HK af 15/11/2024 – Kærefrist sprunget, da ikke krav om PBN’s tilladelse til kære af delafgørelse
Højesteret har den 15. november 2024 stadfæstet Østre Landsrets kendelse af 3. januar 2024, hvorefter en sagsøger ikke fik tilladelse til at kære en delafgørelse fra byretten, der afviste en af to påstande nedlagt under en erstatningssag anlagt mod en revisionsvirksomhed.
Højesterets kendelse giver igen anledning til at understrege, at er man i tvivl, om indbringelse af en afgørelse for højere instans kræver Procesbevillingsnævnet tilladelse, så gå med livrem og seler.
Konkret udspringer kendelsen af en sag, hvor spørgsmålet om sagsøger havde søgsmålskompetence blev udskilt til delhovedforhandling for byretten i medfør af RPL § 253. Ved byrettens kendelse af 7. juni 2023 fik det sagsøgte revisionsfirma medhold i, at sagsøger ikke havde søgsmålskompetence i forhold til et krav på 25 mio. (omfattet af sagsøgers påstand 1), mens sagsøger fik medhold i, at sagsøger var søgsmålskompetent i forhold til et krav på 1,5 mio. (omfattet af sagsøgers påstand 2).
Sagsøger ansøgte herefter Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære afgørelsen fsva. påstand 1 til Østre Landsret, men undlod samtidig at kære kendelsen. Revisionsfirmaet gjorde sagsøger opmærksom på, at kendelsen efter vores opfattelse frit kunne kæres, hvilket der herefter var korrespondance om.
Den 10. november 2023 meddelte Procesbevillingsnævnet, at det efter Procesbevillingsnævnets opfattelse var uklart om Procesbevillingsnævnets tilladelse var fornøden. Procesbevillingsnævnet opfordrede derfor sagsøger til at forsøge at kære kendelsen i medfør af RPL. § 394, stk. 2, 4. pkt. (ekstraordinær 6-måneders frist) med henblik på at få Østre Landsret til at tage stilling til, om Procesbevillingsnævnets tilladelse var fornøden/om sagsøger kunne få oprejsningsbevilling, hvilket sagsøger herefter gjorde.
For landsretten gentog revisionsfirmaet, at afgørelsen kunne være kæret frit, og at betingelserne i RPL § 394, stk. 2, 4. pkt. (oprejsningsbevilling) ikke var opfyldt.
Landsretten var i det hele enig heri. Landsretten anførte, at med afvisningen af kravet på kr. 25 mio. ved byrettens kendelse., så var sagen afsluttet for så vidt angår dette krav, hvorved spørgsmålet/afgørelsen var omfattet af de almindelige regler om kære i RPL § 394, stk. 1 og ikke bestemmelserne om kære efter RPL § 253, stk. 3 og 4. Det forhold, at byrettens kærevejledning (af generel karakter) vedrørte § 253, stk. 3 og 4 kunne ikke føre til andet resultat, idet sagsøgers advokat selv var forpligtet til at undersøge reglerne for kære.
Det var derfor ikke grundlag for ekstraordinært at tillade kære efter 14 dages fristens udløb efter RPL § 394, stk. 2, 4. pkt. (uanset Procesbevillingsnævnets bemærkninger).
Sagsøger ansøgte om og fik – vel ikke overraskende henset til Procesbevillingsnævnets tidligere udtalelse i sagen – af Procesbevilingsnævnet tilladelse til indbringelse af kendelsen for Højesteret, der stadfæstede landsrettens kendelse i henhold til grundene.
Sagen er for revisionsfirmaet ført af advokat Thomas Dall Jensen.
