ØLD af 18/11/2025 – Ikke dækning under FHV-forsikring for totalskadet køretøj, da udlejning af køretøjet ikke kunne betegnes som lejlighedsvis

Østre Landsret stadfæstede den 18. november 2025 Københavns Byrets dom af 8. januar 2024, der frifandt et forsikringsselskab for dækning af en totalskade på en udlejet varebil (kølebil) under en forhandler-/værksteds forsikring (FHV-forsikring), idet køretøjet ikke kunne anses for at have været udlejet ”lejlighedsvist”, som var betingelsen for forsikringsdækning af lånebiler under udlejning.

Sagens baggrund
En autoforhandler (FT) havde tegnet en FHV forsikring, hvis betingelser var forhandlet af en brancheforening (som FT var medlem af) som led i en brancheaftale med forsikringsselskabet per 1. januar 2021. FT havde en række lånebiler, som blev benyttet af kunder, der havde køretøjer til reparation, men som tillige blev udlejet, når der ikke var behov for lånebiler. Skader indtrådt på køretøjer, der var udlejet, var undtaget efter standardvilkårene for forsikringens kaskodækning. Forsikringspolicen var imidlertid – efter forhandling med brancheforeningen og efter et ønske fra brancheforeningen om udvidelse af kaskodækningen for lånebiler – udvidet med følgende klausul:

”Udlejnings- og udlåningskøretøjer
Uanset det i vilkårene nævnte må køretøjet udlejes/udlånes til kunder. Det er dog en betingelse for forsikringsdækningen, at udlejning/udlån alene sker i den periode, hvor kundens egen bil er til reparation og/eller service. Køretøjet må ligeledes lejlighedsvis udlejes selvom kunden ikke har en bil til reparation og/eller service.
[…]
Desuden er det en forudsætning, at udlejning ikke sker i strid med reglerne i Bekendtgørelse om udlejning af motorkøretøjer uden fører.”

Den 29. april 2021 udlejede FT en varebil (kølevogn) til et transport/kurer-firma. I forbindelse hermed blev der udarbejdet en lejekontrakt, hvor det var angivet at lejeperioden begyndte den 29. april 2021. Der var ikke angivet en dato for lejeperiodens udløb. Køretøjet blev den 9. juli 2021 totalskadet ved et færdselsuheld under lejeperioden.

Selskabet afviste i efteråret 2021 at dække skaden på køretøjet med henvisning til, at køretøjet havde været udlejet i mere end 2 måneder og uden slutdato, hvorfor udlejningen ikke kunne betegnes som ”lejlighedsvis” i henhold til dækningsudvidelsen. Selskabet gjorde senere endvidere gældende, at FT ikke havde iagttaget forsikringens betingelser om meddelelse om risikoændring, herunder særligt ændring i brugerforholdet, hvilket udgjorde en fareforøgende omstændighed, jf. FAL § 45.

FTs’ advokat bestred, at selskabet kunne påberåbe sig fareforøgelsen, idet selskabet ikke havde meddelt FT inden for rimelig tid, at selskabet ville gøre fareforøgelse gældende , jf. FAL § 48, og at selskabets acceptregler ikke kunne anvendes sm bevis for, en for selskabet relevant risikoforøgelse, jf. FAL § 49, stk. 1. Herudover anførte FT’s advokat, at klausulen vedrørende lejlighedsvis udlejning ikke var var formuleret med den fornødne klarhed. Og selv hvis der var tale om fareforøgelse, kunne dette alene føre til en prorata erstatning og ikke afvisning af dækning. En del af FT’s anbringender omfattede også, at selskabet skulle have givet tilsagn om dækning samt spørgsmålet om kravets opgørelse.

Byrettens dom
Byretten frifandt selskabet, idet byretten lagde til grund, at selskabet ikke havde modtaget besked om ændringen i brugerforholdet, at motorkøretøjet var udlejet uden tidsbegrænsning, hvilket var i strid udlejningsbekendtgørelsen, hvoraf det fremgår, at en lejekontrakt blandt andet skal indeholde tidspunktet for lejeforholdets begyndelse og ophør med angivelse af dato og klokkeslæt.

Byretten anførte videre, at køretøjet på tidspunktet for færdselsuheldet havde været udlejet i mere end 30 dage, uden der var foretaget omregistrering til ny fast bruger, jf. registreringsbekendtgørelsens § 42.

For så vidt angår dækningsudvidelsen om, at der var dækning for lejlighedsvis udlejning, fandt byretten, at med klausulens formulering, kunne en skade indtrådt mere end 2 måneder efter indgåelse af den tidsubegrænsede lejekontrakt ikke opfylde formålet med udvidelsen, ligesom kravet om en tidsbegrænset kontrakt i udlejningsbekendtgørelsen heller ikke var opfyldt.

Endeligt fandt byretten, at det udgjorde en fareforøgelse efter FAL § 45, at selskabet hverken havde fået meddelelse om lejers brug af køretøjet eller om udlejningsforholdet i øvrigt, samt at det efter selskabets acceptregler ville have medført, at selskabet ikke ville have indtegnet eller opretholdt forsikringen på de aftalte vilkår. Endelig fandtes selskabet ved afvisningen i efteråret 2021 rettidigt havde oplyst over for FT, at udlejningen udgjorde en fareforøgende omstændighed.

Landsrettens dom
FT ankede dommen til landsretten, hvor brancheforeningen indtrådte som biintervenient til støtte for FT.

Anken var af FT særligt motiveret af betydningen af selskabets acceptregler og FTs’ advokat bestred, at selskabet kunne påberåbe sig fareforøgelsen, idet selskabet ikke havde meddelt FT inden for rimelig tid, at selskabet ville gøre fareforøgelse gældende , jf. FAL § 48, og at selskabets acceptregler ikke kunne anvendes sm bevis for, en for selskabet relevant risikoforøgelse, jf. FAL § 49, stk. 1.

Selskabet gjorde særligt under anken gældende, at byrettens dom måtte forstås som en art ”obiter dictum”, idet afvisningen af dækning for skaden sket under udlejning ud fra en ordlyds- og formålsfortolkning var berettiget allerede fordi, at klausulen om ”lejlighedsvis” udlejning (der måtte fortolkes som en objektiv dækningsafgrænsning) ikke var opfyldt. For landsretten foretog selskabet (gen)afhøring af to underwritere, der havde beskæftiget sig med brancheaftalen og klausulen om ”lejlighedsvis”.

Som begrundelse for resultatet foretog landsretten en grundig fortolkning af policens klausul om ”lejlighedsvis” udlejning sat i forhold til udvidelsen af dækning for skade indtrådt på køretøjer under udlejning i betingelserne.

Ud fra klausulens ordlyd og formål sammenholdt med udlejnings- og registreringsbekendtgørelsen fandt landsretten, at begrebet “lejlighedsvis” udlejning skulle forstås således, at der måtte være en tidsmæssig begrænsning for udlejningen, og at udlejningen ikke måtte have en sådan varighed, at der skulle ske registrering af lejeren som bruger efter registreringsbekendtgørelsen. Skaden sket under udlejning og indtrådt mere end 2 måneder efter lejekontraktens begyndelse kunne herefter ikke anses for at være sket i forbindelse med “lejlighedsvis” udlejning.

Landsretten fandt herefter, at der ikke var grundlag for at behandle spørgsmålet om fareforøgelse, jf. FAL § 45, reklamation, jf. FAL § 48 (eller i øvrigt sagens andre spørgsmål).

Med denne begrundelse stadfæstede landsretten byrettens dom.

Sagen er for Købstædernes Forsikring ført af advokat Jesper Ravn for byretten og af advokat Amalie Rubeck for landsretten.

Læs Østre Landsrets dom her.

Læs byrettens dom her.