Skrevet af Thomas Leth Pedersen

Højesterets dom af 17/1-2025 om den såkaldte bagatelgrænse

Højesteret afsagde den 17. januar 2025 en dom om den såkaldte bagatelgrænse ifm. tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven (ASL). Som allerede omtalt af mange, som forventes dommen at få meget betydelige økonomiske og administrative konsekvenser i sager om ASL § 17/ § 17 a.

Om hidtidig praksis

Det har siden 1978-udgaven af ASL fremgået direkte af lovens ordlyd, at der ikke ydes erstatning, hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15 %. Imidlertid fremgår det af lovens forarbejder, at denne nedre grænse ikke er absolut, og dette har da også været  arbejdsskademyndighedernes  praksis gennem en lang årrække. Der kunne således ydes erstatning i sager, hvor nedgangen ganske vist ikke var på 15 %, men derimod ”tæt på”, jf. herved bl.a. Ankestyrelsens principafgørelse U-19-04, hvoraf det fremgår:

”Det fremgår af forarbejderne til lov om arbejdsskadeforsikring, at det med den foreslåede nedre grænse på 15 procent ikke var hensigten at udelukke i øvrigt berettigede skadelidte fra erstatning, men at sikre administrationen adgang til at afvise dyberegående behandling af udokumenterbare bagatelkrav. I tilfælde, hvor der er tale om et dokumenteret blivende indtægtstab som følge af en arbejdsskade, og hvor denne indtægtsnedgang er af nogen betydning, ydes der erstatning for tab af erhvervsevne på mindst 15 procent.”

I principafgørelsen blev der tilkendt et erhvervsevnetab for 15%, uanset at der alene var godtgjort en lønnedgang på 13,5 %, og denne principafgørelse har været pejlemærke for arbejdsskademyndighedernes praksis siden udstedelsen i 2004.

Særreglen for personer i fleksjob (ASL § 17 a) er i  praksis blevet fortolket på samme måde fsva. spørgsmålet om bagatelgrænsen siden reglens indførelse i 2006.

De seneste år synes denne ”nedre grænse” imidlertid at have flyttet sig, hvilket – blandt andet – kulminerede med Højesterets dom af 9. april 2024 (U2024.2853H), hvor en beregnet lønnedgang på 10,3 % efter en arbejdsskade fandtes tilstrækkelig til at udløse erstatning for tab af erhvervsevne på 15 % efter ASL. Højesteret fastslog samtidig, ”at det afgørende kriterium efter forarbejderne til arbejdsskadesikringslovens § 17 er, om der foreligger et klart og varigt tab af erhvervsevnen som følge af arbejdsskaden, men der er ikke holdepunkter for, at erhvervsevnetabet skal være tæt på 15 %, for at dette kriterium er opfyldt”.

Dommen ændrede således en mangeårig praksis, hvorefter indtægtsnedgangen skulle være af ”nogen” betydning – underforstået tæt på 15 %.

Allerede efter Højesterets dom af 9. april 2024 var der omfattende overvejelser hos de administrative myndigheder, ligesom dommen blev gjort til genstand for politisk interesse, da myndighederne hurtigt erkendte, at praksisændringen potentielt kunne medføre et massivt antal genoptagelser af tidligere afgørelser, hvor der var sket afslag på tilkendelse af erhvervsevnetabserstatning under henvisning til en bagatelagtigt lønnedgang.

Sideløbende verserede en tilsvarende sag ved Højesteret med nogenlunde tilsvarende problemstilling, om end en lidt lavere procentuel indtægtsnedgang. Sagen skulle have været hovedforhandlet i tilknytning til sagen, der blev afgjort den 9. april 2024, men blev udskudt, og i mellemtiden indhentede Arbejdstilsynet udtalelser fra hhv. AES og Ankestyrelsen om de økonomiske og administrative konsekvenser af Højesterets dom fra april 2024.

Myndighedernes overvejelser inden hovedforhandlingen i 2. sag

Beskæftigelsesministeren orienterede den 3. maj 2024 Folketingets Beskæftigelsesudvalg om Højestesrets dom af 9. april 2024 og gjorde samtidig opmærksom på, at dommen potentielt kunne betyde en ændring af den administrative praksis tilbage fra 1978.

ATP (AES) tog ved besvarelse af 17. november 2024 udgangspunkt i afgørelser efter ASL § 17 a (skadelidte i fleksjob). Af svaret fremgår, at ca. 25.000 personer med en anerkendt arbejdsskade var blevet visiteret til fleksjob i perioden 2006-2024. Der ses ingen data om, hvor mange af disse personer, der havde fået afslag på erstatning for tab af erhvervsevne med henvisning til en bagatelagtig lønnedgang efter arbejdsskaden.

AES skønnede, at den gennemsnitlige erstatning for 15 % tab af erhvervsevne i perioden ville udgør kr. 500.000. Skulle 20 % af ovennævnte 25.000 personer således tilkendes erstatning, ville det resultere i en ekstraregning på kr. 2.500.000.000 til de danske forsikringsselskaber og selvforsikrede enheder.

Skønnet er behæftet med meget betydelig usikkerhed, hvilket AES også selv angav. I forlængelse heraf konstaterede AES, at det maksimale antal sager, som skulle genoptages, ville være 25.000. Det blev i samme ombæring angivet, at behandling af disse sager ville fordre et tidsforbrug svarende til 100 fuldtidsansatte (og erfarne/specialiserede) medarbejdere.

AES konkluderede endelig – og nok ikke overraskende – at den (eventuelle) opgave med genoptageler ville få negative konsekvenser for de politisk fastsatte mål om sagsbehandlingstider.

Ankestyrelsen fulgte få dage efter, den 20.september 2024, trop med egen vurdering af konsekvenserne af Højesterets dom af 9. april 2024. Styrelsen synes noget mere tilbageholdende i sine forudsigelser, men konstaterede dog, at genoptagelse af ældre sager alene ville være begrænset af den 30-årige forældelsesregel, jf. ASL § 36, stk. 5.

Endvidere fandt Ankestyrelsen desuden anledning til at fremhæve, at Højesterets dom af 9. april 2024 rejste spørgsmål om:

”Betydelig overkompensation i en række sager, hvis et klart og varigt indtægtstab på mindre end 15 procent i alle tilfælde udløser en erstatning på 15 procent, når indtægtstabet blot er ”klart” og ”varigt”.”

Højesterets dom af 17. januar 2025

I den konkrete sag havde skadelidte lidt et indtægtstab på hhv. 8,8 % og 9,6 %, hvilket Højesteret fandt, var tilstrækkeligt til, at der kunne ydes erstatning.

Resultat var – i lyset af Højesterets dom fra april 2024 – nok forventeligt, men spørgsmålet blev herefter, om der ville blive givet yderligere fortolkningsbidrag til forståelsen af bagatelgrænsen. Her var Højesterets flertal relativt klare i mælet, og udtalte:

”Om udtrykket ”bagatelagtige beløb” bemærker vi, at det i forarbejderne til arbejdsskadesikringslovens § 17 ikke nærmere er beskrevet, hvornår et beløb må anses for bagatelagtigt. Det er efter vores opfattelse forudsat under behandlingen af forslaget til lov nr. 79 af 8. marts 1978 om arbejdsskadeforsikring, at der vil være tale om bagatelagtige beløb, hvis indtægtsnedgangen er mindre end 5 %.”

Det må heraf udledes, at erstatning for tab af erhvervsevne alene kan afvises med henvisning til bagatelgrænsen, såfremt lønnedgangen er på mindre end 5 %. Det er samtidig en forudsætning, at indtægtsnedgangen er ”klar” og ”varig”, hvilket allerede blev fastslået af Højesteret i april 2024.

Der er ikke sket nogen ændring af reglerne om bagatelagtige krav ifm. arbejdsskadereformen, som i det væsentligste trådte i kraft pr. 1. juli 2024. Mindstegrænsen på 5 % gælder således ikke alene bagudrettet, men også i alle sager fremadrettet.

Kommentar

Der må, som også anført af arbejdsskademyndighederne, forventes genoptagelse af et massivt antal sager, som umiddelbart kun begrænses af den 30-årige absolutte forældelsesfrist.

Estimatet på de 25.000 genoptagelser er alene baseret på afgørelser efter ASL § 17 a – derimod ses ingen tal eller overvejelser om de rene § 17-sager. Det kan muligvis skyldes, at Højesteret i dommene lægger vægt på, at der var tilkendt fleksjob, og at det er en betingelse for tilkendelse af fleksjob, at der foreligger varige og væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen, ligesom AES i sagerne havde fastsat erhvervsevnetabet til hhv. 65% og 60% i perioder, hvor tilskadekomne ikke var ansat i fleksjob.

Genoptagelserne i sagerne om fleksjob er således begrænset af, at § 17a alene har været gældende i ca. 18 år til dato, hvorimod de ”almindelige” sager efter § 17 kan genoptages 30 år tilbage i tid.

Det må formodes, at det er de færreste skadelidte, som efter en arbejdsskade ender i fleksjob. Det må således – alt andet lige – forventes, at antallet af potentielle sager, der kan/skal gøres til genstand for ulovbestemt genoptagelse kan være højere end de estimerede 25.000 som følge af dommen fra april.

Følgelig vil byrden på arbejdsskademyndighederne – både AES og Ankestyrelsen – forventeligt også blive højere end 100 årsværk, hvilket også vil gøre sig gældende for de estimerede merudgifter for selskabssiden.

Dette må ses i lyset af, at arbejdsskademyndighederne allerede nu har betydelige sagsbehandlingstider, herunder i særdeleshed på området tab af erhvervsevne. Det er – som korrekt anført af ATP – et sagsområde, som kræver specialiserede/erfarne medarbejdere, hvilket yderligere vil bidrage til forlængede sagsbehandlingstider.

AES har endnu ikke offentliggjort tallene for 2024, men i 2023 blev der afgjort i alt 5.766 afgørelser om positivt tab af erhvervsevne. Statistikken kan ikke stå alene, men siger imidlertid lidt om kapaciteten hos AES, og man tør i forlængelse heraf kun gisne om resultatet, hvis der – oveni nedenstående – skal ske genoptagelse af fx 25.000 sager om tab af erhvervsevne.

Praksisændringen falder i øvrigt sammen med en ganske omfattende og kompleks ændring af systemet omkring årsløn – en ændring som ligeledes må antages at påvirke de medarbejdere, som træffer afgørelser om tab af erhvervsevne.

Samtidig kan der opstå problemer med sagsbelysningen for personer med meget gamle sager. Der er ingen garanti for, at der overhovedet foreligger eksempelvis lægeligt journalmateriale, kommunale akter, indkomstoplysninger og så videre, som vil være en forudsætning for, at myndighederne kan træffe materielt korrekte afgørelser.

Det er skadelidte, som bærer bevisbyrden for, at der overhovedet er påvist et tab af erhvervsevne. Hvorledes denne bevisbyrde kan (og skal) blive løftet i (meget) gamle genoptagelsessager må ligeledes formodes at blive gjort til genstand for domstolsprøvelse i de kommende år.

Der må ligeledes forventes at komme et øget fokus på det beregningstekniske i afgørelserne om tab af erhvervsevne nu – med visheden om, at en lønnedgang på mindre end 5 % må kunne afvises som bagatelagtigt, vil en krones forskel i realiteten kunne gøre forskellen mellem et afslag på erstatning og en udmåling på 15 %.

Dommen er vidtgående – måske endda for vidtgående – hvilket da også synes at komme til udtryk i den dissentierende dommer i Højesterets votum:

”Efter min opfattelse må det derfor kræve sikre holdepunkter i forarbejderne, hvis undtagelsesmuligheden skal kunne finde anvendelse ved erhvervsevnetabsprocenter, der er betydeligt lavere end 15. Sådanne holdepunkter foreligger ikke.”

Hvorvidt dommen vil resultere i et politisk efterspil er for nuværende uvist. Sikkert er det imidlertid, at AES må forventes at skulle sætte gang i en ny ansættelsesrunde eller to inden for en overskuelig fremtid.

ARK afventer med spænding hhv. AES’ og Ankestyrelsens udmeldinger ift. spørgsmålet om genoptagelse.

Begge sager er for FOA ført af Anders Bang Mønster Hansen.

Links:

AES’ udtalelse

Ankestyrelsens udtalelse

AT’s redegørelse til Folketingets Beskæftigelsesudvalg

Højesterets dom

 

 

Højesterets dom af 17/1-2025 om den såkaldte bagatelgrænse billede

Kontakt os i dag

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål, og vi glæder os til at høre fra dig.

Kontakt os