Ankestyrelsens principmeddelelse 11-26 om bagatelgrænsesager efter ASL § 17 efter Højesterets dom af 28. april 2026 (UfR 2026.3550 H)

Ankestyrelsen har i kølvandet på Højesterets dom af 28. april 2026 (UfR 2026.3550 H) om bagatelgrænsen efter ASL § 17 den 30. juni offentliggjort principmeddelelse 11-26 om tolkning af dommen fremadrettet. Principmeddelelsen kan læses via følgende link:

Ankestyrelsens principmeddelelse 11-26

Principmeddelelsen opstiller en række kriterier for, hvornår der – trods en lønnedgang på under 15% – alligevel kan tilkendes erstatning i sager efter den almindelige regel herom i ASL § 17, og Ankestyrelsen understreger i den forbindelse, at det er tilskadekomne, der har bevisbyrden for, at alle betingelserne er opfyldt:

• At der er årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og indtægtsnedgangen,
• At de helbredsmæssige følger er afklarede,
• At der er taget hensyn til, om tilskadekomne har gjort, hvad der med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning el.lign. (tabsbegrænsning), og
• At der ikke foreligger andre helt særlige omstændigheder, der afgørende taler imod, at indtægtsnedgangen er klar og varig.

Ad kriterie 1

Lønnedgangen skal naturligvis være forårsaget af arbejdsskaden, og såfremt lønnedgangen kun delvist er forårsaget af arbejdsskaden (altså hvor der er grundlag for et fradrag), og tabet efter fradrag ender på mindre end 5%, er der som udgangspunkt ikke ret til erstatning. Dette er understreget i en helt ny afgørelse, vi netop har modtaget fra Ankestyrelsen – godt nok vedrørende ASL § 17 a – hvor Ankestyrelsen vurderede, at lønnedgangen var lige under 12%, men efter et fradrag på 4/5 blev det imidlertid fastslået, at arbejdsskaden havde medført en lønnedgang på mindre end 5%, hvorfor den skadelidte ikke var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne.

Ad kriterie 2

Følgerne af skaden skal være stationære. Formuleringen leder tankerne hen på principmeddelelse 51-17, som beskriver, hvornår der kan træffes midlertidig afgørelse om tab af erhvervsevne:

“Vi kan dog træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne. Dette kræver, at der både er en afklaring af de helbredsmæssige forhold, og det skal være afklaret, at tilskadekomne på grund af arbejdsskaden ikke kan komme tilbage til sit hidtidige arbejde i samme omfang som tidligere eller et andet arbejde, der giver en tilsvarende indtægt.”

I den nye principmeddelelse lægger Ankestyrelsen i den konkrete sag vægt på, at AES tidligere havde truffet afgørelse om varigt mén.

Om dette i enhver sag vil være tilstrækkeligt til at sige, at de helbredsmæssige forhold er afklarede, er nok svært at sige – det bør formentlig sammenholdes med det/de skånehensyn, som skaden medfører. Et sikkert varigt mén på 5% vil sandsynligvis være tilstrækkeligt, men hvad nu hvis méngraden over tid bedres til under 5%, hvilket jo er set før?

Ad kriterie 3

Det er ikke nyt, at tilskadekomne har en tabsbegrænsningspligt efter ASL § 17, herunder at tilskadekomne skal gøre, hvad han/hun kan for at mindske skadens følger, men nu er det i hvert fald understreget i principafgørelsen.

Ad kriterie 4

Det er ikke nærmere defineret, hvad der menes med “helt særlige omstændigheder“, men det giver Ankestyrelsen en mulighed for at afvise erhvervsevnetabserstatning, uanset om de øvrige kriterier er opfyldt, så det bliver en form for ”ventil” i helt særlige tilfælde. Denne betingelse vil givetvis blive genstand for prøvelse i praksis de kommende år.

Fremadrettet

Det synes ikke med sikkerhed at kunne udledes af afgørelsen, hvordan myndighederne tolker dommene fra Højesteret i forhold til de nye regler om årsløn og tab af erhvervsevne. I regelafsnittet i principmeddelelsen henvises alene til ældre lov:

“Love og bekendtgørelser
Lov om arbejdsskadesikring (arbejdsskadesikringsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1186 af 19. august 2022, som ændret ved lov nr. 753 af 13. juni 2023.

• • § 17 om erstatning for tab af erhvervsevne

Principmeddelelsen finder tilsvarende anvendelse for afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne efter tidligere gældende love på arbejdsskadeområdet.”