Højesterets dom af 28/4-2026 om den såkaldte bagatelgrænse efter ASL § 17
I lyset af Højesterets dom af 17. januar 2025 (U 2025.1185H) vedr. ASL § 17a, hvor Højesteret udtalte direkte i præmisserne, at den nedre grænse – bagatelgrænsen – for et varigt og klart tab af erhvervsevne for en person tilkendt fleksjob måtte være på 5%, så har vi i spænding afventet Højesterets dom af i dag vedr. bagatelgrænsen efter ASL § 17 (sager hvor skadelidte ikke er tilkendt fleksjob).
Baggrund
Højesterets dom af 9. april 2024 (U.2024.2853 H)
Dommen vedrørte en skadelidt, som efter en arbejdsskade i 2016 overgik til fleksjob i 2019 med en lønnedgang (efter ASL § 17a) beregnet til 10,3 %. Ankestyrelsen afviste at tilkende erstatning for tab af erhvervsevne, da lønnedgangen var for beskeden i forhold til hidtidig praksis (dvs. tæt på 15 %).
Skadelidtes fagforbund udtog stævning mod Ankestyrelsen, og Højesteret udtalte i dommen bl.a.:
”det afgørende kriterium efter forarbejderne til arbejdsskadesikringslovens § 17 er, om der foreligger et klart og varigt tab af erhvervsevnen som følge af arbejdsskaden, men der er ikke holdepunkter for, at erhvervsevnetabet skal være tæt på 15%, for at dette kriterium er opfyldt.”
Højesteret konstaterede herefter, at skadelidtes erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden var ”klart og varigt” (selvom tabet/indtægtsnedgangen alene var 10,3%), hvorefter skadelidte var berettiget til erstatning
svarende til 15 % tab af erhvervsevne.
Højesterets dom af 17. januar 2025 (U 2025.1185H)
Ved Højesterets dom af 17. januar 2025 gengivet i U 2025.1185H udtalte Højesteret direkte i præmisserne, at den nedre grænse – bagatelgrænsen – for et varigt og klart tab af erhvervsevne (reduktion af indtjeningsevnen) for en person tilkendt fleksjob (en vurdering efter ASL § 17a) måtte være på 5 %. Højesteret baserede som i U 2024.2853H dommen på forarbejderne til ASL fra 1978, der vedrørte ASL § 17 og ikke § 17a.
Højesteret fastslog dermed, at en varig indtægtsnedgang alene kan afvises som bagatelagtig, når nedgangen i indtægt er på mindre end 5 %. Præmisserne må tolkes således, at havde skadelidte en varig indtægtsnedgang på 5-14% pga. arbejdsskaden, så var skadelidte berettiget til erstatning for 15% tab af
erhvervsevne.
Vestre Landsrets dom af 3. februar 2025 (den indankede dom, som Højesteret har forholdt sig til i dag)
Ved Vestre Landsrets dom af 3. februar 2025 fandt landsretten, at det var det nærliggende, at en skadelidt havde pådraget sig et ikke-bagatelagtigt tab af erhvervsevne – vurderet efter ASL § 17 – efter en arbejdsskade i 2003, uanset at hun – efter en kort sygemeldingsperiode efter arbejdsskaden – havde arbejdet på fuld tid frem til 2014.
Landsretten henviste i dommen direkte til Højesterets dommene U 2024.2853 H og U 2025.1185 H, der begge baserede sig på forarbejderne til ASL § 17 og anførte, at bagatelgrænsen efter § 17 også måtte anses for at være en indtægtsnedgang på 5%. Herefter blev sagen hjemvist til fornyet behandling ved Ankestyrelsen.
Dommen blev med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragt for Højesteret af Ankestyrelsen. For Højesteret har Forsikring & Pension, DA og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring biinterveneret til støtte for Ankestyrelsen, mens FH er biinterveneret til støtte for HK (der repræsenterer skadelidte i sagen).
Højesterets dom af 28. april 2026
Højesteret har i dag (uden dissens) angivet følgende i præmisserne:
”Arbejdsskadesikringslovens § 32 (nu § 17)
Da arbejdsskaden er sket før den 1. januar 2004, er det den dagældende arbejdsskadesikringslovs § 32, der finder anvendelse. Af den dagældende § 32, stk. 1, 2. pkt. – der videreførte § 27, stk. 1, 2. pkt., i lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring – fremgår, at der ikke ydes erstatning for tab af erhvervsevne, hvis erhvervsevnetabet er mindre end 15 %. Bestemmelsen er videreført i arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1 (nu 4. pkt.). Højesteret har i dom af 9. april 2024 (UfR 2024.2853) i en sag om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a om personer i fleksjob – med henvisning til navnlig Folketingets Socialudvalgs betænkning i Folketingstidende 1977-78, tillæg B, betænkning over bl.a. lovforslag nr. L 47, sp. 315 ff. – udtalt, at det afgørende kriterium efter forarbejderne til arbejdsskadesikringslovens § 17 er, om der foreligger et klart og varigt tab af erhvervsevnen som følge af arbejdsskaden, men at der ikke er holdepunkter for, at erhvervsevnetabet skal være tæt på 15 %, for at dette kriterium er opfyldt. Sagen angik fastsættelsen af erhvervsevnetabet for en person, hvis indtægtsnedgang udgjorde 10,3 %, og som fik medhold i, at hun var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab svarende til 15 %.
Endvidere har Højesteret i dom af 17. januar 2025 (UfR 2025.1185) også i en sag om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a om personer i fleksjob udtalt, at det fremgår af forarbejderne til lovens § 17, at formålet med den nedre grænse på 15 % for erstatning for erhvervsevnetab bl.a. er at ”sikre administrationen mulighed for at afvise dyberegående behandling af et stort antal udokumenterbare krav om erstatning for bagatelagtige beløb som følge af mindre arbejdsskader”, jf. Folketingstidende 1977-78, tillæg A, lovforslag nr. L 47, sp. 916. Om udtrykket ”bagatelagtige beløb” udtalte Højesteret, at det må anses for forudsat under behandlingen af forslaget til lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring, at der vil være tale om bagatelagtige beløb, hvis indtægtsnedgangen er mindre end 5 %. Denne sag angik fastsættelsen af erhvervsevnetabet for en person, hvis indtægtsnedgang i de relevante perioder var på 9,6 % og 8,8 %.
Som det fremgår af de nævnte domme fra 2024 og 2025, bygger anvendelsen af 15 %-grænsen i sager om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a på forarbejderne til samme lovs § 17. Højesteret har således reelt taget stilling til, hvordan 15 %-grænsen i arbejdsskadesikringslovens § 32 (nu § 17) skal forstås og det, som Ankestyrelsen har anført, giver ikke grundlag for at ændre den retstilstand, som Højesteret har fastlagt i dommene vedrørende den nedre grænse for erhvervsevnetabserstatning. Det indebærer, at en tilskadekommen har ret til erstatning for erhvervsevnetab svarende til 15 % efter dagældende arbejdsskadesikringslovs § 32 (nu § 17), hvis der er tale om en klar og varig indtægtsnedgang som følge af arbejdsskaden, og hvis indtægtsnedgangen er på 5 % eller derover.
Den konkrete sag
Som nævnt traf Ankestyrelsen den 4. juni 2020 afgørelse om, at arbejdsskaden den 12. april 2000, hvor A pådrog sig en hjernerystelse, ikke havde nedsat hendes erhvervsevne med 15 % eller derover. Ankestyrelsen lagde vægt på, at A gennem en længere årrække (frem til 2012) havde været i stand til at arbejde fuldt ud og opretholde den samme indtægt som den, hun ville have haft, hvis hun ikke var kommet til skade, og at hendes arbejdsophør og overgang til midlertidigt fleksjob med overvejende sandsynlighed skyldtes andre årsager end følgerne efter arbejdsskaden. Endvidere anførte styrelsen, at det ikke kunne udelukkes, at en del af hendes samlede erhvervsevnetab kunne skyldes følger efter arbejdsskaden, men at denne del var så beskeden, at den ikke i sig selv berettigede til erstatning for erhvervsevnetab.
Ankestyrelsen har i afgørelsen anlagt en anden forståelse af arbejdsskadesikringslovens § 32 (nu § 17) end den, som følger af Højesterets domme. Herefter – og henset til, at det følger af Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 3, 9, 12, A og F, at arbejdsskaden den 12. april 2000 indgår som en komponent i det samlede årsagskompleks – tiltræder Højesteret, at sagen hjemvises til Ankestyrelsen med henblik på, at styrelsen vurderer spørgsmålet om erhvervsevnetab på ny.”
Vores bemærkninger
Det må konstateres, at der er tale om en ren stadfæstelse af Vestre Landsrets dom, og at Højesteret ikke har rystet på hånden ift. de massive konsekvenser, som det er anført af Ankestyrelsen og biintervenienterne, at en stadfæstelse af Vestre Landsrets dom kan få for forsikringsselskaber, arbejdsgivere og selvforsikrede kommuner.
I den forbindelse har Højesteret heller ikke rystet på hånden ift. AES’ skønsmæssige beregninger, hvorefter en stadfæstelse er anslået til at koste mellem 10-30 mia. kr. i potentielle bagudrettede erstatningsudgifter. Det bemærkes for god ordens skyld, at det er tal som Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har sat betydelige spørgsmålstegn ved.
Vi vender tilbage med uddybende bemærkninger til de mulige konsekvenser af Højesterets dom i et opfølgende nyhedsbrev.
Sagen blev for Højesteret for Ankestyrelsen ført af advokat Jacob Pinborg og for HK Danmark af advokat Michael Møllegaard Jessen.
Link til Højesterets dom: https://domstoldk.euwest01.umbraco.io/media/eedigt2x/bs-33630_2025-hjr-anonymiseret-dom.pdf
