Retten i Odenses dom af 27/5/2019 – Krav forældet efter manglende overholdelse af suspensionsaftale
Krav på erhvervsevnetabserstatning forældet, idet suspensionsaftale ikke var overholdt. Der var ikke grundlag for at suspendere forældelsen af andre grunde.
Sagens faktum
Skadelidte var impliceret i en trafikulykke i august 2008. Få dage efter anmeldte skadelidte sagen til forsikringsselskabet og oplyste, at hun formentlig havde pådraget sig en piskesmældslæsion.
I december 2010 udbetalte forsikringsselskabet godtgørelse for svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste, hvorefter parterne indhentede en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring til vurdering af varigt mén og erhvervsevnetab.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgav vejledende udtalelse i juli 2013, hvori det varige mén blev vurderet til 8 % og erhvervsevnetabet til midlertidigt 35 %.
Forsikringsselskabet udbetalte i henhold til udtalelsen.
Skadelidte var på daværende tidspunkt fortsat ikke erhvervsmæssigt afklaret, og parterne indgik derfor suspensionsaftale, hvorefter krav ville forælde den 1. september 2014. Der var tvist om årsagssammenhæng i forhold til evt. yderligere krav.
Suspensionsaftalen blev løbende forlænget senest til den 1. december 2017.
Den 12. marts 2018 meddelte skadelidtes advokat, at skadelidte var tilkendt førtidspension og fremsendte samtidig de kommunale akter.
Forsikringsselskabet svarede hertil, at forældelsen alene var blevet suspendere frem til og med den 1. december 2017, hvorfor der var indtrådt forældelse.
Skadelidte anlagde herefter retssag og anførte, at kravet ikke var forældet, at der gjaldt en 1-årig tillægsfrist efter udløbet af suspensionsaftalen både med henvisning til FAL § 29, stk. 5 og FOL § 21, stk. 5, og at suspensionsaftalen i medfør af FOL § 26, stk. 2 ikke var gyldig.
Rettens begrundelse
Retten fandt, at parterne i en erstatningssag frit kan indgå suspensionsaftaler, så længe aftalen indgås efter forældelsesfristen er begyndt at løbe, jf. FOL § 26. I sagen fandt retten, at forældelsesfristen senest løb fra skadelidtes anmeldelse af sagen til forsikringsselskabet, det vil sige få dage efter trafikulykken.
Retten bemærkede herefter, at spørgsmålet om, hvorvidt en sådan suspensionsaftale afskærer parterne fra på et senere tidspunkt at gøre øvrige, lovfæstede forældelsesfrister gældende – herunder FOL § 21, stk. 5 – måtte afgøres under anvendelse af aftalerettens almindelige regler for aftaleindgåelse- og fortolkning.
Retten fandt, at når der i en suspensionsaftale er fastsat en bestemt frist, så må aftalen i mangel af holdepunkter for det modsatte forstås således, at forældelsesfristen udløber ved denne frists udløb.
Skadelidte kunne således ikke påberåbe sig øvrige, lovfæstede forældelsesfrister, og krav i anledning af trafikulykken var herefter forældet den 1. december 2017.
Kommentar
Dommens resultat er i overensstemmelse med praksis, hvorefter en klar suspensionsaftale indgået i fællesskab mellem parterne har forrang ift. øvrige, lovfæstede forældelsesregler, herunder både forældelsesloven og forsikringsaftaleloven.
Sagen er for forsikringsselskabet ført af advokat Nanna Baade.