Skrevet af Jesper Ravn

Retten i Glostrups dom af 8/1-2025 – Ophævelse af TAE-forsikring efter OSINT undersøgelse af FT, der dyrkede trailløb

Retten i Glostrup “stadfæstede” ved dom af 8. januar 2025 Ankenævnet for Forsikrings kendelse i sag 96.731, hvorefter Ankenævnet ikke kunne kritisere, at et pensionsselskab havde bragt udbetalinger under en forsikring af tab af erhvervsevne til ophør og foretaget ophævelse af forsikringen.

Sagens baggrund

Forsikringstager (FT) pådrog sig en piskesmældslæsion i forbindelse med en påkørsel. Som følge heraf pådrog hun sig nakkegener, hovedpine og kognitive gener. Hun var helt eller delvist sygemeldt frem til sin fratræden per 1. januar 2007, hvorefter hun fik tilkendt udbetalinger fra TAE-forsikringen. I 2009 fik hun tilkendt fleksjob, som hun i varierende omfang havde i de efterfølgende år med 12-15 timer per uge med administrative opgaver.

Selskabet fulgte løbende op gennem årene med anmodning om udfyldelse af funktionsskemaer og erklæringer mv., hvor FT ikke beskrev nogen reel ændring eller bedring af sin tilstand. Det blev i forbindelse med de løbende forlængelser af FT’s udbetalinger angivet, at FT skulle oplyse om sådanne ændringer.

I forbindelse med udfyldelse af et funktionsskema i marts 2020 oplyste FT, at hendes tilstand var uændret, og at hun alene i begrænset omfang kunne gennemføre huslige gøremål, og at hun stort set alle fritidsaktiviteter, som hun nu udførte, var i begrænset omfang.

Selskabet påbegyndte kort herefter en såkaldt OSINT-undersøgelse og konstaterede i forbindelse hermed, at der forelå et stort antal opslag på sociale medier, hvor FT fra 2017 og til 2020 havde deltaget i en række løbearrangementer og herunder særligt trailløb. Det kunne konstateres, at FT’s tider i perioden forbedredes markant, ligesom hun havde været på weekender med trailløb i bjergfyldt terræn i udlandet og havde gennemført en halvmaraton. Da selskabet i juli 2020 ville fortsættes undersøgelsen kunne det konstateres, at FT’s opslag om trailløb var slettet, og at hun var fjernet fra trailløbklubbens opslag.

Som følge af oplysningerne indhentede selskabet en ny neurologisk speciallægeerklæring i september 2020, der konkluderede, at FT’s tilstand var uændret. FT nævnte under undersøgelsen intet vedrørende sin deltagelse i trailløb.

Selskabet forelagde sagen for selskabets neurologiske speciallægekonsulent, der udtalte, at der bestod et markant misforhold mellem FT’s angivelser og det under OSINT-undersøgelsen konstaterede.

Herefter forelagde selskabet OSINT-rapporten for FT, og ophævede herefter FT’s forsikring med virkning fra 1. marts 2021 med henvisning til, at hendes tilbageholdelse af oplysningerne om trailløb måtte anses for groft illoyalt over for selskabet, og at dette understregedes af hendes (og klubbens) sletning af opslag på sociale medier, hvilket skete i umiddelbar tilknytning til DR’s omtale af pensionsselskabers undersøgelser i juni 2020.

FT indbragte sagen for Ankenævnet for Forsikring, der ved kendelse 96.371 af 2. marts 2022 gav selskabet medhold i såvel ophør af ydelser som ophævelse af forsikringen.

Byretssagen

FT anlagde i november 2023 sag mod selskabet og varslede i den forbindelse afhøring af 17 vidner i form af særligt løbe- og træningskammerater samt en kiropraktor, der havde behandlet FT, samt lægen, som havde undersøgt FT i september 2020.

Retten afskar langt hovedparten af vidnerne og angav, at FT måtte indhente skriftlige vidneforklaringer, hvorefter der var en længere korrespondance herom. Denne endte med, at FT fremlagde 3 skriftlige vidneforklaringer fra personer i FT’s trænings- og løbemiljø, mens retten afskar FT’s spørgsmål til kiropraktoren og lægen, der ikke kunne stilles spørgsmål som sagkyndige. FT søgte om kæretilladelse og udsættelse af hovedforhandlingen på Procesbevillingsnævnets stillingtagen hertil, hvilket retten afviste.

FT angav under hovedforhandlingen, at hun ikke mente, at hun havde afgivet ukorrekte oplysninger, og at hendes trailløb var et mentalt pusterum, som var uden forbindelse til hendes erhvervsevne og ikke kunne omsættes til sådan.

Selskabets neurologiske speciallægekonsulent fastholdt under hovedforhandlingen sin vurdering, idet han bl.a. angav, at selvom man kunne dyrke sport med hovedpine, så oversteg FT’s aktiviteter langt helbredende/stabiliserende motion.

Retten fandt efter en samlet vurdering af FT’s løbeaktiviteter, at hun – under hensyntagen til omfanget af hendes løbeaktiviteter – ikke havde bevist, at hendes erhvervsevne fortsat var nedsat med mere end 50%. Retten fandt endvidere, at da FT hverken i funktionsskemaet fra marts 2020 eller til speciallægen i september 2020 havde oplyst om sine omfattende aktiviteter med trailløb, havde hun udvist illoyalitet i et sådant omfang, at forsikringen kunne ophæves.

Kommentar

Dommen er i overensstemmelse med den linje, som Ankenævnet for Forsikring og domstolene har lagt i denne type sager. Således havde FT alle muligheder gennem 2020 for at oplyse om sine (ganske omfattende) aktiviteter med trailløb, så selskabet kunne have taget stilling til betydningen heraf. Det har sandsynligvis tillige skærpet vurderingen af FT’s illoyalitet, at hun i juli 2020 slettede sine egne opslag på sociale medier, og formåede at få løbeklubben til at slette opslag, hvoraf hun fremgik, ligesom hun blev ”untagget” i andre opslag.

Det er dog interessant, at retten pålægger FT bevisbyrden for, at hun fortsat opfyldte betingelserne for udbetalinger over forsikringen, da Ankenævnet – i overensstemmelse med Ankenævnets praksis – havde angivet, at bevisbyrden for, at der var indtrådt en forbedring af FT’s tilstand, påhvilede selskabet under hensyntagen til, at der var sket udbetalinger i 15 år.

Som et lille ps., så synes rettens omkostningsafgørelse (i den allerlaveste del af salærrammen) at være ude af trit med det forhold, at der under sagen var omfattende korrespondance omkring vidneerklæringerne, og at FT begærede to af rettens afgørelser indbragt for landsretten.

Sagen er for selskabet ført af advokat Jesper Ravn. Det vides ikke, om dommen ankes.

Link til AFF-kendelsen er her:

Link til dommen er her:

Retten i Glostrups dom af 8/1-2025 – Ophævelse af TAE-forsikring efter OSINT undersøgelse af FT, der dyrkede trailløb billede

Kontakt os i dag

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål, og vi glæder os til at høre fra dig.

Kontakt os