Retten i Nykøbings dom af 28/8-2024 – FT havde ikke sandsynliggjort indbrud på motoryacht med omfattende skader til følge
Retten i Nykøbing Falster har ved dom af 28. august 2024 afgjort en særdeles langvarig sag anlagt i september 2018 om bevis for indbrud på en båd med (påståede) omfattende skader som følge heraf.
Sagens baggrund
Sagsøger købte i 2017 en større motoryacht og fik forsikret yachten via medlemskab af en ”klub” (i dommen anonymiseret som ”forsikringsformidler”, som dog ikke er den helt rette betegnelse). Mod overdragelse af 3% af ejerskabet til båden, kunne båden indregistreres i det tyske skibsregister og forsikres i et tysk forsikringsselskab med ”klubben” som forsikringstager og FT som sikret. Dette i det væsentligste med henblik på at spare den danske ”luksusafgift” på kaskoforsikringer for både.
FT anmeldte i marts 2018, at der en kold vinternat (natten til mandag) med sne og fygning havde været indbrud på hans båd, der var placeret i havnen i en mindre provinsby. Båden var fundet i den modsatte ende af havnebassinet, og båden skulle ved hændelse være blevet påført skrammer/skader på fribordet. I en uddybende anmeldelse angav FT, at der var sket omfattende frostsprængninger på båden, som følge af, at elektriciteten til bådens varmeblæser havde været afbrudt.
FT angav efterfølgende i en mere specificeret anmeldelse, at der ved indbruddet var blevet stjålet 6.000 l diesel fra båden,. Yderligere uddybede FT efterfølgende, at der ved indbruddet havde været stjålet et radarmodul, walkie talkier mv., samt hynder og presenninger og diverse indbogenstande til en samlet værdi af ca. kr. 300.000 (inklusiv dieselolien).
”Klubben” afviste at viderebringe anmeldelsen til det tyske forsikringsselskab som følge af særligt skepsis over påstanden om tyveri af 6.000 l dieselolie, hvilket ”klubben” fandt usandsynligt.
FT sejlede herefter båden til et værft, der påbegyndte reparationer af bl.a. de konstaterede frostsprængninger og skader på bådens fribord. FT sejlede herefter med båden i sommeren 2018. Båden var i de efterfølgende 2 år igen på værft om vinteren, og de samlede regninger fra værftet oversteg kr. 3 mio.
FT anmeldte skaden direkte til det tyske forsikringsselskab i sommeren 2018 og rykkede flere gange uden at få direkte svar, hvorefter FT i efteråret 2018 stævnede forsikringsselskabet ved Retten i Nykøbing Falster.
Forsikringsselskabet bestred, at sagen skulle afgøres efter dansk ret men i stedet efter tysk ret i overensstemmelse med forsikringsbetingelserne. Endvidere bestred forsikringsselskabet, at Retten i Nykøbing Falster var rette værneting, idet sagen burde have været anlagt ved selskabets hjemting i Tyskland.
Formalietetsspørgsmålene blev udskilt til særskilt behandling, og Retten i Nykøbing Falster afsagde kendelse om, at sagen kunne anlægges i Danmark, og at sagen skulle behandles efter dansk ret. Med Procesbevillingsnævnets tilladelse blev sagen indbragt for Østre Landsret, der afviste, at Retten i Nykøbing Falster var rette værneting. FT indbragte dette med Procesbevillingsnævnets tilladelse for Højesteret, der afsagde to kendelser om henholdsvis værnetings- og lovvalgsspørgsmålet (U2021.3017H oh U2021.4661H). Ved de to kendelser afgjorde Højesteret, at sagen kunne anlægges ved Retten i Nykøbing Falster, men at sagen skulle afgøres efter tysk ret. Det bemærkes, at der mens sagen verserede ved domstolene blev afsagt to afgørelser af EU Domstolen, som gjorde udkommet af Højesterets afgørelser forventeligt.
Mens formalitetsspørgsmålene verserede aftalte parterne sideløbende, at forsikringsselskabet kunne lade to uafhængigt danske konsulenter bistå med taksering af skaderne på båden samt nærmere undersøgelser vedrørende den anmeldte hændelse. De pågældende konsulenter udfærdigede rapporter i starten af 2020, men da rapporterne blev fremlagt som bilag i sagen, protesterede FT’s advokat mod fremlæggelsen af rapporterne, som stillede betydelige spørgsmålstegn ved såvel den anmeldte hændelse som skadernes omfang. Retten i Nykøbing Falster tillod herefter ikke fremlæggelse af kendelserne under sagen, uden at tage stilling til, om konsulenterne måtte føres som vidner.
I 2023 afholdtes der herefter syn og skøn. Skønsmanden konkluderede bl.a., at de anmeldte (omfattende) frostsprængninger på båden ikke kunne være sket i det korte tidsrum om natten, hvor båden havde været uden strøm (perioden mellem FT kunne konstatere en alarm via en app installeret på hans telefon om manglende strøm til båden og det tidspunkt, hvor strømmen blev genetableret på båden). Endvidere konkluderede skønsmanden, at tyveri af de 6.000 l diesel ved anvendelse af den største transportable pumpe på markedet ville have taget ca. to timer. Ydermere var skønsmanden skeptisk indstillet i forhold til et stort antal af de på båden konstaterede skader samt omkostningerne, som værftet havde afregnet for udbedring heraf.
Under et supplerende syn og skøn, som i det væsentligste var bygget op på spørgsmål med indbyggede forudsætninger, som skønsmanden af FT blev blev anmodet om at lægge til grund, opretholdt skønsmanden store dele af den oprindelige erklæring og sin skepsis overfor omfanget af de anmeldte skader.
Til brug for hovedforhandlingen var der i foråret 2024 indhentet et responsum om tysk ret, herunder særligt bevisbyrden ved anmeldelse af en forsikringsbegivenhed, fra et velanset tysk advokatkontor med speciale i forsikringsret. Responsummet konkluderede bl.a., at på linje med dansk ret bar forsikringstager bevisbyrden for en anmeldt forsikringsbegivenhed. Der var ikke efter tysk ret bevislettelse/lempelse som følge af, at forsikringsselskabet ikke havde inspiceret/takseret skaderne forud for sagens anlæg.
Sagen blev herefter hovedforhandlet over tre dage ved Retten i Nykøbing Falster. Under hovedforhandlingen afgav FT forklaring, ligesom der blev afgivet forklaring fra direktøren og en medarbejder fra værftet, hvor båden var blevet repareret. Endelig afgav skønsmanden forklaring. Retten afskar ved en formalitetsprocedure ved hovedforhandlingens begyndelse, at forsikringsselskabet kunne føre de to konsulenter som vidner.
Byrettens dom
Byretten tog indledningsvis udgangspunkt i en vurdering af bevisbyrden for en indtrådt forsikringsbegivenhed baseret på responsaet indhentet fra det tyske advokatkontor. Retten citerede i præmisserne en passus fra det indhentede responsum, hvorefter retten skal ”finde det godtgjort til fulde, at påståede faktiske forhold er sande” men en grad af sikkerhed, der ”får tvivlen til at forstumme uden helt at udelukke den”.
Herefter anførte retten, at der om selve hændelsen alene forelå FT’s egen forklaring, og at FT bl.a. ikke havde søgt at sikre sig bevis ved at tilkalde vidner, optage fotos eller video ved konstateret af bådens placering og skaderne på båden i umiddelbar tilknytning til, at FT ankom til båden. I tillæg hertil lagde retten vægt på, at FT havde ikke sikret sig bevis før han havde fået de angivne skader på båden udbedret, herunder f.eks. ved syn og skøn i form af en begæring om isoleret bevisoptagelse.
Retten gik herefter videre og anførte, at FT’s forklaringer om hændelsesforløbet og de anmeldte skader ”på baggrund af de afgivne skønserklæringer i betydeligt omfang forekommer mindre sandsynlige”. Retten angav i den forbindelse, at der ikke forelå nærmere bevis for den alarm, som FT skulle have fået på sin telefon om, at strømmen på båden var gået, selvom det umiddelbart måtte forekomme muligt at indhente data fra den app, som FT havde på telefonen.
Herefter anførte retten, at der ikke forelå nogen dokumentation for, at båden havde været fyldt med 6.000 l diesel, som FT hævdede stjålet. Der forelå alene en kvittering for påfyldning af 1.000 l diesel seks måneder før hændelsen. I tillæg hertil angav retten, at det efter skønserklæringerne også forekom ”mindre sandsynligt, at gerningsmænd havde været i stand til at opsuge og håndtere en sådan mængde diesel i forbindelse med den angivelige tidsramme for hændelsen, ligesom det også forekommer påfaldende, at FT efter sin egen forklaring valgte at sejle båden på plads på sin sædvanlige plads”. Retten lagde herved vægt på, at dette forekom at være en særdeles vanskelig manøvre for en mindre erfaren fører og særligt i mørke.
Herefter anførte retten, at FT’s oplysninger i forbindelse med henvendelserne til ”klubben” meget tidligt i forløbet havde angivet, at der var frostsprængninger på båden som følge af hændelsen, hvilket skønsmanden havde angivet som ikke sandsynligt. Endvidere havde FT ikke indledningsvist anmeldt tyveri af de 6.000 l diesel, selvom dette ”er en ganske central del af det angivelige hændelsesforløb”.
Herefter anførte retten, at efter en samlet vurdering og efter sagens omstændigheder i øvrigt bestod der betydelig tvivl ”om rigtigheden af de af FT afgivne oplysninger”. Som følge heraf fandt retten det ikke godtgjort, at ”de påståede faktiske forhold er sande med en grad af sikkerhed, der får tvivlen til at forstumme uden helt at udelukke den, og det er derfor ikke på tilstrækkelig vis godtgjort, at der var indtruffet en forsikringsbegivenhed”.
Forsikringsselskabet blev herefter tilkendt i alt kr. 294.000 i sagsomkostninger.
Kommentarer
Som anført ovenfor, så havde sagen et endog særdeles langvarigt forløb, herunder særligt som følge af afgørelsen af formalitetsspørgsmålene, og at sagen ”gik i stå” i flere måneder som følge af, at landsretten havde glemt at åbne sagen for Højesteret.
Når det så er sagt, så forekommer rettens bevisvurdering at være åbenlyst rigtig under de givne omstændigheder. Dette både efter tysk og for den sags skyld dansk ret.
FT endte således med at stille sig selv i en bevismæssig særdeles vanskelig situation under hensyntagen til, at der reelt ikke forelå et eneste uafhængigt bevismiddel for skaderne på båden på det tidspunkt, hvor FT hævdede at have fundet denne samme nat, hvor indbruddet skulle have fundet sted. Dette bevis kunne – under de givne omstændigheder – ganske let have været sikret af FT, som retten også påpeger.
Det forhold, at FT valgte at få foretaget reparationer på båden allerede i foråret 2018 (i angiven tiltro til, at forsikringsselskabet ville foretage taksering) endte også med at bringe FT i en bevismæssig særdeles vanskelig situation. FT kunne ikke herved søge at løfte sin bevisbyrde for de angivne skader på båden og omfanget af reparationerne alene ved vidneforklaringerne for retten og det efterfølgende initierede syn og skøn, som først blev gennemført flere år efter reparationerne havde fundet sted.
Advokat Jesper Ravn har bistået det tyske forsikringsselskab i sagen siden 2018. Dommen er anket til landsretten.
