Østre Landsret frifinder forsikringsselskab for dækning af brandskade – Overtrædelse af sikkerhedsforskring

Østre Landsret har ved dom af 22. december 2025 givet et forsikringsselskab medhold i, at en restaurants manglende overholdelse af forsikringspolicens sikkerhedsforholdsregel om opbevaring af klude anvendt til oliering af borde (pga risiko for selvantændelse), udgjorde en forsømmelig tilsidesættelse af forskriften efter FAL § 51. Østre Landsret lagde vægt på, at der ikke fandtes en stålbeholder til opbevaring af klude, at der ikke var udarbejdet intern instruks med sikkerhedsforanstaltninger, og at ledelsen ikke konkret gav de medarbejdere, der forestod arbejdet instruktion i forsvarlig udførelse af opgaven.

Identifikationsbegrebet i FAL § 51 udvides dermed til også at omfatte situationer, hvor ledelsen overlader en opgave til menige medarbejdere uden konkret at instruere i forskriftens overholdelse. Samme princip ses anvendt i U2012.53V, hvor ledelsen måtte tåle identifikation med en medarbejders overtrædelse af en sikkerhedsforskrift, da ledelsen generelt ikke havde sikret, at medarbejderen havde kendskab til forholdsreglerne.

Med Østre Landsrets afgørelse må det lægges til grund, at der af forsikringstager/ledelsen konkret skal sikres instruktion i forbindelse med overladelse af opgaver, der omfatter overholdelse af sikkerhedsforskrifter angivet i policen eller betingelserne.

Sagens omstændigheder

I marts 2020 opstod der brand i en affaldsspand på en restaurant, da klude og svampe vædet med køkkenbordsolie selvantændte. Samme dag havde restaurantens medejer og daglige leder bedt 2 menige medarbejdere foretage oliering af restaurantens træborde.

Medejeren havde drøftet opgaven med tjener A, og med tjener B pr. telefon, og bedt tjener B købe en bøtte køkkenbordsolie hos en isenkræmmer, således at de kunne oliere restaurantens borde. Medejeren instruerede ikke tjener A og B i den efterfølgende bortskaffelse eller opbevaring/håndtering af de olierede klude, der kunne selvantænde, og i restauranten fandtes ikke en brandsikker stålbeholder med låg, hvori de olierede klude kunne opbevares. Tjener A havde i en årrække været tjener på en anden restaurant i samme koncern, og havde på det tidspunkt (flere år før) varetaget opgaven under instruktion af en medejer af koncernen.

Branden forårsagede omfattende løsøreskader og tab, der blev anmeldt til restaurantens forsikringsselskab, som imidlertid afviste dækning under løsøre- og driftstabsforsikringen med henvisning til, at skaden var indtrådt pga. overtrædelse (ved uagtsomhed) af en sikkerhedsforskrift i forsikringsbetingelserne, og at sikkerhedsforskriften var overtrådt ved ledelsens manglende instruktion i sikkerhedsmæssig forsvarlig håndtering af de olierede klude.

Sikkerhedsforskriften i policen havde følgende ordlyd:

”…
13. Sikkerhedsforskrifter for brandforsikringen
13.1 Konsekvens ved manglende overholdelse
I tilfælde af skade vil retten til erstatning helt bortfalde såfremt sikrede eller den, det påhviler at påse forskrifternes gennemførelse, har forsømt at overholde nedenstående regler – og dette har betydning for skadens indtræden eller omfang.
…
13.7 Kemikalier
13.7.1 Det er en betingelse for branddækningen, at klude, pensler mv. anvendt til påføring eller bearbejdning med linolie og andre selvantændelige eller brandbare kemikalier samt affald deraf opbevares i brandsikker stålbeholder med låg.”

Restauranten indgav kort efter afslaget på forsikringsdækning konkursbegæring, og Konkursboet iværksatte retssag mod Forsikringsselskabet, da Konkursboet var uenig i, at sikkerhedsforskriften var overtrådt af sikrede (eller nogen i den sikrede personkreds) ved uagtsomhed, idet det samtidig blev gjort gældende, at der ikke var behov for konkret instruktion.

Forløbet for byretten

Læs vores omtale af Københavns Byrets dom af 25. september 2023 her

For byretten forklarede medejeren, at han troede, Tjener A og B kendte proceduren for oliering af borde, og at tjener B havde fået oplæring heri i søsterrestauranten. Medejeren anså ikke opgaven som farlig, men havde dog en ide om, at der var noget særligt med olie uanset, at han ikke vidste, hvilke typer olie, der kunne selvantænde.

Tjener B forklarede, at han læste etiketten på køkkenbordsolien, men overså advarslen om selvantændelse. Han var i øvrigt af den opfattelse, at manglende indhold af linolie betød, at der ikke bestod en risiko for selvantændelse.

Konkursboet efter restauranten gjorde gældende, at branden skyldtes en menneskelig fejl, at sikkerhedsforskriften ikke var overtrådt af nogen, det påhvilede at påse overholdelsen, og at den tidligere instruktion af Tjener B i søsterrestauranten var tilstrækkelig.

Forsikringsselskabet anførte derimod, at ledelsen ikke havde sikret overholdelse af sikkerhedsforskriften, da der ikke var givet relevant og konkret instruktion i bortskaffelse af olieklude, og at tidligere oplæring ikke kunne anses som tilstrækkelig eller tidsmæssig relevant i forhold til den konkrete opgave.

Byrettens dom

Byretten fastslog, at sikkerhedsforskriften ikke var overholdt og lagde bl.a. vægt på, at der ikke fandtes en brandsikker stålbeholder til opbevaring af brugte klude, og at bortkastning af kludene i den affaldsspand, der var placeret under baren, ikke kunne anses for destruktion, som foreskrevet i forsikringsvilkårene.

Byretten lagde herudover til grund, at den sikrede personkreds omfattede både ledelsen af selskabet bag restauranten og af selskabet bag søsterrestauranten, og at det påhvilede ledelsen af disse selskaber at påse forskriftens overholdelse. Da der delvist var tale om samme ledelse var det uden betydning, hvorvidt behørig instruktion blev givet af/i restauranten eller af/i søsterrestauranten. Omkring instruktion lagde byretten lagt til grund, at medejeren af restauranten ikke instruerede tjener A og tjener B forinden opgaven, da de overfor medejeren havde oplyst, at de ”havde styr på det”.

Tjener B havde under sin forklaring angivet, at årsagen til, at der ikke skete sikkerhedsmæssig forsvarlige håndtering af kludene var, at tjener B efter læsning på etikken havde konstateret, at der ikke var linolie i den køkkenbordsolie, der blev anvendt, og at dette skulle medføre, at der ikke var fare for selvantændelse. Den medejer af søsterrestauranten som i 2014-2017 instruerede tjener B i oliering af borde, kunne dog ikke ved sin forklaring støtte tjener B’s antagelse om, at alene olie indeholdende linolie skulle kunne forårsage selvantændelse.

Byretten lagde herefter til grund, at tjener B ikke havde forstået, at andre typer olie end linolie kunne selvantænde, og at det var uvist i hvilket omfang, der var sket instruktion under B’s arbejde i søsterrestauranten. Byretten fandt herefter, at Konkursboet ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var givet behørig instruktion, og at der er tale om en sådan forsømmelse i instruktionen, at forsikringsselskabets afvisning af dækning var berettiget.

Forløbet for Landsretten

For landsretten forklarede restaurantens medejer, at han ikke længere kunne erindre, hvorfor han mente, at tjener B tidligere havde olieret borde. Han tilføjede, at ansatte i koncernen lejlighedsvis kunne have vagter på tværs af restauranterne, men at sådanne vagtudvekslinger kun forekom undtagelsesvist. Ejeren af søsterrestauranten (E) forklarede, at olie til bordbehandling altid indeholder linolie og derfor skal bortskaffes korrekt uanset mærke. Han oplyste, at der i dag findes skriftlige retningslinjer for oliering i restauranternes personalehåndbog, men at sådanne ikke forelå på tidspunktet for branden.

Konkursboet gjorde gældende, at sikkerhedsforskriften ikke var overtrådt af nogen, det påhvilede at påse overholdelsen, og at der ikke var årsagssammenhæng mellem manglende særskilt instruktion og branden. Boet anførte, at det var tjenerne selv, der placerede de brugte olieklude i skraldespanden, og at sikkerhedsforskriften derfor måtte anses for overtrådt af medarbejdere – ikke af ledelsen eller ejerkredsen.

Forsikringsselskabet fastholdt, at ledelsen ikke havde sikret overholdelse af sikkerhedsforskriften, da der ikke var givet instruktion om korrekt bortskaffelse af olieklude, og at tidligere oplæring (i søsterrestauranten) ikke kunne anses for tilstrækkelig eller relevant i forhold til den konkrete opgave (udført flere år efter den hævdede oplæring i søsterrestauranten).

Landsrettens dom

Landsretten stadfæstede byrettens dom og fandt, at sikkerhedsforskriften var overtrådt. Landsretten lagde vægt på, at restauranten ikke havde en brandsikker stålbeholder til opbevaring af olieklude, at der ikke fandtes interne retningslinjer, og at der ikke blev givet en konkret instruktion til tjener A og tjener B forud for opgavens udførelse.

Som følge heraf fandt landsretten, at netop den manglende konkrete instruktion, førte til at tilsidesættelsen af sikkerhedsforskriften måtte tilregnes restauranten som forsømmelse efter FAL § 51, stk. 1 med bl.a. følgende præmisser:

”Det følger af betingelsernes pkt. 13.7, at det er en betingelse for branddækningen, at klude, pensler mv. anvendt til påføring eller bearbejdning med linolie og andre selvantændelige eller brandbare kemikalier samt affald deraf opbevares i brandsikker stålbeholder med låg.

Det lægges til grund, at de pågældende forholdsregler har til formål at forebygge en forsikringsbegivenheds indtræden (brand), og landsretten finder, at betingelsernes pkt. 13.7 med henvisning hertil og efter sin ordlyd i øvrigt må anses som en sikkerhedsforskrift efter forsikringsaftalelovens § 51, stk. 1.

Det følger af denne bestemmelse bl.a., at et selskab alene kan afvise forsikringsdækning med henvisning til manglende iagttagelse af en sikkerhedsforskrift, hvis forsømmelsen med hensyn til forskriftens overholdelse er udvist af den sikrede selv eller andre, hvem det påhviler at påse forskriftens gennemførelse.

Det er ubestridt, at der på [Restauranten] ikke var en brandsikker stålbeholder til brug for bortskaffelse af klude, der havde været anvendt til oliering af restaurantens træborde. Det må endvidere lægges til grund, at der ikke var udarbejdet en intern instruks med tilsvarende sikkerhedsforanstaltninger, i det omfang sådanne kunne fastsættes.

Under de omstændigheder, og da [Medejer A], der var en af de daglige ledere på [Restauranten], i øvrigt ikke har givet nogen konkret instruks til de ansatte [Tjener B] og [Tjener A] om arbejdets sikkerhedsmæssigt forsvarlige udførelse, finder landsretten, at tilsidesættelsen af sikkerhedsforskriften må tilregnes [Restauranten] som forsømmelse efter forsikringsaftalelovens § 51, stk. 1. ”

Da landsretten samtidig fandt, at restauranten ikke havde godtgjort, at den manglende overholdelse af forskriften var uden betydning for brandens opståen (årsagssammenhæng), var betingelserne for påberåbelse af FAL § 51 opfyldt, hvorfor forsikringsselskabet frifandtes.

Kommentar

Landsrettens dom følger den foreliggende praksis, jf. UfR 2012.53 V, hvorefter manglende eller mangelfuld instruktion af medarbejdere medfører, at en sikkerhedsforskrift kan være overtrådt med uagtsomhed, også i tilfælde, hvor den ikke er overtrådt af ledelsen selv. Landsretten går endog en smule videre ved også at lægge vægt på, at der ikke konkret var sket instruktion, og derved synes landsretten at udvide identifikationsbegrebet i FAL § 51 stk. 1 til at omfatte ledelsens handling ift. den konkrete uddelegering af en opgave, der indeholder overholdelse af en forskrift. At selve overtrædelsen i sig selv udgør en forsømmelse efter FAL § 51 følger den gældende praksis (jf. bl.a. FED2021.65Ø).

Sagen er for forsikringsselskabet ført af advokat Laura Kragh for både byretten og landsretten.

Læs landsrettens dom her