Retten i Esbjergs dom af 27/12/2023 – Supermarked frifundet for fald i indgangsparti
En sommerdag i 2021 snublede en kunde – skadelidte – på vej ud af et supermarked. Faldet skete, fordi skadelidtes fodtøj fik skubbet sig ind under smudsmåtten ved indgangspartiet, hvorefter hun snublede og mistede balancen. Skadelidte nåede at falde flere skridt frem, før hun slog hovedet ind i dørkarrusellen. Senere samme dag følte skadelidte sig utilpas og blev kørt på sygehuset, hvor hun kort efter afgik ved døden.
Under sagen, der var anlagt af afdødes ægtefælle med påstand om forsørgertabserstatning opgjort til lige under 1 mio. kr., bestred supermarkedet at være ansvarlig for faldet, og det blev ligeledes bestridt, at der var årsagssammenhæng mellem ulykken og dødsfaldet. Ansvarsgrundlaget blev udskilt til selvstændig behandling, og det var således alene under pådømmelse, om faldet kunne bebrejdes supermarkedet.
Det kunne ved rettens afgørelse lægges til grund, at der var tale om en almindelig, grå smudsmåtte, der lå lige inden for dørkarrusellen, og at måtten lå som den skulle. Der var med andre ord ikke tale om, at måtten lå skævt, havde sider eller hjørner, der var bukket op, ikke lå plant eller i øvrigt var behæftet med fejl eller mangler.
Synspunktet fra sagsøgers side var blandt andet, at det var ansvarspådragende at placere måtten tæt på dørkarrusellen, idet det herved ikke kunne undgås, at der kunne ske faldulykker med risiko for at falde ind i karruseldøren. Det blev endvidere gjort gældende, at supermarkedet ifaldt ansvar for ikke at have mindsket risikoen for faldulykker ved at fastgøre måtten eller alternativt slet ikke have en måtte liggende, idet årstiden og de tørre vejrforhold udenfor ikke medførte, at en smudsmåtte var påkrævet.
Her over for gjorde sagsøgte gældende, at der var tale om en helt sædvanlig smudsmåtte magen til de måtter, der lå i indgangspartier til skoler, butikker, lægehuse, supermarkeder mv. over hele landet, og – som et lille kuriosum – også i selvsamme byret, der skulle pådømme sagen. Måtten lå korrekt uden at frembyde nogen særligt forøget risiko for faldulykker, der blev løbende ført tilsyn med måttens placering, og måtten tjente et formål uanset vejrforholdene.
Som det fremgår af dommen, gav retten sagsøgte medhold i, at alene det faktum, at det var muligt at falde ind i dørkarrusellen, ikke i sig selv medførte ansvar, ligesom det forhold at skadelidte fik sin fod under måtten, hvilket forårsagede faldet, ikke i sig selv var bevis for mangler ved måtten. Det blev endvidere tillagt vægt, at måtten var fuldt synlig, og at den lå fladt på gulvet. Uanset at den udgjorde en lille ændring i gulvets højde fandtes den på baggrund af synligheden ikke at være ansvarspådragende.
Ankefristen er endnu ikke udløbet, men de tillagte omkostninger på 25.000 kr. er påkæret af supermarkedet.
Kommentarer
At der som udgangspunkt gælder et strengt ansvar for bl.a. stormagasiner til at sikre sikker passage i indgangspartier, er fastslået af Højesteret i U 2002.2443 H, hvor Magasin – uanset det strenge ansvar – frifandtes for et fald i indgangspartiet.
I denne sag hvor parterne var enige om, at måtten ikke led af fejl eller mangler, eller at den lå forkert i forhold til hvad der var tilsigtet, var den blotte tilstedeværelse af måtten og måttens placering tæt på indgangspartiet ikke i sig selv tilstrækkeligt til at pålægge supermarkedet ansvar. Dette er det oplagt korrekte resultat, idet domfældelse i sagen de facto ville medføre, at den udbredte brug af smudsmåtter i indgangspartier, hvor der er risiko for at falde ind i en dør, væg, skilt eller lignende, ville blive ”dømt ude”.
Uanset det strenge ansvar på området, er dommen et eksempel på, at det culpøse element trods alt skal være kvalificeret i en vis udstrækning – også for faldulykker i indgangspartier.
Advokat Anja Hejde har ført sagen for supermarkedet.