KBH Byrets dom af 22/2/24 – FT havde ikke bevist EET-nedsættelse efter observationer og OSINT-undersøgelse
Efter et meget langvarigt forløb har Københavns Byret ved dom af 22. februar 2024 ”stadfæstet” Ankenævnet for Forsikrings kendelse i sag AK91.250, hvorefter forsikringstager (FT) ikke havde krav på udbetalinger under en tegnet forsikring for tab af erhvervsevne efter den 1. marts 2016.
Sagens baggrund
Forsikringstager (FT) var i september 2002 involveret i en trafikulykke og fik herefter pr. 1. september 2003 bevilget dækning under en tegnet erhvervsevnetabsforsikring efter en vurdering af, at hendes erhversevne var nedsat med 50% eller mere.
Ved to speciallægeerklæringer udarbejdet i 2003 og 2004 blev det angivet, at der ikke var nogen organiske fund efter færdselsuheldet, og at prognosen var god. Efterfølgende var FT i 2005 involvert i et nyt trafikuheld og i 2015 i flere yderligere trafikuheld. FT oparbejdede gennem årene et meget stort forbrug af smertestillende medicin.
FT overgik i 2004 til et fleksjob i forsikringsbranchen, hvorefter hun sideløbende blev uddannet til fitnessinstruktør med undervisning i pilates og zumba. Hun blev efterfølgende afskediget fra sit job i forsikringsbranchen, men blev ansat i et fitnesscenter i flexjob 9 timer pr. uge.
Selskabet foretog udbetalinger frem til 1. marts 2016, hvor udbetalingerne bragtes til ophør, som følge af, at FT ikke svarede på selskabets opfølgningsskema. FT reagerede først herpå i juni 2016, hvor sagen samtidig blev udtaget til nærmere undersøgelse. Umiddelbart efter, at undersøgelsen var iværksat kom FT tilfældigvis på besøg hos selskabet. Da FT forlod mødet hos selskabet blev hun (kort) optaget på en mobiltelefon, mens hun gik ned af en trappe med tydeligt gangbesvær og støttende sig til gelænderet. Dette var tillige tilfældet, da FT en uge senere igen havde været til møde hos selskabet for at aflevere et udfyldt funktionsskema, hvor FT meget omfattende redegjorde for sine smerter og funktionsindskrænkninger.
På dette grundlag besluttdde selskabte sig for at gennemføre observationer af FT, hvilket skete i juli 2016, hvor observatører deltog i flere af de undervisningssessioner, som FT gennemførte. Hun fremstod under observationerne med et betydeligt fysisk overskud og på ingen måde funktionshæmmet eller bevægeindskrænket.
Herefter indkaldtes FT til udarbejdelse af en speciallægeerklæring den 2. august 2016. Både da hun ankom til og forlod speciallægens praksis fremstod FT tydeligvis gangbesværet og bevægehæmmet, hvilket blev dokumenteret af selskabet på video. Kort efter hun havde forladt speciallægen blev FT så set, da mend hun handlede ind uden nogen former for synlig bevægeindskrænkning eller gangbesvær. Endvidere gennemførte FT samme aften en undervisningssession i fitness-centeret, hvor hun fremstod fuldstændigt uden bevægeindskrænkninger mv.
Selve speciallægeerklæringen af 2. august 2016 angav, at FT havde betydelige daglige smertegener, i form af hurtig udtrætning, smerteanfald og hovedpineanfald samt nedsat balance og nedsat kraft-og følesans i højre side.
Selskabet meddelte herefter FT, at udbetalingerne ikke ville blive genoptaget på baggrund af de foretagne observationer og på baggrund af en af selskabet foretaget en OSINT-undersøgelse, som viste et stort antal opslag på sociale medier igennem en årrække forud for 2016. Dette særligt i relation til træningsaktiviteter mv., som selskabet fandt i åbenlys modstrid med det af FT angivne. Selskabet meddelte envidere, at forsikringen ville blive ophævet som følge af FT’s illoyalitet.
Efterfølgende indbragte FT sagen for ankenævnet, der i 2018 ved kendelse AK 91.250 gav selskabet medhold i såvel ophør som ophævelse af dækning. Ankenævnet angav, at selskabet – som følge af udbetalinger i næsten 13 år – havde bevisbyrden for, at der var indtrådt en sådan bedring af FT’s tilstand, at hun ikke længere var berettiget til forsikringsdækning, og at denne bevisbyrde var løftet.
I efteråret 2018 anlagde FT herefter sag, der fik et endog særdeles langvarigt forløb, herunder som følge af to forelæggelser for Retslægerådet. Af Retslægerådets udtalelse fremgik, at uanset FT’s mange færdselsuheld gennem årene, var der ikke objektive fund, som understøttede, at FT skulle have pådraget sig strukturelle eller neurologiske skader, og som kunne forklare FT’s angivne smerter og svære funktionsnedsættelse.
Byrettens dom
Byretten angav indledningsvis, at bevisbyrden for, at FT’s erhvervsevne var nedsat i dækningsberettigende grad påhvilede FT. Dette var i overensstemmelse med en proceserklæring afgivet af FT under retssagen.
På linje med ankenævnets kendelse gennemgik retten herefter FT’s angivelser i funktionsskema af 24. juni 2016 (dvs. umiddelbart forud for påbegyndelsen af observationerne) sammenholdt med speciallægeerklæringen af 2. august 2016. Retten anførte herefter, at FT i forbindelse med observationerne ikke fremstod ”hæmmet i sin gang i eller i øvrigt bevægeindskrænket eller med gener. Hun fremstår energisk, smilende og udadvendt i sin omgangsform. Samme indtryk fås af de fremlagte udskrifter fra sociale medier i perioden 2011-2016, som viser FT som deltager i forskellige træningsarrangementer og andre begivenheder. Alene på videooptagelserne den 21. og 30. juni 2016, hvor FT er observeret FS’ kontor og videooptagelsen den 2. august 2016, hvor hun er observeret, da hun ankom til og forlod speciallægens praksis, ses hun bevægeindskrænket, idet dette dog ikke ses at være tilfældet, da hun kort tid efter lægebesøget foretog indkøb i Netto”.
Retten fandt så, at der bestod væsentlige uoverensstemmelser mellem de observerede aktiviteter og FT’s egne oplysninger om sit funktionsniveau som angivet i funktionsskemaet og til speciallægen. Det fandtes ikke godtgjort, at observationerne skulle være udtryk for et øjebliksbillede.
Retten anførte herefter, at Retslægerådet ikke havde udtalt sig om foreneligheden mellem de foretagne observationer og FT’s oplysninger om sit funktionsniveau. Dette med henvisning til, at Retslægerådet direkte – som det ofte er tilfældet i sager, hvor observationer indgår – havde anført, at Retslægerådet ikke udtalte sig om funktionsevne og/eller ikke udtaler sig om diskrepans mellem observationer og sagens lægelige materiale. Retten fremhævede imidlertid, at Retslægerådet havde angivet, at der ikke var strukturelle eller neurologiske skader påvist.
Herefter fandt retten på baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, at hendes generelle erhvervsevne ikke var nedsat med 50%. Det forhold, at hun var bevilget flexjob kunne ikke føre til en anden vurdering.
Kommentarer
Som sagsøgers påstand var nedlagt, fandt retten ikke direkte anledning til at tage stilling til spørgsmålet omkring ophævelse af forsikringen, hvilket imidlertid jo ville have været en forudsætning for det tilfælde, at retten havde pålagt selskabet at foretage udbetalinger.
Mest interessant er imidlertid rettens udtrykkelige angivelse af, at Retslægerådet ikke havde udtalt sig om foreneligheden mellem observationerne og FT’s oplysninger om sit funktionsniveau. Dette er – indirekte – en reference til Højesterets dom U2017.2147H, som oftest ”slavisk” refereres i byretsdomme. Imidlertid er tendensen meget klar, idet Retslægerådet i langt hovedparten af sager, hvor observationer indgår, afviser at foretage en bedømmelse af observationerne med henvisning til, at der er tale om en retlig og ikke en lægelig vurdering i forhold til, om der er overensstemmelse eller uoverensstemmelse mellem observationerne og sagens lægelige oplysninger.
Retslægerådets efterhånden faste praksis må fra Retslægerådets side anses for at være en klar afstandtagen til den forudsætning, der er indlagt i Højesterets præmisser i U2017.2147H, hvor det angives, at spørgsmålet om uoverensstemmelse mellem observationer og lægelige oplysninger er en lægelig vurdering, der henhører under Retslægerådet. Når Retslægerådet imidlertid ikke vil foretage denne vurdering, så må det nødvendigvis være en retlig vurdering.
Sagen er for selskabet ført af advokat Jesper Ravn. Det vides ikke, om sagen ankes.