Ny principmeddelelse 34-24 om tilbagebetaling i arbejdsskadesager
Ankestyrelsen har i principmeddelelse 34-24 præciseret de juridiske rammer for fejludbetalinger på baggrund af U 2023.3090 V, herunder at egentlige fejludbetalinger, der ikke har baggrund i en ASL-afgørelse, ikke er omfattet af ASLs tilbagebetalingsbestemmelse (§40a).
Tilbagebetaling af ASL-ydelser er som udgangspunkt omfattet af ASL § 40a, stk. 1, der er sålydende:
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om tilbagebetaling, jf. dog § 18f,
- når tilskadekomne eller efterladte mod bedre vidende har undladt at give oplysninger efter denne lov og den manglende oplysning har medført en anden afgørelse, end Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ville have truffet, hvis oplysningen havde foreligget,
- når tilskadekomne eller efterladte mod bedre vidende har afgivet urigtige oplysninger og den urigtige oplysning har medført en anden afgørelse, end Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ville have truffet, hvis den korrekte oplysning havde foreligget, eller
- når tilskadekomne eller efterladte i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne lov.
Efter bestemmelsen, der tilsigter udtømmende at regulere tilbagebetaling efter ASL, kan arbejdsskademyndighederne træffe afgørelse om tilbagebetaling, hvis tilskadekomne svigagtigt har afgivet forkerte oplysninger eller tilbageholdt væsentlige oplysninger. I begge tilfælde skal de manglende eller fejlagtige oplysninger have medført en forkert afgørelse.
Efter § 40a, stk. 1, nr. 3, kan der endvidere træffes afgørelse om tilbagebetaling, hvis tilskadekomne (eller efterladte) i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser ”efter denne lov”.
Stk. 1, nr. 3 har karakter af en opsamlingsbestemmelse, der giver arbejdsskademyndighederne hjemmel til at træffe afgørelse om tilbagebetaling, hvis tilskadekomne uberettiget har oppebåret ASL-ydelser mod bedre vidende. Det er tillige efter ordlyden en betingelse, at ydelserne skal være modtaget ”efter denne lov”.
I dommen optrykt i U 2023.3090 havde Vestre Landsret lejlighed til at tage stilling til, hvorledes denne passus skal fortolkes.
Bestemmelsen har særligt givet anledning til fortolkningsproblemer i de tilfælde, hvor de uberettiget oppebårne ydelser ikke er modtaget i henhold til en afgørelse, men beror på en (ekspeditions)fejl fra forsikringsselskabets eller forsikringsenhedens side.
Typeeksemplet er løbende ydelser, der afløses af et kapitaliseret, endeligt erhvervsevnetab, og hvor udbetaleren ved en fejl ikke får stoppet de automatiske månedlige betalinger.
Et andet eksempel er den situation, hvor udbetaleren anker med henblik på nedsættelse, og hvor forsikringsselskabet betaler et a conto beløb og glemmer at fratrække a conto beløbet i forbindelse med den endelige udbetaling. Sidstnævnte situation var til pådømmelse i sagen for Vestre Landsret.
Såvel AES som Ankestyrelsen havde i sagen vurderet, at der var hjemmel til at træffe afgørelse, og i begge instanser traf arbejdsskademyndighederne afgørelse om, at beløbet skulle tilbagebetales. Forud herfor havde forsikringsselskabet dog stævnet tilskadekomne direkte med henblik på at inddrive beløbet, men sagen blev afvist i byretten, idet forholdet fandtes omfattet af § 40a, hvorfor sagen ikke kunne pådømmes.
Dommen blev anket, og Vestre Landsret nåede frem til det modsatte resultat, nemlig at ”…en naturlig sproglig forståelse af ordlyden af arbejdsskadesikringslovens § 40 a, stk. 1, nr. 3, sammenholdt med bestemmelsens forarbejder, at også tilbagebetaling efter denne bestemmelse angår ydelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har bestemt skulle betales.”
Dermed var der ikke hjemmel for arbejdsskademyndighederne til at træffe afgørelse om tilbagebetaling, hvorfor den anlagte retssag mod tilskadekomne kunne fremmes til indenretlig behandling.
Bemærkninger:
Dommen viser, at rammerne for ASL § 40a er ydelser, der modtages i henhold til en afgørelse. Har tilskadekomne modtaget ydelser uberettiget, men er dette ikke sket på baggrund af en afgørelse, er der ikke tale om ydelser ”efter denne lov”, som bestemmelsens ordlyd fordrer.
Efter Vestre Landsrets præmisser har arbejdsskademyndighederne ikke hjemmel til at træffe afgørelse om tilbagebetaling, når det drejer sig om en uberettiget betaling, som ikke beror på en afgørelse. I tilfælde af en fejlekspedition, hvor tilskadekomne modtager et beløb, som tilskadekomne ikke er tilkendt af AES, kan forsikringsselskabet/-enheden kræve beløbet tilbagebetalt af tilskadekomne efter de almindelige civilretlige regler og uden at skulle afvente (og være bundet af) AES’ stillingtagen.
De almindelige tilbagesøgningsregler (condictio indebiti) finder fortsat anvendelse, hvorfor muligheden for at gennemføre et tilbagesøgningskrav afhænger af en række faktorer såsom ond tro/burde viden, hvor lang tid der er forløbet fra fejlbetalingen til tilbagebetalingskravet rejses, tilskadekomnes økonomiske situation, herunder om beløbet er forbrugt, samt beløbet størrelse.
Principmeddelelse 34-24 finder efter sin ordlyd anvendelse på alle typer fejludbetalinger, herunder ekspeditionsfejl der medfører at samme beløb betales to gange samt de situationer, hvor en løbende ydelse fejlagtigt ikke bringes til ophør.
ARK Advokatpartnerselskab bistår forsikringsselskaber og forsikringsenheder med juridisk rådgivning i sager af ovennævnte karakter.
