ØL kendelse af 6/8/24 – Editionskendelse – Ankestyrelsen pålægges at indhente materiale fra tidligere skadesag
Vi har tidligere omtalt byrettens kendelse i denne sag på vores hjemmeside – læs mere her.
Imidlertid har landsretten nu sat et – formentlig – endeligt punktum i den del af sagen, der vedrører spørgsmålet om edition.
Under kæremålet for landsretten angik sagen først og fremmest, om Ankestyrelsen skulle tilpligtes at indhente akter fra en tidligere skadesag og i givet fald om editionspligten skulle omfatte samtlige akter eller blot de lægelige akter.
Endvidere skulle landsretten tage stilling til, om kæremålet skulle afvises grundet manglende retlig interesse, idet Ankestyrelsen havde valgt at opfylde byrettens kendelse om editionspligt på tidspunktet for kæremålet.
Landsretten fandt indledningsvis ikke anledning til at afvise kæremålet, selv om editionspålægget var opfyldt, da kæremålet blev iværksat. Ankestyrelsen fandtes at have en retlig interesse i afgørelsen.
I forhold til selve spørgsmålet om edition var det Alm. Brands opfattelse, at det ikke var tilstrækkeligt med en delvis fremlæggelse af skadesagens akter, men at det var nødvendigt med en fuld aktgennemgang, herunder fordi en afgrænsning til alene en indhentelse og fremlæggelse af ”lægelige akter” ville medføre, at relevante kommunale akter ikke blev fremlagt. Det var herunder særligt i den kommunale sag, at der forelå oplysninger om skadelidtes helbredsmæssige tilstand og tilstandens indflydelse på skadelidtes arbejds- og funktionsevne.
Med kendelsen har Østre Landsret stadfæstet byrettens afgørelse om edition med følgende præmisser:
”Arbejdsskadestyrelsens udtalelse er som anført afgivet i oktober 2011, og den anmeldte ulykke fandt sted i juni 2017. På denne baggrund tiltræder landsretten, at det ikke kan udelukkes, at oplysninger i de akter, der dannede grundlag for Arbejdsskadestyrelsens udtalelse, kan have betydning for Retslægerådets besvarelse af spørgsmål i nærværende sag og for sagens afgørelse.
Landsretten tiltræder derfor, at betingelserne for at pålægge edition efter retsplejelovens § 298, stk. 1, er opfyldt. Efter en samlet vurdering finder landsretten ikke grundlag for at fastslå, at pålægget burde have været begrænset til lægelige akter.
Landsretten stadfæster herefter byrettens kendelse.”
ARKs bemærkninger
Med kendelsen fastslås, at domstolene gerne ser sagerne så velbelyst som muligt, således at der – naturligvis fristes man til at sige – kan træffes afgørelse på et fuldt oplyst grundlag. Også i sager, der skal forelægges for Retslægerådet, er det væsentligt, at alle oplysninger, som potentielt kan få betydning for Rådets svar, indgår i sagsbehandlingen, da Retslægerådets besvarelse ofte vil vægte i betydeligt omfang.
Det følger også af afgørelsen, at indhentelsen af akter fra en tidligere skadesag ikke som udgangspunkt skal begrænses til visse typer akter.
Under kæremålets behandling gjorde Ankestyrelsen blandt andet gældende, at en stadfæstelse af byrettens editionskendelse ville medføre, at Ankestyrelsens modparter i sager på arbejdsskadeområdet fremadrettet vil kunne tilpligte Ankestyrelsen at indhente og fremlægge materiale i langt videre omfang end
- hvad der har dannet grundlag for den administrative afgørelse,
- hvad der er relevant for afgørelsen af sagens tvist, sådan som tvisten er afgrænset af Ankestyrelsens administrative afgørelse og af de fremsatte påstande og anbringender,
- hvad Retslægerådet erfaringsmæssigt efterspørger, og
- hvad der hidtil har været praksis for at indhente og fremlægge i arbejdsskadesager.
Det var således Ankestyrelsens synspunkt, at kendelsen måtte forventes at medføre et ikke ubetydeligt ressourceforbrug for Ankestyrelsen i forbindelse med at indhente og fremlægge oplysninger fra eksterne aktører i videre omfang end hidtil.
ARK er enig i Ankestyrelsens angivelse af, at der med kendelsen etableres pligt for Ankestyrelsen til at indhente akter i videre omfang, end hvad styrelsen i visse sager hidtil har været villige til. Akter, der ikke på forhånd kan udelukkes at have betydning for enten Retslægerådets besvarelse eller for rettens vurdering af sagen, er således relevante at indhente.
Dette gælder utvivlsomt i retssager, men kendelsen bør også give anledning til overvejelser om at inkorporere nye retningslinjer i den administrative sagsbehandling, således at oplysninger, som en af parterne vurderer er relevante, indhentes. Således kan der skabes en form for synkron sagsbehandling, hvor det ikke er nødvendigt at udtage stævning for at ”tvinge” myndigheden til at oplyse sagen behørigt. Og i hvert fald må det antages, at der gælder et snævert ”spillerum” for Ankestyrelsen til at nægte at indhente akter, når en part med rimelighed angiver, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst.
Det vil i hvert fald være ønskværdigt, om Ankestyrelsen fremover i videre omfang end hidtil vil være villig til at indhente materiale, der potentielt kan være af betydning i sagen, uden der behov for at fremsætte editionsbegæring. Det vil i hvert fald kunne medvirke til, at sagerne bliver belyst bedre og at domstolene – og ikke mindst Ankestyrelsen selv – får mulighed for at træffe afgørelse på et fuldt belyst grundlag.
Læs kendelsen her.