Højesterets dom af 23. januar 2024 om flytning af arbejdsbord i hjemmet
Kort om sagen
Sagen vedrørte spørgsmålet, om skadelidtes fald i sit hjem på en fridag var en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under, jf. arbejdsskadesikringslovens § 5.
Skadelidte arbejdede hjemmefra flere gange om ugen og havde fået stillet computer, telefon og internet til rådighed af sin arbejdsgiver. Ulykken skete, da skadelidte flyttede sit arbejdsbord fra stueetagen til 1. sal i hjemmet. I forbindelse hermed trådte hun forkert og faldt ned ad trappen.
Ankestyrelsen afviste ved afgørelse af 11. marts 2021 at anerkende hændelsen som en arbejdsskade. Ved vurderingen lagde styrelsen bl.a. vægt på, at hændelsen skete på skadelidtes fridag, og at arbejdsgiveren ikke havde instrueret i eller haft indflydelse på, at arbejdsbordet skulle flyttes i hjemmet.
Skadelidtes fagforbund indbragte herefter sagen for domstolene, hvor sagen blev henvist til behandling ved landsretten som første instans.
Landrettens dom
Skadelidte gjorde for landsretten bl.a.gældende
At flytningen af bordet var nødvendig og havde en naturlig forbindelse til arbejdet eller de forhold, det var foregået under.
At flytningen og dermed indretningen var i arbejdsgivers interesse, fordi der herved blev taget hensyn til skadelidtes arbejdsmiljø, fortrolighed og færre forstyrrelser.
At det ikke var korrekt, at arbejdsgiver ikke havde indfyldelse på indretningen, selvom arbejdsgiver havde forsømt at udøve indflydelsen, hvorfor arbejdsgiver fortsat var ”ansvarlig” for de arbejdsmiljømæssige forhold, hvorunder arbejdet foregik i hjemmet.
Herover for gjorde Ankestyrelsen bl.a. gældende
- At skadelidte havde fri den pågældende dag, og at arbejdsgiver ikke var oplyst om, at hun på fridagen ville flytte om.
- At arbejdsgiver ikke havde instrueret skadelidte i at flytte bordet, og at det ikke var i arbejdsgivers interesse, at bordet blev flyttet..
- At arbejdsgiver ikke var vidende om skadelidtes indretning af hjemmearbejdspladsen og f.eks. ikke havde viden om, hvorvidt indretningen opfyldte arbejdsmiljøreglerne.
- At skadelidte havde arbejdet i 2,5 år med den pågældende placering.
Landsretten fandt, at flytningen af bordet ikke skete i arbejdstiden, da skadelidte havde bedt om fri. Derudover havde skadelidte ikke oplyst, at hun påtænkte at flytte om, ligesom arbejdsgiver ikke havde givet instruks om flytningen. Der var dermed ikke tale om, at flytningen var i arbejdsgivers interesse.
Landsretten lagde i den forbindelse til grund, at dækningsområdet for ASL ikke kunne udstrækkes til at omfatte skader i forbindelse med enhver opgave, som ”må anses som værende relateret til arbejdet og dermed en arbejdsopgave”, uanset om denne udføres om aftenen, i weekenden eller i fritiden i øvrigt. ”En sådan retsstilling ville udstrække lovens anvendelse i helt urimeligt omfang, ikke mindst i lyset af de ægede muligehder for hjemmearbejde.” Der var således ikke grundlag for at fortolke arbejdsskadesikringslovens § 5 udvidende.
Højesterets dom
Højesteret fandt, at udgangspunktet er, at en ulykke ikke kan anses for en arbejdsskade, når der er tale om en ulykke i forbindelse med indretning af hjemmet. Hvis udgangspunktet skal fraviges, skal skadelidte løfte bevisbyrden for, at handlingen havde en nødvendig eller naturlig forbindelse til arbejdet.
Højesteret lagde herefter vægt på, at arbejdsgiver ikke havde instrueret skadelidte i at flytte arbejdsbordet, og arbejdsgiveren havde heller ingen indflydelse på, hvor arbejdsbordet var placeret i hjemmet. Herefter fandt Højesteret, at skadelidte ikke havde godtgjort, at ”flytningen af arbejdsbordet havde en nødvendig eller naturlig forbindelse til arbejdet”, og der var dermed ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse, hvorfor landsrettens dom blev stadfæstet.
Kommentarer
Dommen illustrerer de grænseflader, der består i forhold til, om skader under hjemmearbejde er omfattet af ASL, hvilket er udgangspunktet. Grænsedragningen mellem fritid og arbejde kan her være vanskelig, og dommen er derfor et væsentligt bidrag til denne afgrænsning.
Dommen fastholder princippet om, at det er skadelidte, som har bevisbyrden for, at der er sket en arbejdsulykke, uanset at ulykken er sket på hjemmearbejdspladsen. Det påhviler dog arbejdsskademyndighederne at undersøge, om skaden enten har en direkte forbindelse eller en nødvendig og naturlig forbindelse til arbejdet.
Af Ankestyrelsens principmeddelelse 40-22 om hjemmearbejdets forhold fremgår, at arbejdsgiver ikke bærer risikoen for skader, der sker i forbindelse med private forhold.
De tre konkrete sager, der ligger til grund for principmeddelelsen, drejer sig om hændelser, der skyldes en uhensigtsmæssig indretning af arbejdspladsen i hjemmet. Ankestyrelsen fastslog, at når arbejdsgiver ikke har givet instruks om indretningen, så er selv en uhensigtsmæssig indretning omfattet af ASL § 5, forudsat hændelsen sker i forbindelse med udførelse af arbejdet i hjemmet.
Højesterets dom drejer sig om det modsatte forhold, hvor der netop ikke var tale om udførelse af aktiviteter, der havde tilknytning til arbejdet.
Dermed illustrerer både principafgørelsen og Højesterets dom, at det afgørende er, om der ud fra en konkret vurdering er tale om udførelse af aktiviteter med tilknytning til arbejdet. I dommen førte en konkret vurdering af, om en hændelse i forbindelse med flytning af et skrivebord på en fridag alligevel kunne siges at have en direkte forbindelse eller en nødvendig og naturlig forbindelse til arbejdet, til, at det ikke var tilfældet.