altid tjekke policen og forsikringsbetingelserne i forhold til, om rejseforsikringen dækker. De fleste rejseforsikringer tilbyder dog tilvalgsdækning for skisport. Er man i tvivl om skisport i henhold til forsikringsbetingelserne, er en farlig sport, der er undtaget fra dækning, er det en god idé at afklare med sit rejseforsikringsselskab, inden man tager på ferie.
Hvis man ikke har tegnet en privat ansvarsforsikring i tilknytning til indboforsikringen, så er det allerede af denne grund en god idé at tegne en rejseforsikring, som også indeholder en ansvarsforsikring, hvis man f.eks. påfører andre personskade ved et sammenstød på en skiløjpe. Særligt i Østrig, Italien og Frankrig er der hvert år sammenstød, som efterfølgende fører til retssager mod danske turister.
Da smitte med Covid-19 fortsat er en reel risiko i mange lande, er det også relevant at undersøge, om rejseforsikringen dækker eventuelle ufrivillige ophold, feriekompensation for mistede feriedage m.v. i tilfælde af, at man bliver smittet med Covid-19 og eventuelt skal i karantæne. Mange rejseforsikringsselskaber tilbyder også her en tilvalgsdækning.
Hvis man kommer ud for en ulykke, bliver ulykkesforsikringen aktuel ift. dækning af behandlingsudgifter og evt. godtgørelse for varigt mén. Ligesom med rejseforsikringen, dækker visse ulykkesforsikringer ikke ”farlig sport”. Også her bør man tjekke, om ulykkesforsikringen dækker ved at sammenholde forsikringsbetingelserne med policen eller tjekke forsikringsselskabets hjemmeside, hvis man er i tvivl. Også her kan der tegnes en tilvalgsdækning.