Østre Landsrets kendelse af 4. april 2025 om sagsomkostninger i en hævet arbejdsskadesag
I forlængelse af de nyligt afsagte kendelser fra Højesterets af 13. marts 2025 (U.2025.1829) og 19. marts 2025 (U.2025.1917), har Østre Landsret den 4. april 2025 truffet afgørelse om tilkendelse af sagsomkostninger til et forsikringsselskab i en af selskabet anlagt sag mod Ankestyrelsen. Sagen blev hævet af selskabet efter fremkomsten af en ny afgørelse fra Ankestyrelsen om erhvervsevnetabet, selvom selskabet ikke havde opnået medhold i den principale påstand om anerkendelse.
Sagens baggrund
Forsikringsselskabet anlagde i 2021 sag mod Ankestyrelsen i anledning af en anerkendt arbejdsskade overgået skadelidte i marts 2018, som Ankestyrelsen vurderede havde medført en vedvarende forværring af skadelidtes forudbestående lænderygsmerter.
Selskabet nedlagde med stævningen en principal påstand vedrørende anerkendelsen og en subsidiær påstand om hjemvisning, idet sagens værdi på tidspunktet for sagsanlæg blev opgjort skønsmæssigt, men med udgangspunkt i det udmålte varige mén (som Ankestyrelsen ikke havde taget stilling til).
Efter fremkomsten af en erklæring fra Retslægerådet var (og er) det selskabets opfattelse, at besvarelserne var åbenbart modstridende med den lægefaglige vurdering, der lå til grund for Ankestyrelsens afgørelse om anerkendelse. Retslægerådet vurderede sammenfattende, at:
1. Hændelsen ikke var egnet til at medføre vedvarende symptomer, men var alene egnet til at medføre (og havde alene medført) en forbigående forværring af bestående symptomer, og
2. Fluktuationen i skadelidtes rygsmerter var ikke en følge af den anerkendte arbejdsskade, men var en følge af den bestående degenerative ryglidelse
Ankestyrelsen havde – i samråd med styrelsens lægekonsulent – lagt til grund, at:
1. Hændelsen var relevant i forhold til at medføre en (vedvarende) forværring af smerteniveauet, og
2. Skadelidte havde godtgjort, at han ved hændelsen pådrog sig en vedvarende forværring af smerter i lænderyggen, som omfattede tilkomne gener i form af smerter strækkende til halebenet.
Idet grundlaget for Ankestyrelsens anerkendelsesafgørelse – efter selskabets opfattelse – helt åbenlyst ikke længere bestod, og under alle omstændigheder baserede sig på en forkert lægefaglig vurdering og begrundelse, opfordrede selskabet efter fremkomsten af Retslægerådets erklæring Ankestyrelsen til at genoptage sagen.
Ankestyrelsen genoptog imidlertid ikke anerkendelsesspørgsmålet, men begærede i stedet sagen genforelagt Retslægerådet, idet styrelsen ønskede at stille yderligere spørgsmål til Retslægerådet ”med henblik på at belyse, om der ved hændelsen den 13. marts 2018 er sket en behandlingskrævende forværring af tilskadekomnes smerter i ryggen”.
Som følge af Ankestyrelsens begæring om genforelæggelse for Retslægerådet, nedlagde selskabet med en ny subsidiær påstand om, at Ankestyrelsen skulle anerkende, at skadelidtes erhvervsevnetab var under 15%. Sagens værdi blev med processkriftet nu forhøjet til ca. 1,2 mio., som udgjorde værdien af de løbende ydelser for tab af erhvervsevne i henhold til en tidligere afgørelse fra Ankestyrelsen (som blev truffet, mens sagen var forelagt Retslægerådet).
Selskabet opfordrede samtidig Ankestyrelsen til at overveje nødvendigheden af en genforelæggelse for Retslægerådet, henset til, at de foreliggende besvarelser (og de forventede besvarelser af Ankestyrelsens supplerende spørgsmål) højest måtte formodes at kunne give grundlag for en anerkendelse af en forbigående (evt. behandlingskrævende) forværring af lændesmerter.
Ankestyrelsen genoptog herefter spørgsmålet om erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden, men fastholdt synspunktet om, at Retslægerådets erklæring ikke gav anledning til at genoptage anerkendelsesspørgsmålet.
I den nye (endelige) afgørelse om erhvervsevnetab vurderede Ankestyrelsen, at skadelidte ikke havde pådraget sig et erhvervsevnetab, da det på baggrund af Retslægerådets besvarelser (nu) var Ankestyrelsens opfattelse, at hændelsen ikke var egnet til at forårsage vedvarende symptomer, herunder en vedvarende forværring af forudbestående symptomer. Endvidere fandt Ankestyrelsen (nu), at fluktuationen af skadelidtes rygsmerter ikke var forårsaget af hændelsen, men kunne henføres til skadelidtes bestående ryglidelse.
Ankestyrelsen anførte også i afgørelsen, at Retslægerådet (efter Ankestyrelsens opfattelse) havde vurderet, at skadelidte ved hændelsen pådrog sig en forbigående forværring af den forudbestående ryglidelse, hvilken forværring reduceredes efter operation.
Selskabet var ikke enig med Ankestyrelsen i denne fortolkning af Retslægerådets besvarelser, men da afgørelsen om anerkendelse ikke længere havde selvstændig betydning – idet afgørelsen om erhvervsevnetab var endelig – valgte selskabet herefter at hæve sagen.
Københavns Byret fandt i omkostningsafgørelse af 3. december 2024, at selskabet ikke havde ”fået ret vedrørende den principale påstand”, men ”alene” i den subsidiære påstand om erhvervsevnetabet. Da sagen havde været udsat på fremkomsten af Ankestyrelsens nye afgørelse – efter selskabet indtalte den subsidiære påstand om erhvervsevnetab – ophævede retten sagsomkostningerne.
Selskabet kærede herefter byrettens afgørelse til landsretten med påstand om, at selskabet var den vindende part og skulle tilkendes omkostninger på basis af en sagsværdi på kr, 1,2 mio.
Østre Landsrets kendelse af 4. april 2025
Under kæresagen nedlagde selskabet påstand om tilkendelse af sagsomkostninger med ikke under kr. 60.000 plus moms og betaling af den af selskabet afholdte retsafgift, mens Ankestyrelsen påstod byrettens sagsomkostningsafgørelse stadfæstet.
Selskabet gjorde gældende, at sagens tyngdepunkt siden indgivelsen af stævningen havde været spørgsmålet om årsagssammenhængen mellem skadelidtes arbejdsskade, og hans vedvarende lænderygsmerter, hvilket selskabet måtte anses for i det hele at have fået medhold i med Ankestyrelsens nye afgørelse.
Videre gjorde selskabet bl.a. gældende, at selskabet efter Ankestyrelsens nye afgørelse næppe længere ville have en retlig interesse i at fortsætte sagen i relation til den principale påstand om anerkendelse, som nu var uden økonomisk betydning, jf. herved U 2021.1583H. Opretholdelse af et søgsmål mod Ankestyrelsen om anerkendelsen ville derfor alene være nødvendigt for at opnå tilkendelse af sagsomkostninger.
Ankestyrelsen gjorde heroverfor gældende, at idet styrelsen ikke havde genoptaget (eller ophævet) afgørelsen om anerkendelse i forbindelse med genoptagelsen af erhvervsevnetabet, så kunne selskabet ikke anses for at være den vindende part i sagen, da selskabet dermed ikke havde opnået medhold i den principale påstand om, at skadelidtes rygsmerter ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.
I kendelsen af 4. april 2025 fandt landsretten, at:
”… sagens tyngdepunkt siden indgivelsen af stævningen i det hele har været spørgsmålet om, hvorvidt der var årsagssammenhæng mellem hændelsen den 13. marts 2018 og skadelidtes vedvarende lænderygsmerter, hvilket blev afklaret ved Retslægerådets udtalelse. Efter parternes påstande og anbringender i retssagen sammenholdt med oplysningerne om forløbet, herunder at sagen blev hævet, efter at Ankestyrelsen genoptog sin tidligere afgørelse om erhvervsevne, finder landsretten således, at [selskabet] må anses som den vindende part. Ankestyrelsen skal derfor betale sagsomkostninger til [selskabet] for byretten.
Sagsomkostningerne til selskabet blev fastsat til kr. 77.000, hvoraf kr. 75.000 inkl. moms udgjorde dækning af udgifter til advokatbistand med tillæg af kr. 2.000 i retsafgift.
Kommentar
Landsrettens omkostningsafgørelse afspejler retspraksis i forhold til fastsættelsen af sagsomkostninger i en situation som den foreliggende, idet landsretten først og fremmest ses at have foretaget en samlet (konkret) vurdering af de i sagen foreliggende omstændigheder og på denne baggrund har fundet, at selskabet måtte anses for at have fået medhold i sagens tyngdepunkt og dermed var at anse som den vindende part i sagen. Der henvises bl.a. til U.2024.4224V, U.2021.1751 og FM 2021.147.
Videre er det i overensstemmelse med den ganske nyligt afsagte kendelse fra Højesteret af 19. marts 2025 (U.2025.1917), at landsretten ved fastsættelsen af sagsomkostningerne har taget udgangspunkt i den under sagen (senere) forhøjede sagsværdi.
Således fandt Højesteret, at sagsomkostningerne kunne fastsættes med udgangspunkt i en under sagen forhøjet angivelse af sagsværdien, herunder at dette var tilfældet, selvom forhøjelsen i den konkrete sag skete på baggrund af en afgørelse fra AES, og selvom forhøjelsen skete på et tidspunkt, hvor retssagen mellem skadelidte og Ankestyrelsen formodes at have været udsat på fremkomsten af denne nye afgørelse.
I Højesterets kendelse af 13. marts 2025 (U.2025.1829) – hvor Ankestyrelsen påstod sig tilkendt omkostninger med udgangspunkt i et af styrelsen beregnet hypotetisk erhvervsevnetab – fandt Højesteret, at der ved omkostningsudmålingen måtte tages udgangspunkt i den nedlagte påstand og ikke en hypotetisk bagvedliggende sagsværdi.
Det må sammenfattende udledes af Højesterets begrundelse for kendelserne af 13. og 19. marts 2025, at der ved fastsættelsen af sagsomkostninger i en hævet arbejdsskadesag principielt kan tages udgangspunkt i en skønnet (bagvedliggende) sagsværdi herunder i en under sagsforløbet senere forhøjet værdi. Grundlaget for skønnet over sagsværdien skal imidlertid basere sig på konkrete oplysninger i sagen (formentlig en bagvedliggende afgørelse fra AES eller Ankestyrelsen).
Ankestyrelsen har imidlertid ansøgt Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære landsrettens sagsomkostningsafgørelse til Højesteret.
Sagen er for selskabet ført af advokat Josefine Jul i samarbejde med advokat Jesper Ravn.
Østre Landsrets kendelse af 4. april 2025
Københavns Byrets kendelse af 3. december 2024
