Højesteret har ved kendelse af 7/11/2019 fundet, at et krav ikke var forældet pga. forhandlinger
Højesteret har den 7. november 2019 afsagt en principiel kendelse om, hvornår der er indledt forhandlinger som afbryder forældelsesfristen i medfør af forældelseslovens § 21, stk. 5.
Kendelsen fastslår, at et forsikringsselskab udviste forhandlingsvilje og en sådan grad af imødekommenhed over for forsikringstagers (en boligforenings) krav, at det for boligforeningen måtte fremstå som om, at der var rimelig udsigt til, at parterne kunne nå en forligsmæssig løsning uden anlæggelse af en retssag.
Som følge heraf fandt Højesteret, at der havde været tale om sådanne forhandlinger mellem parterne, at forældelsesfristen blev udskudt, jf. forældelseslovens § 21, stk. 5. Både by- og landsretten var nået frem til et andet resultat.
Sagen kort
Den 18. januar 2014 konstaterede en boligforening en vandskade. Foreningen anmeldte straks skaden til sit forsikringsselskab, der efterfølgende afviste skaden med henvisning til, at skaden ikke var forårsaget af ”voldsomt skybrud”.
Frem til foråret 2017 var der drøftelser mellem parterne, herunder om skaden var dækningsberettiget og tabets størrelse. I oktober 2016 fremsatte forsikringsselskabet som led i drøftelserne ”uden præjudice” et tilbud om ”per kulance” at betale kr. 250.000, svarende til ca. 30 % af det beløb på kr. 840.000, som taksator havde opgjort skaden til.
Forsikringsselskabet angav samtidig, at man ikke ønskede en proces om sagen.
Tilbuddet blev efter yderligere korrespondance gentaget i et brev fra forsikringsselskabet af 5. januar 2017, hvor boligforeningen blev opfordret til – inden der blev indgivet stævning – at oplyse, hvad der ville være en tilfredsstillende løsning på sagen. Disse drøftelser fortsatte indtil udløbet af den 3-årige forældelsesfrist den 18. januar 2017.
Højesterets kendelse
Højesteret fandt, at forsikringsselskabets tilkendegivelse fra oktober 2016 viste forhandlingsvilje og en sådan grad af imødekommenhed over for boligforeningens krav, at der for foreningen var rimelig udsigt til, at parterne ville kunne nå en forligsmæssig løsning uden anlæg af en retssag. Som følge heraf fandt Højesteret, at der havde været tale om sådanne forhandlinger mellem parterne, at forældelsesfristen var suspenderet/udskudt, jf. forældelseslovens § 21, stk. 5.
Højesteret fandt, at det forhold at forligstilbuddet af 13. oktober 2016 blev fremsat ”uden præjudice” og ”pr. kulance” ikke kunne føre til et andet resultat. Dette begrundede Højesteret med, at udtrykkene måtte anses for sædvanlige at anvende i forligsforhandlinger for at undgå at blive bundet af et tilbud under en eventuel senere retssag.
Kommentar
I tråd med teori og tidligere praksis lægger Højesteret vægt på, om der ved drøftelserne er rimelig udsigt til, at parterne ville kunne nå en forligsmæssig løsning uden sagsanlæg.
I dom afsagt af Vestre Landsret den 5. december 2013 nåede landsretten til det modsatte resultat. Her havde forsikringsselskabet tilbudt betaling af et beløb på mindre end kr. 20.000 per kulance for at undgå en retssag, og det blev afvist at et større beløb kunne komme på tale. Vestre Landsrets fandt, at ”Under disse omstændigheder tiltrædes det, at denne drøftelse ikke gav en sådan konkret udsigt til at imødekomme en løsning, at der var anledning for [Person 1] til at udskyde en retlig prøvelse”.
Det må antages, at det tilbudte beløbs størrelse (fortsat) spiller en væsentlig rolle i forhold til vurderingen af, om det for fordringshaver må fremstå som om, at der er rimelig udsigt til, at parterne ville kunne nå en forligsmæssig løsning uden sagsanlæg. Endvidere vil der være tale om en konkret vurdering af den korrespondance, der har været mellem parterne inden forældelsesfristens udløb.
For så vidt angår vurderingen af konkrete forhandlinger i personskadesager, lægger kendelsen sig på linje med U 2015.2445H, hvorefter et forsikringsselskabs forelæggelse af en sag for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som udgangspunkt er udtryk for forhandling.
Sagen er for boligforeningen ført af advokat Jens Andersen-Møller og for forsikringsselskabet af advokat Jakob Rosing.
Spørgsmål vedrørende kendelsen kan rettes til advokat Anne Mette Myrup Opstrup.
Læs by- og landsretsdommene her