Skrevet af Jesper Ravn

AK 92.619 af 3/6/2019 – Ikke godtgjort, at stjålne genstande var privat indbo

Forsikringstager (FT), der havde tegnet en indboforsikring hos GF Forsikring, havde den 10/2/2017 indbrud i sin privatbolig, og FT anmeldte kort tid herefter et betydeligt krav til selskabet.

 

Som dokumentation for kravet fremsendte klager billeder, fakturaer etc. for i alt 135 genstande, herunder tasker, parfumer, smykker, LP-plader og et stort antal mønter. Alle fotos af genstandene var nummereret og organiseret.

 

Selskabet undersøgte sagen nærmere, og det viste sig, at FT havde en forretning med salg af (primært) brugte genstande, bl.a. tøj, smykker og mønter. Flere af billederne af de anmeldte stjålne genstande kunne således også ses på forretningens hjemmeside. FT havde også tidligere drevet virksomhed med online-auktionssalg og salg af genstande.

 

Ved selskabets konsulent besøg i FT’s hjem konstateredes det, at der var et meget stort antal genstande, herunder også genstande som tilhørte forretningen/virksomheden. Det kunne endvidere konstateres, at nogle af genstandene, der var anmeldt stjålet, kunne ses på fotos fra forretningens hjemmeside. Selskabets konsulent anmodede af flere omgange om kontoudtog og bogføringsmateriale, der kunne sandsynliggøre, at de anmeldte genstande var købt privat og ikke i relation til forretningen. Dette materiale fremkom ikke, hvorefter selskabet skønsmæssigt tilbød og udbetalte kr. 50.000 til FT, idet selskabet ikke i øvrigt fandt det sandsynliggjort, at de anmeldte stjålne genstande var privat indbo og ikke tilhørende forretningen/virksomheden.

 

FT indbragte selskabet for ankenævnet, det imidlertid gav selskabet medhold i den skønsmæssige erstatning. Nævnet lagde vægt på, at der på FT’s privatadresse var et stort antal genstande tilhørende virksomheden, at FT ikke havde dokumenteret, at han havde taget smykker ud af virksomheden og over i privatsfæren (for at give smykkerne til sin hustru), at FT ikke havde fremlagt regnskaber mv. for sin virksomhed, at mange fotos af de anmeldte stjålne genstande var fra FT’s virksomheds hjemmeside, og at flere fotos af stjålne gentande i øvrigt var taget i FT’s forretning.

 

Selskabet har under sagen og for Ankenævnet været bistået af advokat Jesper Ravn.

 

Læs kendelsen her

 

AK 92.619 af 3/6/2019 – Ikke godtgjort, at stjålne genstande var privat indbo billede

Kontakt os i dag

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål, og vi glæder os til at høre fra dig.

Kontakt os