Vestre Landsrets dom af 17/6/25 – Ikke dækning for tyveri af dyre ure, da sikkerhedsforskrift var overtrådt, jf. FAL § 51

Retten i Holstebro har den 26. juni 2024 afsagt en dom om beviset for overtrædelse af en sikkerhedsforskrift, jf. FAL § 51, i forbindelse med et indbrudstyveri den 26. juni 2021. Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom den 17. juni 2025

Sagens baggrund

Forsikringstager (FT) ønskede en betydelig forhøjelse af indbosummen for særlige værdigenstande under sin indboforsikring hos selskabet (FS) per 1. januar 2014. Baggrunden herfor var, at FT ønskede udvidet dækning en række dyre ure. Som følge heraf blev policen påført følgende klausul:

“Det er en betingelse for tyveridækning at følgende sikringskrav er opfyldt: …
Der skal være alarmoverførsel til godkendt alarmcentral. 1. Ved alarm fra indbrudsalarmanlægget skal sikrede/eller dennes stedfortræder tilkaldes.
2. Den samlede reaktionstid fra alarmafgivelse til lokal alarmfrakobling eller tilsvarende må højst være 35 minutter.
Såfremt de af selskabet stillede krav til tyverisikring ikke er overholdt, vil erstatningen blive nedsat helt eller delvist, afhængig af, hvilken indflydelse den manglende opfyldelse af selskabets krav, har haft på skaden.”.

FT’s alarm blev den 5/2 2021 sat midlertidigt ud af drift ved alarmselskabet (frakobling af alarmoverførsel til alarmcentralen) som følge af en række fejlalarmer fra en oversvømmelsesalarm pga. en vandskade i FT’s kælder. Overførslen til alarmcentralen blev aldrig genetableret, før FT den 22. december 2021 tilkoblede alarmen, inden han tog på ferie. Den 26. december 2021 kl. 22.38 blev alarmensensoreren på en sikkerhedsboks (hvor urene befandt sig) på husets førstesal aktiveret i forbindelse med indbrud, og kl. 23.48 blev sikkerhedsboksens sabotagealarm aktiveret. Alarmerne blev ikke sendt videre til kontrolcentralen, da alarmsystemet var passiveret.

Det kunne ud fra alarmloggen efterfølgende konstateres, at FT på intet tidspunkt før den 22. december 2021 havde foretaget en ”lokal” tilkobling af alarmsystemet på huset.

Selskabet afviste at dække genstandene (urene) i FT’s sikkerhedsboks med henvisning til, at der på skadestidspunktet ikke var tilkoblet en alarm med overførsel til godkendt alarmcentral.

FT angav, at han ikke havde overtrådt sikkerhedsforskriften i policen ved uagtsomhed, idet han ikke var bekendt med, at tyverialarmen var blevet sat ud af drift. Han troede således, at det alene var oversvømmelsesalarmen, som var sat ud af drift, og han havde ikke fra alarmselskabet modtaget skriftlig orientering om, at tyverialarmen var blevet sat ud af drift. Han angav videre, at hans uvidenhed om, at hele alarmsystemet var sat ud af drift (overførsel til alarmcentral) bekræftedes af, at han havde aktiveret tyverialarmen ved afrejsen kort før indbrudstyveriet fandt sted. Han angav endvidere, at tyverialarmen konkret ville have været uden betydning for indbrudstyveriet.

FT indbragte sagen for Ankenævnet for Forsikring, der ved kendelse af 26. april 2023 (sag 99182) afviste at træffe afgørelse, da sagen krævede en nærmere bevisførelse. Herefter anlagde FT sag mod FS.

Byrettens dom

Under sagens behandling for byretten indhentede selskabet en række yderligere oplysninger fra alarmselskabet samt den taksator, der havde foretaget besigtigelse af FT’s ejendom før indtegningen af forsikringen per 1. januar 2014. I forbindelse med hovedforhandlingen afgav såvel taksator som 3 medarbejdere fra alarmselskabet forklaring om baggrunden for frakoblingen af overførslen af alarmen i 2021.

Byretten frifandt selskabet, idet byretten indledningsvis lagde til grund, at klausulen i policen om elektronisk alarmovervågning var en klar sikkerhedsforskrift, jf. FAL § 51. Retten lagde herved bl.a. vægt på taksators forklaring om baggrunden for klausulen (de værdifulde ure). Tilsvarende fandt retten, at det var en betingelse for tyveridækning, at der skal være alarmoverførsel til godkendt alarmcentral, og at den samlede reaktionstid til lokal alarmfrakobling eller tilsvarende højst må være 35 minutter.

Herefter fandt retten (efter forklaringerne fra medarbejderne fra alarmselskabet), at kravet om opkobling til alarmcentralen var tilsidesat grundet passivering efter vandskaden i januar 2021, således at alarmer blev registreret, men ikke videresendt til håndtering i alarmcentralen. Retten angav så, at det efter forklaringerne måtte lægges til grund, at passivering af hele alarmsystemet var sket efter anmodning fra FT. Retten lagde herefter vægt på, at FT kun meget sjældent aktiverede alarmsystemet , og at det var på grund af forsømmelse, at FT ikke havde sørget for reaktivering af alarmsystemet, da han rejste på ferie. Videre fandt retten (også efter forklaringerne fra medarbejderne fra alarmselskabet), at det ikke kunne tillægges betydning, at FT havde anført at være af den opfattelse, at det kun var oversvømmelsesalarmen, der var deaktiveret.

Retten angav endeligt, at det ikke af FT var bevist, at der var manglende årsagssammenhæng mellem tilkoblingen til alarmcentralen og tyveriet af urene. Retten lagde særligt vægt på ”den tidsmæssige udstrækning af indbruddet, herunder at rystesikringen på sikkerhedsboksen i soveværelset først blev aktiveret efter mere end en time”.

Landsrettens dom

FT ankede dommen til landsretten, hvor det var ubestridt, at klausulen om tilkobling til alarmcentral var en sikkerhedsforskrift, og at denne ikke var overholdt.

FT begærede for landsretten af to omgange udtalelser indhentet fra brancheorganisationen SikkerhedsBranchen vedrørende kutymer og branchestandarder for alarmselskabers aftaler med kunder, når en tyverialarm blev passiveret, herunder om der bestod et krav til skriftlighed.

SikkerhedsBranchen udtalte overordnet, at en alarm som udgangspunkt aldrig ville blive passiveret uden aftale med kunden, og at der ikke gælder et krav til skriftlighed ift. dokumentation for aftalen med kunden.

Under hovedforhandlingen for landsretten blev alarmselskabets medarbejdere genafhørt og fastslog igen samstemmende, at det var almindelig praksis, at en alarm ikke blev passiveret uden aftale med kunden (FT), og at det var kundens ansvar at give alarmselskabet besked, når systemet skulle reaktiveres.

Landsretten lagde på baggrund af forklaringerne fra alarmselskabets medarbejdere til grund, at passiveringen af hele alarmsystemet under udbedringen af vandskaden i kælderen til FT’s hus reelt havde været den mest hensigtsmæssige (og reelt eneste mulige) løsning for at undgå de utilsigtede fejlalarmer, som FT ikke ønskede, og at udbedringen af skaden var ophørt i august eller september 2021, dvs. 3-4 måneder før indbruddet.

Herefter fandt landsretten det godtgjort, at passiveringen af alarmsystemet var sket efter aftale med FT, og at han var gjort bekendt med konsekvenserne heraf (af alarmselskabet). Det påhvilede herefter FT at sikre sig, at alarmsystemet blev reaktiveret, og da dette ikke var sket, havde han gjort sig skyldig i en (uagtsom) forsømmelse i forhold til overholdelsen af sikkerhedsforskriften.

Landsretten fandt herefter – som byretten – at FT ikke havde godtgjort, at overtrædelsen af sikkerhedsforskriften var uden betydning for indbruddet, hvorfor landsretten stadfæstede frifindelsen af forsikringsselskabet.

Kommentar

Retssager vedrørende overtrædelse af sikkerhedsforskrifter i familieforsikringer/indboforsikringer er nu til dags forholdsvis sjældne, uanset at klausuler om etablering af tyverialarm med overførsel til alarmcentral er sædvanlige.

Bevistemaerne i denne type sager følger af praksis, ligesom det ligger fast, at selskabet bærer bevisbyrden for sikredes overtrædelse og uagtsomhed. Det følger også af praksis (og FAL § 51, stk. 1, sidste led), at for det tilfælde selskabet løfter bevisbyrden for, at sikrede har tilsidesat sikkerhedsforskriften, hvilket kan tilregnes denne for simpelt uagtsomt, kan den sikrede alene opnå dækning fra selskabet, hvis sikrede løfter bevisbyrden for, at der ikke er årsagssammenhæng mellem den tilsidesatte sikkerhedsforskrift og forsikringsbegivenhedens indtræden eller skadens omfang.

Som det illustreres af såvel byrettens- som landsrettens præmisser sammenholdt med Ankenævnets afvisning af at træffe en realitetsafgørelse i sagen, så var særligt vidneførslen af alarmselskabets medarbejdere helt afgørende for resultatet i forhold til beviset for FT’s uagtsomme overtrædelse af sikkerhedsforskriften.

Sagen er for selskabet for by- og landsretten ført af advokatfuldmægtig Amalie Kaare Rubeck.

Læs landretsdommen her

Læs byretsdommen her.