AK 103220 – Uanset frifindelse i straffesag havde FT ikke bevist, at hans bil var blevet stjålet

FT tegnede i januar 2021 veteranbilforsikring for en bil fra 1991. Bilen havde han købt af en ex-kollega og genopbygget, efter at bilen var blevet erklæret totalskadet efter en brand.

FT anmeldte om aftenen lørdag den 7. august 2021 til politiet, at bilen var forsvundet fra en parkeringsplads i en købstad, hvor han havde efterladt bilen i forbindelse med en byfest og efterfølgende bytur natten mellem den 6. og 7. august 2021. FT anmeldte telefonisk det påståede tyveri til selskabet mandag den 9. august 2021.

Selskabet standsede hurtigt den videre sagsbehandling, da selskabet blev kontaktet af politiet, som af egen drift havde sigtet FT for forsøg på bedrageri/falsk anmeldelse i forbindelse med bilens forsvinden. Sagen blev af selskabet sat i bero indtil FT henvendte sig til selskabet i 2024, efter at han var blevet frifundet under en straffesag ved dom af 5. april 2024. Af straffedommens præmisser fremgik bl.a. følgende:

”Uanset, at tiltaltes forklaring på væsentlige punkter ikke stemmer overens ved de til politiet tidligere afgivne forklaringer, finder retten, når den sammenholdes med sagens øvrige oplysninger, herunder at den indhentede videoovervågning alene vedrører begrænsede perioder, udenfor hvilke det ikke kan udelukkes, at tiltalte har passeret stederne, hvis han kørte direkte fra sit hjem og til by 1 som oprindelig forklaret, hvilket tillige gør sig gældende vedrørende dagen efter, hvor han kørte til byen med familien, ikke, at det er godtgjort, at tiltaltes bil ikke blev stjålet. Tiltalte frifindes derfor …”.

Efter modtagelsen af straffedommen begærede selskabet aktindsigt hos politiet. Af aktindsigten fremgik, at politiet havde kendskab til FT, som tidligere skulle være blevet dømt for bedrageri i forbindelse med en bil. Politiet afhørte FT allerede den 10. august 2021 og forespurgte bl.a. til videoovervågning på FT’s hus, som han angav havde været afbrudt på grund af en strømafbrydelse.

FT forklarede i øvrigt til politiet, at han var kørt mod byen indenfor bestemt tidsrum. Tilsvarende forklarede han, at han i familiens anden bil var kørt mod byen for at hente bilen dagen efter (om lørdagen) for at hente bilen, og at denne kørsel tillige var sket i et bestemt tidsrum.

Politiet indhentede herefter videoovervågning fra virksomheder, hvor FT skulle have passeret på landevejen mod byen. Hverken FT’s bortkomne bil eller FT’s anden bil kunne konstateres på videoovervågningen i de tidsrum, som FT havde oplyst til politiet. Foreholdt dette fastholdt FT under politiets afhøringer, at han var kørt på de af ham angivne tidspunkter.

Politiet undersøgte tillige, om der havde været strømafbrydelse på FT’s adresse som påstået af ham, således at videoovervågningen på hans ejendom ikke virkede. Dette kunne ikke bekræftes af el-selskabet.

Under FT’s forklaring under straffesagen angav FT nu pludselig andre tidsrum for sin kørsel til byen, og politiet havde ikke sikret videoovervågning for disse (nu) af FT angivne tidsrum for kørslen. Særligt på denne baggrund blev FT frifundet i straffesagen, jf. præmisserne ovenfor.

Efter en samlet gennemgang af politiets akter sammenholdt med straffedommen afviste selskabet dækning med henvisning til, at det uanset frifindelsen i straffesagen ikke af FT var godtgjort, at bilen var bortkommet ved en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed.

Ankenævnets kendelse

FT indbragte sagen for Ankenævnet for Forsikring. Under ankenævnssagen gjorde FT’s repræsentant gældende, at når FT var blevet frifundet i straffesagen måtte forsikringsselskabet bære bevisbyrden for, at FT med forsæt havde bortskaffet bilen, og at denne bevisbyrde ikke kunne løftes henset til rettens bedømmelse i straffesagen.

Ankenævnet var ikke enig heri og anførte, at bevisbyrdebedømmelsen i straffesager adskiller sig fra bedømmelsen i privatretlige forsikringssager. Ankenævnet anførte tillige, at ”Klagerens forklaringer om hændelsesforløbet er behæftet med sådanne usikkerheder, at Nævnet ikke har grundlag for at kritisere, at selskabet har afvist dækning”.

Nævnet lagde vægt på, at klageren havde ændret forklaring om sin færden (henholdsvis kørslen fra bopælen den 6. og 7. august 2021), at den af politiet indhentede videoovervågning ikke understøttede FT’s oprindelige forklaringer til politiet om sin kørsel, at den påståede afbrydelse af strømforsyningen til FT’s ejendom ikke kunne bekræftes af el-selskabet, og endelig uoverensstemmelser mellem FT’s og bilens sælgers forklaring om nøglerne.

Kommentarer:

Som det fremgår havde sagen et højst usædvanligt forløb, derved at politiet af egen drift meget hurtigt sigtede FT for forsøg på bedrageri, hvorefter sagen i realiteten lå stille i ca. 2½ år, før straffesagen kom for retten.

Ankenævnets præmisser er imidlertid i fuld overensstemmelse med tidligere praksis. Forsikringstager bærer – uanset en frifindelse i en straffesag – fortsat bevisbyrden for, at en bil er bortkommet ved en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed. Denne bevisbyrde skærpes væsentligt, når FT – som her – i meget vidt omfang skiftede forklaringer om sin færden i weekenden, hvor bilen hævedes stjålet fra den åbne parkeringsplads i byen.

Advokat Jesper Ravn har bistået selskabet ved sagens førelse for Ankenævnet for Forsikring.

Læs kendelsen her