ØLD af 19/12-2024 – Leasingtager havde ikke bevist, at han havde retlig interesse i at kræve erstatning fra FS for leasingbil udbetalt til sig
En leasingtager, FT, forulykkede i marts 2020 i sin leasede BMW M4 en sen aften på Frederikssundsmotorvejen, hvorved bilen totalskadedes.
FT oplyste til politiet, at han havde kørt ca. 130 km/t, da han måtte være kørt over noget, som var faldet ud af en forankørende bil, hvorved han mistede herredømmet over sin bil, der kørte op på jordvolden ved motorvejen og rullede rundt flere gange.
Tryg taksator opgjorde erstatningen, og der var korrespondance med bilens ejer, leasingselskab A, og det leasingselskab B, som FT havde indgået leasingaftalen med, om udbetaling af erstatningen. Før erstatningen blev udbetalt modtog Tryg en rapport fra Dancrash, som konkluderede, at bilen måtte anses for at være forulykket ved en hastighed på ikke under 190 km/t. Derfor afviste Tryg dækning med henvisning til grov uagtsomhed.
Der var herefter en korrespondance mellem leasingselskab B (FT’s aftalepart) vedrørende værdien af bilens rester, som var solgt af Tryg før afvisningen af dækning, og Tryg udbetalte i sommeren 2020 et skønsmæssig forhøjet beløb herfor til leasingselskab A.
Byrettens dom af 15. maj 2023
Tryg hørte ikke yderligere til sagen, før FT i oktober 2021 pludselig udtog stævning med en fuldbyrdelsespåstand om betaling af bilens værdi inklusiv moms i alt kr. 265.000
Tryg gjorde i svarskriftet gældende, at FT ikke havde sandsynliggjort, at han kunne indtale kravet på vegne bilens ejer, leasingselskab A, og fastholdt herudover, at skaden var indtrådt ved grov uagtsomhed, hvorfor leasingselskab A efter forsikringsbetingelserne måtte identificeres med FT.
Herefter fremlagde FT med replikken så en transporterklæring, der angiveligt skulle være udfærdiget få dage før udtagelse af stævning. Erklæringen, der var afgivet af leasingselskab B, var udfærdiget af FT’s advokat, som tillige sad i bestyrelsen for leasingselskab B, og overdrog til FT leasingselskab B’s krav mod Tryg vedrørende forsikringsdækning på det omhandlede køretøj.
Erklæringen var uomtalt i stævningen, hvorfor Tryg fastholdt indsigelsen mod FT som rette kravstiller og i øvrigt anførte, at erklæringen ikke var bevis for, at leasingselskab A (bilens ejer) havde transporteret sine rettigheder til FT. Herefter fremlagde FT på dagen for forberedelsens afslutning for byretten en mail af 1. juli 2020, hvorefter leasingselskab A gav leasingselskab B fuldmagt til at ”varetage dialogen vedrørende vores krav” i anledning af skaden.
Byretten frifandt Tryg allerede med henvisning til, at FT ikke var rette sagsøger, da det (alene) var leasingselskab A, som kunne indtale et krav mod Tryg, jf. FAL § 57, stk. 1.
Retten angav, at mailen af 1. juli 2020 fra leasingselskab A til leasingselskab B ikke konstituerede en overdragelse af kravet, og at der ikke er fremlagt andre oplysninger, som understøttede en anden forståelse heraf. Herefter anførte retten, at der ikke var fremlagt anden dokumentation ”der understøtter en overdragelse, f.eks. i form af dokumentation for pengeoverførsler fra leasingtager og/eller fra Leasingselskab B til Leasingselskab A”, hvorefter det ikke er godtgjort, at FT skulle have fået overdraget et krav fra bilens ejer (leasingselskab A), eller at han i øvrigt på andet grundlag kan rejse kravet overfor Tryg.
Allerede af denne årsag blev Tryg frifundet, idet retten herefter ikke havde grundlag for at tage stilling til spørgsmålet om grov uagtsomhed.
Landsrettens dom
FT ankede sagen til landsretten og fremlagde med ankestævningen en transporterklæring (også udfærdiget af FT’s advokat) dateret den 26. maj 2023 (dvs. 11 dage efter byrettens dom), hvorefter en i dokumentet unavngiven person på vegne af leasingselskab A til FT overdrog samtlige rettigheder til at gøre et krav gældende mod Tryg i anledning af totalskaden af bilen.
Tryg fastholdt i ankesvarskriftet, at FT ikke herved havde opnået partshabilitet, idet han ikke på tidspunktet for sagsanlægget havde retten til at indtale kravet, og at den nye transporterklæring var i åbenlys strid med erklæringen fremlagt for byretten (om tidligere overdragelse mellem leasingselskab B og FT). Tryg gjorde tillige gældende, at leasingselskab A slet ikke kunne transportere sine rettigheder i 2023, da leasingkontrakten hævdedes indfriet i forbindelse med Trygs afvisning af skaden i 2020.
På dagen for forberedelsens afslutning fremlagde FT så et kontoudtog, der angiveligt skulle dokumentere hans overførsel af et beløb til indfrielse af leasingkontrakten til leasingselskab B den 19. juni 2020. Dagen før hovedforhandlingen fremlagde FT to nye bilag i form af en faktura udstedt 23. juni 2020 fra leasingselskab A til leasingselskab B for indfrielse af leasingkontrakten samt en kontooverførsel, der skulle dokumentere leasingselskab A’s overførsel af et beløb til leasingselskab B, svarende til det beløb, som Tryg havde udbetalt til leasingselskab A for værdien af bilens rester.
Under hovedforhandlingen for landsretten protesterede Tryg mod fremlæggelsen af de nye bilag dagen før hovedforhandlingen, og landsretten angav – efter formalitetsprocedure – at man ville tage stilling til fremlæggelsen, når et vidne fra leasingselskab A var afhørt herom (vedrørende undskyldelige omstændigheder).
Et vidne fra leasingselskab A bekræftede, at leasingselskabet var fuldt ud indfriet af leasingselskab B. Han havde ikke medvirket til den for landsretten fremlagte transporterklæring fra maj 2023, som han angav var underskrevet af leasingselskab A’s tidligere direktør. Den tidligere direktør for leasingselskab B bekræftede tillige, at leasingselskab A var blevet indfriet af leasingselskab B, og at leasingselskab B var indfriet af FT, og han angav, at det derfor var FT, der skulle modtage beløbet for bilens rester fra Tryg.
Der blev for landsretten tillige afgivet forklaring af Per Bo Hansen fra Dancrash, der fastholdt sin tidligere erklæring indhentet af Tryg, og at bilen havde kørt (mindst) 190 km/t kort før den forulykkede, hvilket var baseret på en konservativ beregning ud fra sporene på vejen. Blev det lagt til grund, at der var bremset inden sporene (i henhold til FT’s forklaring til politiet), måtte bilen anses for at have kørt hurtigere (underforstået mere end 190 km/t).
Indledningsvist tillod landsretten fremlæggelse af de bilag, der var fremkommet dagen før hovedforhandlingen. Dette til trods for, at der ikke var dokumenteret undskyldelige omstændigheder.
Landsretten stadfæstede frifindelsen af Tryg, idet landsretten – som byretten indledningsvis lagde til grund, at leasingselskab A på skadestidspunktet var ejer af køretøjet, og at retten til erstatning (som udgangspunkt) derfor tilkom leasingselskab A, jf. FAL § 57, stk. 1. Landsretten anførte herefter, at
”Den for landsretten fremlagte transporterklæring, hvorefter leasingselskab A skulle have transporteret sit krav til FT, er underskrevet på et tidspunkt, hvor både leasingselskab A og leasingselskab B har påberåbt sig, at kravet allerede var overgået til leasingselskab B. På denne baggrund og heller ikke efter bevisførelsen for landsretten i øvrigt findes FT således at have løftet bevisbyrden for, at et eventuelt krav på forsikringssummen er overdraget til ham.”.
Heller ikke landsretten havde herefter anledning til at tage stilling til spørgsmålet om grov uagtsomhed.
Kommentar
Det er bemærkelsesværdigt, at der først på dagen for forberedelsens afslutning for landsretten søgtes fremlagt dokumentation for, at FT skulle have indfriet leasingaftalen, og at der først dagen før hovedforhandlingen for landsretten fremlagdes dokumentation for, at der var sket betaling for bilen til leasingselskab A. Landsretten tillod – efter en konkret vurdering – bilagene, der var fremkommet dagen før hovedforhandlingen, fremlagt. Dette til trods for, at der ikke var dokumenteret undskyldelige omstændigheder som påkrævet efter Retsplejelovens § 381.
Imidlertid fik dette ikke nogen betydning, idet FT havde malet sig selv op i et processuelt hjørne ved først – efter Trygs indsigelser mod partshabiliteten – med replikken for byretten at fremlægge en erklæring, der hævdedes udfærdiget før sagsanlæg, som skulle dokumentere leasingselskab B’s overdragelse af rettigheder til FT, for så for landsretten at fremlægge en efter byretsdommens afsigelse udfærdiget erklæring, der transporterede rettighederne fra leasingselskab A til FT. Som landsretten korrekt angiver i præmisserne, så var disse erklæringer – der begge var udfærdiget af FT’s advokat – indbyrdes modstridende. Dermed fik sagen samme udfald som landsrettens dom i FED 2016.75 Ø, hvor en forsikringstager heller ikke fandtes at have godtgjort, at han kunne indtale et krav på erstatning for bortkomsten af en bil, der var ejet af hans ApS, som efterfølgende gik konkurs.
Bemærkelsesværdigt er tillige, at FT på intet tidspunkt under sagen ændrede sin påstand til en anerkendelsespåstand i stedet for en fuldbyrdelsespåstand, idet FT utvivlsomt ville have haft partshabilitet i forhold til at påstå Tryg dømt til at anerkende dækning for skaden, uanset om det måtte anses for dokumenteret, at han var subrogeret i kravet på at få erstatningen udbetalt, hvilket landsretten altså ikke fandt godtgjort.
Og så er det i øvrigt skuffende, at landsretten ikke fandt, at der var grundlag for at dække Trygs omkostninger til Per Bo Hansens vidneforklaring for landsretten, da forklaringen ikke havde været nødvendig for ”sagens forsvarlige førelse”. Om landsretten herved mener, at Per Bo Hansens tidligere erklæring kunne ”stå alene” i forhold til beviset for grov uagtsomhed, eller at landsretten fandt, at Tryg alene burde have koncentreret bevisførelsen om spørgsmålet om partshabilitet (og ikke grov uagtsomhed) må henstå i det uvisse. Under alle omstændigheder er dette efter ARK’s opfattelse udtryk for en noget streng vurdering, eftersom landsretten ville skulle vurdere, om Tryg havde løftet beviset for grov uagtsomhed for det tilfælde, at landsretten var nået frem til, at appellanten havde partshabilitet, ligesom Per Bo Hansen fremkom med nye oplysninger under sin forklaring, herunder blev det vurderet, at der var kørt hurtigere inden sporene, hvis FT’s forklaring til politiet om opbremsning blev lagt til grund.
Sagen er for Tryg ført af advokat Jesper Ravn for byretten og af advokatfuldmægtig Amalie Kaare Rubeck for landsretten.
