ØLD af 18/2/22 – Ikke forsikringsdækning for klonet bil, da ikke noget tab
Østre Landsret afsagde den 18. februar 2022 en principiel dom vedrørende spørgsmålet, om en klonet bil kan kræves erstattet under en kaskoforsikring, når bilen stjæles.
Omstændighederne i sagen var, at et leasingselskab i juni 2017 købte en BMW X3 af en privatperson, der samtidig indgik en leasingaftale med selskabet (sale and lease back). Bilen var forinden blevet toldsynet på (falske) tyske papirer, og leasingselskabet så ikke bilen før eller i forbindelse med købet.
I november 2017 anmeldte leasingtager bilen for stjålet (efter tyveri af bilens nøgler ved et indbrud). I januar 2018 betalte Købstædernes Forsikring erstatning for bilen til leasingselskabet, der havde tegnet en gruppeforsikring omfattende alle leasingselskabets biler. Forsikringen indeholdt tillige dækning på panthaverdeklaration F vilkår, dvs. herunder dækning for bortkomst, der ikke var sket ved et dækningsberettiget tyveri.
I august 2019 skrev politiet til Købstæderne, at bilen var genfundet ved en ransagning i april 2018 i en garage tilhørende leasingtagers bror. Politiet kunne konstatere, at bilen af to omgange var blevet klonet med andre stelnumre. Bilen var oprindeligt blevet stjålet hos en forhandler i april 2017, og politiet udleverede efterfølgende bilen til forhandlerens forsikringsselskab, der havde erstattet bilen.
Herefter krævede Købstæderne den udbetalte erstatning retur fra leasingselskabet bl.a. med henvisning til, at den klonede bil udgjorde en ulovlig interesse. Leasingselskabet afviste tilbagebetaling, hvorefter Købstæderne modregnede erstatningsbeløbet i leasingselskabets tilgodehavende i forbindelse med ophøret af parternes samarbejde. Leasingselskabet udtog herefter stævning mod Købstæderne med påstand om betaling af beløbet på ca. kr. 175.000.
Der var mellem parterne processuelt enighed om, at leasingselskabets undladelse af at tjekke leasingtagers adkomst til bilen (eller at kontrollere bilen i øvrigt) var i overensstemmelse med praksis i 2017, ligesom der var enighed om, at leasingselskabet var i god tro om, at bilen var klonet, både da selskabet købte bilen af leasingtager og på tidspunktet for modtagelse af erstatningen.
Byretten pålagde Købstæderne at betale erstatningen til leasingselskabet. Indledningsvis lagde byretten til grund, at da leasingselskabet var i god tro om bilens kloning, var forsikringsselskabet bundet af forsikringsaftalen, jf. FAL § 5. Herefter angav byretten, at da Købstæderne havde tegnet forsikring for en bil med det falske stelnummer XX, som bilen var indregistreret med i Danmark, så kunne erstatning ikke afvises med henvisning til, at der ikke var identitet mellem leasede bil og den forsikrede bil. Da forsikringen endvidere skulle dække leasingselskabets interesse i at undgå tab, var forsikring af bilen ikke en ulovlig interesse efter FAL § 35.
Byretten anførte videre, at i forholdet mellem parterne måtte det lægges til grund, at der var indtrådt en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed, hvorfor Købstæderne var bundet af det oprindelige dækningstilsagn. Endelig anførte byretten, at ingen af parterne ville have krav på at få bilen udleveret efter bilens beslaglæggelse, idet tidligere ejer havde vindikationsret. I forholdet mellem leasingselskabet og Købstæderne var vindikation uden betydning, da ”leasingselskabet ved tegningen af forsikring på bilen og erstatningens udbetaling var i god tro om det forhold, der kunne føre til vindikation af bilen.”
Købstæderne ankede sagen til landsretten, hvor der bl.a. blev fremlagt politirapporten fra bilens genfinding. Heraf fremgik bl.a., at der i bilen lå et stort antal bilnøgler til andre/ukendte biler samt fartbøder udstedt til leasingtagers bror kort efter leasingaftalens etablering.
Landsretten lagde i præmisserne indledningsvist til grund, at ”som sagen er forelagt, lægger landsretten til grund, at den i sagen omhandlede bil var bortkommet ved en dækningsberettiget begivenhed”. Herved sigter landsretten utvivlsomt til det forhold, at ingen af parterne havde valgt at indkalde leasingtager som vidne, og at der ikke foreslå oplysninger om, at leasingtager skulle være sigtet eller dømt i forbindelse med kloningen af bilen og den efterfølgende genfinding af bilen hos broderen.
Herefter anførte landsretten, at efter U2020.894 H og de tidligere domme i U1972.746 H og U1975.381 H, så var dansk rets altovervejende udgangspunkt, at en stjålet genstands ejer kan foretage vindikation, og at dette udgangspunkt alene kan fraviges, hvis ”den oprindelige ejer har udvist betydelig uforsigtighed eller urimelig passivitet.” Landsretten fandt, at der ikke forelå sådanne oplysninger i forhold til den oprindelige ejer af bilen (autoforhandleren), hvorfor ejeren eller dennes forsikringsselskab havde været berettiget til at vindicere bilen fra leasingselskabet også forud for det anmeldte tyveri i november 2017.
Landsretten konkluderede herefter, at leasingselskabet derfor ikke havde lidt et tab, da bilen blev meldt stjålet, hvorfor der heller ikke bestod et tab, som Købstæderne var forpligtet til at erstatte. Dette gjaldt uanset, at bilen ikke blev søgt vindiceret af den oprindelige ejer forud for det anmeldte tyveri af den klonede bil i november 2017. På denne baggrund fandtes Købstæderne berettiget til at modregne den udbetalte erstatning i leasingselskabets tilgodehavende.
Kommentar
Som angivet indledningsvis er dommen den første landsretsdom, der tager stilling til spørgsmålet, om en klonet bil kan kræves erstattet under en kaskoforsikring. Henset til, at antallet af klonede biler i Danmark er estimeret til at udgøre 30-40.000 (og måske mere), og at problemet med klonede biler (særligt leasingbiler) har været genstand for et større antal sager i de senere år, så er det prisværdigt, at landsretten med helt klare præmisser fastslår, at en klonet bil er en hælervare. Når en hælervare stjæles, så lider køberen (også en køber i god tro) reelt ikke noget tab, idet den oprindelige ejer af bilen til hver en tid kunne have krævet bilen udleveret uden erstatning.
Selvom landsretten ikke direkte henviser til bestemmelsen, så må resultatet herefter følge af FAL § 39, hvorefter forsikringen ”ikke (er) forpligtet til at udrede større erstatning end, hvad der kræves til den lidte skades dækning.” Når forsikringstager (reelt) ikke lider noget tab ved et tyveri, så er det heller ikke krav på erstatning.
Landsretten har – modsat byretten – herefter ikke i dommen taget stilling til spørgsmålet, om en klonet bil udgør en ulovlig interesse, der ikke kan forsikres, jf. FAL § 35, eller spørgsmålet om der er identitet mellem det forsikrede køretøj (klonen) og det ægte køretøj (den stjålne bil), og om den klonede bil dermed overhovedet er det forsikrede objekt. Landsretten har tilsyneladende fundet dette unødvendigt, når landsretten kunne afsige en ”allerede fordi” dom baseret på, at leasingselskabet ikke lider et tab ved tyveri af en klonet (stjålet) bil.
Det vides ikke, om leasingselskabet vil søge 3. instans bevilling til indbringelse af sagen for Højesteret, men indtil videre må landsrettens dom anses for gældende ret og dermed gøre op med den forsikringsretlige retsstilling for langt hovedparten af de sager, hvor en klonet bil forsvinder eller totalskades. I sådanne tilfælde har forsikringstager eller bilens ejer ikke krav på erstatning uanset forsikringstagers/ejerens gode tro.
Dommen efterlader et lille ”hul” i forhold til de sager, hvor det forsikrede køretøj nok er klonet (forsynet med et stelnummer fra en anden bil), men hvor køretøjet er genopbygget (ulovligt) efter en totalskade, og således ikke er en hælervare. I sådanne tilfælde må det i overensstemmelse med Ankenævnet for Forsikrings hidtidige praksis antages, at der ikke er identitet mellem det klonede køretøj og det forsikrede køretøj.
Sagen er i begge instanser for Købstæderne ført af advokat Jesper Ravn.
