To nye afgørelser fra Højesteret om forældelse
Højesterets kendelse af 16. november 2020
Krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter en arbejdsskade var ikke forældet.
Skadelidte (herefter SKL) var den 13. august 2009 udsat for en arbejdsulykke under ansættelse hos Kims A/S. SKL udtog stævning mod Kims med påstand om blandt andet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som følge af arbejdsulykken, som i stævningen var opgjort frem til udgangen af januar 2012. SKL tog samtidig forbehold for en senere forhøjelse af påstanden.
Ved byrettens deldom af 28. oktober 2014, som blev stadfæstet af landsretten den 7. januar 2016, blev Kims dømt til at betale påstandsbeløbet.
Efter landsrettens dom blev sagen i byretten, som fortsat verserede, løbende udsat på SKL’s fremsættelse af yderligere krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Ved processkrift af 13. september 2017 nedlagde SKL påstand om, at Kims skulle betale yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra 1. februar 2012 til den 1. april 2017. Sagen for Højesteret vedrørte om dette krav var forældet.
Højesteret fastslog, at forældelsesfristen for kravet var 5 år, og at forældelsesfristen skulle regnes fra skadens indtræden.
Højesteret fandt, at sagsanlægget den 13. juni 2012 ikke alene havde fristafbrydende virkning fra det oprindelige betalingskrav, men også for det yderligere betalingskrav, som der blev nedlagt påstand om senere under samme sag. Højesteret udtalte herom blandt andet følgende.
”Højesteret udtalte i dom af 8. november 2000 (UfR 2001.317), at det i den pågældende sag med tilstrækkelig bestemthed fremgik af stævningen, hvilke fordringer sagen angik, og at det derfor ikke kunne begrunde, at sagsanlægget frakendtes fristafbrydende virkning for krav ud over 10.000 kr., at kravet i stævningen foreløbigt var begrænset til dette beløb. Tilsvarende udtalte Højesteret i dom af 17. juni 2013 (UfR 2013.2608), at stævningen i sagen havde afbrudt forældelsen også for så vidt angår et betalingskrav ud over beløbet i stævningen, idet det fremgik af stævningen, hvilken fordring sagen angik.
Betalingskravet på 1.605.718 kr. angår som nævnt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som følge af arbejdsulykken den 13. august 2009 og dermed det samme forhold, som ligger til grund for betalingskravet på 532.523,67 kr. i stævningen. Begge krav angår således erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i anledning af arbejdsulykken, men vedrører blot forskellige perioder. Højesteret finder herefter, at sagsanlægget den 13. juni 2012 ikke alene har fristafbrydende virkning for det oprindelige betalingskrav, men også for betalingskravet på 1.605.718 kr., som der blev nedlagt påstand om senere under samme sag.”
Videre fandt Højesteret, at skadelidte ikke var afskåret fra at fremsætte yderligere krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste senere end et år efter landsrettens dom af 7. januar 2016, idet denne dom ikke afsluttede sagen, hvorved den oprindelige stævning i sagen havde bevaret sin fristafbrydende virkning, idet SKL havde forfulgt sit krav indenfor rimelig tid. Det var således klart for parterne, at sagen om SKL’s krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fortsat var verserende og angik perioden efter udgangen af januar 2012.
Kommentarer
Højesterets kendelse er i overensstemmelse med afgørelserne UfR 2001.317H og UfR 2013.2608H og forekommer rimelig, når henses til, at SKL havde taget forbehold om yderligere krav, og at Kims A/S havde erklæret, at indsigelse om ulovlig udstykning ikke ville blive gjort gældende i forbindelse med delhovedforhandlingen, ligesom det var klart for parterne, at sagen om SKL’s krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fortsat var verserende og angik perioden efter udgangen af januar 2012.
Det må dog antages, at det med tilstrækkelig bestemthed skal fremgå af stævningen, hvilke fordringer sagen angår, hvis sagsanlægget skal have fristafbrydende virkning også for så vidt angår betalingskrav ud påstandsbeløbet. Højesteret lagde således afgørende vægt på, at der var tale om krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, både i stævningen og ved den senere forhøjede påstand.
Sagen er for skadelidte ført af advokat Malou Ehmer og for Kim’s A/S advokat Ulrik Christrup.
Højesterets dom af 13. november 2020
Højesteret fandt, at afbrydelse af forældelse ved procesunderretning alene har virkning, hvis den (underliggende) sag, der underrettes om, ikke er forældet.
Virksomhederne X og Y havde med bistand af advokat A udtaget stævning mod virksomhed Z. Sagen blev afvist pga. manglende indlevering af processkrift og herefter genanlagt mod virksomheden Z ca. 12 måneder senere, hvor X havde fået ny advokat D. Advokat D tog samtidig forbehold for at gøre erstatningsansvar gældende overfor advokat A og advokatvirksomhedens forsikringsselskab.
Sø- og Handelsretten fandt, at kravet i den genanlagte sag var forældet, da sagsøgerne ikke havde forfulgt sagsanlægget indenfor rimelig tid. Sagen blev anket til Østre Landsret, der stadfæstede dommen.
Herefter anlagde virksomhed X sag mod advokat A og forsikringsselskabet med påstand om erstatning på ca. 41 mio. kroner. Københavns Byret fandt, at kravet var forældet, idet der ikke fandtes at være sket procesunderretning i medfør af forældelseslovens § 22. Sagen blev anket til Østre Landsret, der fandt at § 22 fandt anvendelse i sagen, og at der var givet procesunderretning, som havde afbrudt forældelsesfristen.
Højesteret stadfæstede byrettens dom og angav blandt andet følgende:
”Højesteret finder efter ordlyden af forældelseslovens § 22, stk. 1 og 2, og forarbejderne til bestemmelserne, at det er en betingelse for, at procesunderretning foreløbigt afbryder forældelsen, at kravet i den sag, der underrettes om, ikke var forældet på det tidspunkt, hvor retsforfølgning i den pågældende sag blev indledt. Dette gælder også i tilfælde, hvor det først senere bliver fastslået, at forældelse var indtrådt.”
Kravet mod advokat A og forsikringsselskabet var herefter forældet.
Kommentarer
Resultatet synes umiddelbart at være vidtrækkende – og som det fremgår, var Østre Landsret også af en anden opfattelse. Afgørelsen betyder reelt, at virksomheden i det pågældende tilfælde var nødsaget til at udtage stævning mod advokat A og forsikringsselskabet inden afgørelsen i den genanlagte sag mod virksomheden Z forelå, og det derfor kunne vurderes, om der var grundlag for at rejse krav mod advokat A og forsikringsselskabet.
Sagen er for advokat A og forsikringsselskabet ført af advokat Mai-Brit Hauge Garval og virksomheden X af advokat Jeppe Holt.
Spørgsmål vedrørende Højesterets afgørelser kan rettens til advokat Anne Mette Myrup Opstrup.