Østre Landsrets dom af 10/8/2020 – Erstatningsnævnets 20-årige praksis tilsidesat som uhjemlet
Trods faktiske ændringer i skadelidtes erhvervsmæssige situation, var der ikke grundlag for genoptagelse efter EAL § 11
Sagen udspringer af et færdselsuheld, der fandt sted i 2006. Skadelidte blev i 2010 tilkendt fleksjob 20 timer om ugen, da skadelidte havde funktionsnedsættende følger efter færdselsuheldet og tillige, hvad der blev beskrevet som ”en uhensigtsmæssig social adfærd”.
AES udtalte i henholdsvis 2009 og 2010, at ménet var 12% og erhvervsevnetabet skønsmæssigt 15%. Bilistens forsikringsselskab og skadelidte indgik på grundlag af AES-udtalelserne i maj 2011 forlig i sagen, således at skadelidtes mén fastsattes til 12% og erhvervsevnetabserstatning blev skønsmæssigt fastsat til kr. 300.000.
I perioden 2010-2012 gennemgik skadelidte behandling på psykiatrisk ambulatorie grundet sine psykiske symptomer. Skadelidte blev efterfølgende diagnosticeret med en affektiv bipolar lidelse. Skadelidte blev endvidere diagnosticeret med sukkersyge, forhøjet blodtryk og svær overvægt. Under behandling hos en privat praktiserende psykiater i 2012 fik skadelidte stillet diagnosen PTSD som følge af færdselsuheldet i 2006.
Skadelidte blev i 2014 afskediget fra sit fleksjob efter længere tids sygemelding, men blev i 2015 dog kortvarigt ansat i et nyt fleksjob 14 timer om ugen, som han dog blev sygemeldt fra.
I februar 2015 udtalte AES – på anmodning fra skadelidte – at der som følge af færdselsuheldet kunne udmåles en samlet méngrad på 25%, således at der nu kunne udmåles varigt mén for en uspecificeret belastningsreaktion svarende til 10%. Skadelidte anmodede på baggrund af afskedi¬gelsen fra fleksjobbet og udtalelsen fra AES forsikringsselskabet om genoptagelse efter EAL § 11. Dette afviste selskabet i december 2015, hvorefter skadelidte anlagde retssag.
Under retssagen blev sagen forelagt Retslægerådet, der anførte, at den mest sandsynlige diagnose for klagers psykiske problemer var en affektiv bipolar lidelse, og at der ikke var grundlag for at stille diagnoserne PTSD eller en belastningsreaktion. Rådet anførte endvidere, at der ikke forelå dokumentation for en forværring af følgerne efter færdselsuheldet eller de psykiske symptomer siden forliget i maj 2011.
Skadelidte blev i 2017, under retssagens behandling, tilkendt førtidspension, hvor det i pensionstilkendelsen blev angivet, at der bl.a. var lagt vægt på skadelidtes gener fra færdelsuheldet.
Byrettens præmisser
Byretten dømte selskabet til at anerkende, at skadelidte havde krav på genoptagelse. Byretten konstaterede i dommens præmisser indledningsvis, at Retslægerådet vurderede, at skadelidte ikke som følge af færdselsuheldet led af hverken PTSD eller en sværere belastningsreaktion, samt at de psykiske gener, der var kendt på tidspunktet for forligets indgåelse, blev forværret efter maj 2011. Imidlertid fandt byretten, at der var sket en væsentlig ændring af de faktiske omstændigheder, der lå til grund for vurderingen af skadelidtes erhvervsevne ved sagens afslutning i 2011, og at skadelidte som følge af sine psykiske og fysiske gener efter færdselsuheldet blev sygemeldt fra sit fleksjob samt tilkendt førtidspension. Dermed fandt byretten at kravene for genoptagelse efter EAL § 11 var opfyldt.
Landsrettens præmisser
Landsretten konstaterer, at den omstændighed, at der er indtruffet en ændring i skadelidtes erhvervs- og helbredsmæssige situation ikke i sig selv var tilstrækkeligt til, at der kunne ske genoptagelse. Skadelidte skulle således tillige løfte bevisbyrden for, at ændringerne kunne henføres til fysiske og psykiske helbredsmæssige følger efter færdselsuheldet.
Landsretten fandt herefter – under henvisning til sagens lægelige oplysninger samt indholdet af Retslægerådets udtalelser – at skadelidte ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var årsagsforbindelse mellem færdselsuheldet og de indtrådte ændringer i sagens faktiske omstændigheder, der havde betydning for bedømmelsen af skadelidtes krav på godtgørelse og erstatning. I landsrettens vurdering indgik, at der ikke i forbindelse med ansættelsen i det nye fleksjob i 2015 sås at have været foretaget en ændring i skadelidtes skånehensyn, men alene i timeantallet.
Kommentar
Landsrettens dom slår fast, at en faktisk ændring i de helbreds- eller erhvervsmæssige forhold ikke alene kan begrunde genoptagelse efter EAL § 11. I stedet skal 3 betingelser være opfyldt: 1) De faktiske forhold, der var til stede på tidspunktet for sagens afslutning have ændret sig væsentligt, 2) der skal være årsagssammenhæng mellem en eventuelt væsentligt ændring i de faktiske forhold og den skadegørende handling, og 3) der skal være grundlag for forhøjelse af kravet på godtgørelse og erstatning.
Advokatfuldmægtig Pia Skotte Winsløw har for både byret og landsret repræsenteret forsikringsselskabet.
