Skrevet af Jesper Ravn

Retten i Randers’ dom af 23/11/22 – Kommune ikke ansvarlig for plejefars belastningstraume

Retten i Randers afsagde den 23. november 2022 en bemærkelsesværdig dom vedrørende spørgsmålet, om en kommune var erstatningsansvarlig for et belastningssyndrom, som en plejefar havde pådraget sig efter at have haft et vanskeligt/udfordrende barn i familiepleje gennem ca. 3 år.

Spørgsmålet om plejefamiliers retlige status har været genstand for en række sager gennem årene, hvor landsretspraksis er nået til forskellige resultater i relation til spørgsmålet, om familieplejer er at betragte som ansatte eller som selvstændige afhængigt af retsforholdet. Ved Vestre Landsrets dom U2021.93V (1. instans sag) blev det imidlertid principielt fastslået, at plejefamilier ikke har status som ansatte, uanset, at det i en tidligere dom fra Østre Landsret er fastslået, at plejeforældre heller ikke i skattemæssig henseende kan betragtes som selvstændig erhvervsdrivende.

Sagens omstændigheder

Plejefaren PF, havde med sin hustru i en årrække været godkendt som plejefamilie i Y Kommune, da parret i februar 2009 af X Kommune fik anbragt en teenagepige til fuldtidsaflastning. Der blev i forbindelse med anbringelsen indgået en kontrakt i 2009 hvorefter honoreringen for anbringelsen blev fastsat til 14 gange vederlag (det dobbelte af normalvederlaget). I henhold til kontrakten var der efter 3 måneders forløb en gensidig 1 måneds opsigelsesvarsel, og det fremgik, at indkomsten var A-skattepligtig, og at familien i øvrigt betragtedes som lønmodtager i ferielovens forstand.

I efteråret 2009 var PF og hans hustru gennem en konfliktfyldt skilsmisse, og Y Kommune besluttede på dette grundlag at trække godkendelsen af PF som plejefamilie. X Kommune valgte herefter at flytte barnet til et opholdssted, hvilket imidlertid førte til et sammenbrud, og barnet blev indlagt til psykiatrisk behandling. Som følge heraf besluttede X Kommunen igen at overgive barnet i PF’s varetægt, uanset at denne ikke længere var godkendt af Y Kommune, som på daværende tidspunkt var myndighed på området. Y Kommune blev orienteret herom, idet lov om kommunerne afventede en lovændring pr. 1. januar 2010, hvorefter X Kommune kunne give en konkret godkendelse af PF som plejefamilie, uanset at han ikke havde godkendelse af sin bopælskommune. Dette skete også.

Gennem 2010 til 2012 anmodede PF af flere omgange om at blive godkendt som opholdssted (enmandsprojekt) for barnet. X Kommune afviste dette, men PF bragte af flere omgange gennem årene igen anmodning herom på bane.

Barnet var i de efterfølgende 2½ år en betydelig udfordring med deraf følgende kontakt mellem kommunens socialrådgivere, og spørgsmålet om aflastning af PF kom flere gange på tale, bl.a. under et møde i marts 2012, som PF optog uden viden fra kommunens medarbejdere. Her angav PF, at han ønskede aflastning hvilket kommunen udtrykte forståelse for, men det blev angivet – som flere gange tidligere – at betaling for aflastning i givet fald ville føre til en reduktion af PF’s vederlag.

Der blev ikke truffet nærmere aftale om aflastning af PF, før han pludselig en dag i juni 2010 kørte barnet til en togstation uden at orientere kommunen. Barnet kontaktede sin socialrådgiver hos kommunen og meddelte, at hun var blevet smidt ud af PF. Kommunen valgte herefter straks at ophæve plejekontrakten og flytte barnet til et opholdssted.

PF protesterede mod ophævelsen som han fandt ubegrundet, og han angav et andet hændelsesforløb end oplyst af barnet. I september 2012 fremsendte PF’s advokat derfor et udkast til stævning mod kommunen. Der blev herefter afholdt et møde hos kommunen i oktober 2012 med deltagelse af PF og hans advokat samt kommunens distriktsleder og en HR-medarbejder, hvor der blev indgået et forlig om betaling af kr. 400.000 til PF for uberettiget ophævelse af kontrakten.

Ved forliget opnåede PF 3½ måneds plejevederlag samt ”godtgørelse for uberettiget bortvisning, tvivl om gyldigt ansættelsesbevis”. Det blev i forliget angivet, at PF havde anmeldt forholdet som en arbejdsskade og at dette ikke var omfattet af forliget. Endvidere blev der efterfølgende med håndskrift – og accepteret af kommunen – påført følgende:

”Det samme gør sig gældende for eventuelt ansvar arbejdsgiveren/X Kommune måtte ifalde efter erstatningsansvarsloven som følge af det konkrete forløb der giver anledning til arbejdsskaden”.

PF fik i 2014 afvist sine psykiske problemer som en arbejdsskade. Dette påklagede PF, hvorefter Ankestyrelsen hjemviste sagen til AES med henblik på forelæggelse for erhvervssygdomsudvalget, der i 2016 anerkendte PF’s belastningssyndrom som en arbejdsskade og fastsatte det varige mén til 10%. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på forhold, som relaterede sig til selve pasningen af plejebarnet, og en række konkrete episoder i relation hertil.

Efterfølgende fastsatte Ankestyrelsen i 2017 PF’s erhvervsevnetab til 55%. Kort før hovedforhandlingen afgav AES en vejledende udtalelse efter EAL §10 som fastsatte PF’s erhvervsevnetab til 65%, uanset af PF’s EET i arbejdsskadesagen på det samme grundlag var fastsat 10% lavere (til 55%).

Retssagen

I maj 2017 anlagde PF retssag mod kommunen med påstand om, at kommunen var ansvarlig for PF’s personskade som følge af, at man under forløbet, hvor han havde haft barnet i familiepleje ikke havde ydet tilstrækkelig rådgivning, supervision og tilbudt ham aflastning hvilket havde medført, at han udviklede det under arbejdsskadesagen anerkendte belastningssyndrom. PF opgjorde sit samlede krav (som ikke indeholdt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste) til kr. 2.290.000.

Sagen blev af flere omgange forelagt Retslægerådet, der udtalte, at PF’s belastningssyndrom måtte anses for at relatere sig til belastningerne i forbindelse med plejeforholdet. Derimod fandtes at plejeforholdet ikke bevisligt at have medført en varig forværring af PF’s psoriasis (som i sig selv af arbejdsskademyndighederne havde ført til at selvstændigt fradrag på 10% EET).

Sagen blev hovedforhandlet over 3 dage med dokumentation af en omfattende korrespondance mellem PF og kommunen samt afhøring af 7 tidligere og fortsat ansatte ved kommunen. Afhøringerne bar naturligt nok blandt flere vidner præg af, at der var gået mere end 10 år siden hændelserne.

Byrettens dom

Byretten fandt indledningsvist, at PF ikke kunne anses som ansat af kommunen, jf. U 2021.93V. Under hensyntagen til omstændighederne i forbindelse med forliget og formuleringerne af forliget fra oktober 2012 mellem PF og kommunen, fandtes PF imidlertid efter omstændighederne at kunne have haft føje til at antage, at kontraktsforholdet skulle anses som et ansættelsesforhold. I forhold til spørgsmålet om forældelse fandt retten herefter, at kontraktsforholdet skal anses som et ansættelsesforhold, hvorefter kravet mod kommunen ikke er forældet (da forholdet var undergivet den 5-årige forældelse i arbejdsskadesikringslovens § 36).

Derefter gik retten ind i en konkret bevisvurdering i relation til ansvaret, hvor det lægges til grund, at barnet var en udfordring, men at PF overfor kommunens medarbejdere gennem årene gav udtryk for, at han var en erfaren og faglig dygtig familieplejer, samt at han ikke på noget tidspunkt gav udtryk for, at han ikke magtede opgaven.

Retten anførte videre, at der ikke herefter var grundlag for at antage, at kommunen ikke tilbød PF rådgivning, vejledning og supervision. I den forbindelse bemærkede retten, at muligheden for aflastning er flere omgange var blevet italesat, men at det fra kommunens side var forudsat, at dette ville føre til, at PF blev trukket i vederlag. Retten angav herefter, at det ”Efter vidneforklaringerne må det lægges til grund, at årsagen til, at der ikke blev etableret en aflastning, var, at PF reelt ikke ønskede aflastning under de præmisser, som kommunen stillede op.”

Retten angav sammenfattende herefter, at det ikke af PF var dokumenteret, at han var udsat for en ”arbejdsmæssig belastning, som oversteg, hvad han kunne magte, og at der var behov for at træffe særlige forholdsregler for at lette hans arbejdsbyrde”, hvorfor det ikke var godtgjort, at kommunen var ansvarlig for ansvarlig for hans psykiske gener.

ARK’s kommentar

Dommen – som i hvert fald foreløbigt afslutter en mere end 10 år gammel konflikt – indeholder flere interessante problemstillinger i forhold til spørgsmålet om plejefamiliers retlige forhold til kommunen, forældelse og ikke mindst spørgsmålet, om en kommune kan blive erstatningsansvarlig for en personskade (psykisk belastningsskade) påført en person, som utvivlsomt havde påtaget sig og vedblivet med at have en vanskelig opgave som plejefar for det anbragte barn.

Rettens konkretet bevisvurdering må anses for overensstemmende med forklaringerne under sagen, hvor PF stod ganske alene med angivelsen af, at han mange gange havde ”råbt op” om behovet for supervision og aflastning, og at det måtte stå kommunen klart, at han var (for) presset af opgaven. Tilsvarende må rettens vurdering anses for overensstemmende med retspraksis i forhold til spørgsmålet, om arbejdsgivere (eller 3. mand) er ansvarlig for psykiske belastningsreaktioner hos personer, som har arbejdet i pressede eller stressede situationer.

Sagen er for kommunen ført af advokat Jesper Ravn. Det vides ikke, om dommen ankes.

Læs dommen her

Retten i Randers’ dom af 23/11/22 – Kommune ikke ansvarlig for plejefars belastningstraume billede

Kontakt os i dag

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål, og vi glæder os til at høre fra dig.

Kontakt os