Kendelse af 8/11/23 – Ikke godtgjort fejl ved en arkitekts rådgivning eller dokumenteret et tab
Sagens problemstillinger
Sagen omhandlede etableringen af et varmtvandsbassin i et nyt erhvervsdomicil, som bygherre opførte. En arkitekt (”A”) bistod bygherre som totalrådgiver på projektet. Parterne havde vedtaget ABR 89, og af rådgiveraftalen fremgik det, at A’s ydelser under udførelsesfasen bl.a. omfattede projektopfølgning og fagtilsyn. Det fremgik videre af rådgiveraftalen, at byggeledelse var fravalgt, da dette blev udført af bygherres hovedentreprenør.
Varmtvandsbassin-entreprisen indgik oprindeligt i en større hovedentreprise, men på grund af budgetmæssige overvejelser blev varmtvandsbassin-entreprisen udlagt som en selvstændig (fag)entreprise.
Under udførelsen opstod der problemer, da det bestilte lamelcover til varmtvandsbassinet viste sig at dække knap en meter af bassinet (som var 7×6 m.). Lamelcoverets placering medførte også, at en håndliste for enden af bassinet ikke kunne benyttes.
Det var bygherres opfattelse, at den leverede løsning ikke levede op til den indgåede aftale, idet coverets størrelse og placering nedsatte brugbarheden af varmtvandsbassinet væsentligt. A kasserede derfor den leverede løsning på vegne af bygherre.
Entreprenøren gik herefter i gang med at undersøge alternative løsningsmuligheder. Entreprenøren endte med at montere det leverede cover i loftet over varmtvandsbassinet, sådan at coveret hverken optog unødig plads i bassinet eller dækkede for håndlisten.
Senere opstod der uenighed mellem bygherre og entreprenøren, om flytningen af coveret udgjorde arbejder, som entreprenøren kunne kræve ekstrabetaling for, eller om der var tale om kontraktarbejder. Entreprenøren indledte en klagesag mod bygherre og nedlagde krav om betaling på kr. 73.433,13 for ekstraarbejder.
Bygherre afviste erstatningskravet under henvisning til, at de hævdede ekstraarbejder alene udgjorde genopretning af egen mangelfulde ydelse. Bygherre rejste samtidig et modkrav i form af et dagbodskrav på kr. 200.269,35 som følge af entreprenørens forsinkelse. Bygherre adciterede efterfølgende A med påstand om friholdelse for ethvert beløb på op til kr. 273.702,48, som bygherre måtte blive pålagt at betale til entreprenøren.
Imens voldgiftssagen verserede opstod der en yderligere problemstilling, idet lamelcoveret, som var monteret i loftet over varmtvandsbassinet, faldt ned og blev beskadiget. Bygherre fik tredjemand til at udbedre skaderne og rejste krav mod entreprenøren for de udgifter, bygherre havde afholdt ved udbedringen. På baggrund af entreprenørens afvisning af kravet, indtalte bygherre også kravet over for A, som ifølge entreprenøren havde givet konkrete instrukser i, hvordan coveret skulle monteres.
Sagen vedrørte således tre særskilte problemstillinger:
1) kravet om betaling af ekstraarbejder
2) kravet om betaling af dagbøder
3) kravet om betaling af udbedringsomkostninger
Voldgiftsrettens kendelse
Voldgiftsretten fandt, at det forhold, at man var nødt til at flytte coveret for at opnå en bedre udnyttelse af varmtvandsbassinet, ikke kunne lastes entreprenøren. Voldgiftsretten lagde vægt på, at den løsning, som oprindeligt var udført fremgik af entreprenørens tilbud, der indgik som en del af aftalegrundlaget mellem entreprenøren og bygherre. Voldgiftsretten fandt af denne årsag også, at entreprenøren var berettiget til som ekstraarbejder at kræve betaling for det arbejde, der var forbundet med, at coveret blev flyttet.
På baggrund af bevisførelsen fandt voldgiftsretten heller ikke grundlag for at fastslå, at A i forbindelse med bestillingen af ekstraarbejdet eller i øvrigt havde begået ansvarspådragende fejl. Voldgiftsretten fandt det desuden ikke godtgjort, at bygherre havde lidt et erstatningsretligt relevant tab, idet bygherre ved betalingen af ekstraarbejdet havde fået ”byggeri for pengene”.
I forhold til bygherres dagbodskrav bemærkede voldgiftsretten overordnet, at det samlede byggeri var ubestridt forsinket i forhold til det oprindelig forudsatte, hvilket også påvirkede entreprenørens muligheder for at igangsætte og udføre sit arbejde. Da der ikke i det efterfølgende forløb, hvor byggeriet efter forsinkelsen kom i gang, forelå en i forhold til entreprenøren fastsat og forpligtende tidsplan, som kunne danne grundlag for pålæg af dagbøder, frifandt voldgiftsretten entreprenøren for bygherres dagbodskrav. Spørgsmålet var herefter, om A var erstatningsansvarlig for bygherres fortabte dagbodskrav.
På baggrund af rådgiveraftalen fandt voldgiftsretten, at A’s ydelser ikke omfattede byggeledelse, og at A derfor ikke var engageret af bygherre til forestå den økonomiske og tidsmæssige styring af byggeriet eller i øvrigt koordinere og tilrettelægge det samlede arbejde, herunder også entreprenørens arbejde, på byggepladsen. Af denne årsag og fordi voldgiftsretten heller ikke fandt det godtgjort, at entreprenørens forhold havde medført en forsinkelse, som kunne tilregnes entreprenøren som culpøs, frifandt voldgiftsretten A for bygherres dagbodskrav.
Hvad angår endelig kravet om betaling af udbedringsomkostninger for det nedfaldne cover fandt voldgiftsretten, at der forelå mangler ved det af entreprenøren udførte arbejde. Allerede fordi bygherre fik medhold i at have et krav mod entreprenøren til udbedring af forhold, frifandt voldgiftsretten A for den af bygherre nedlagte friholdelsespåstand.
Kommentarer
Kendelsen illustrerer et par væsentlige erstatningsretlige grundsætninger. For det første at der ved bedømmelsen af, hvilke krav der kan stilles til den professionelle rådgiver, samt et muligt erstatningsansvar (i kontrakt), må tages udgangspunkt i parternes aftale. Med andre ord omfatter rådgiverens opdrag – og dermed ansvar – som hovedregel alene det aftalte og ikke en række udefinerede ydelser.
For det andet illustrerer kendelsen den grundlæggende betingelse om, at for at opnå erstatning kravstiller skal kunne dokumentere et økonomisk tab. I den konkrete sag fandt voldgiftsretten det ikke godtgjort, at bygherre havde lidt et erstatningsretligt relevant tab ved ekstraarbejderne, idet bygherres ”tab” ved betalingen af ekstraarbejderne modsvaredes af en tilsvarende værdistigning. Bygherre kunne derfor ikke anses for at have lidt et økonomisk tab, som er en betingelse for at opnå erstatning.
Sagen blev for arkitekten A ført af advokatfuldmægtig Jonas Bertelsen.