VLD af 14/8/24 – Uheld under kørsel fra hjemmet til midlertidigt arbejdssted ikke omfattet af ASL
Sagens omstændigheder og tvistepunkter
En medarbejder tilknyttet Ikast-Brande Kommune kom til skade under transport fra hjemmet en mandag morgen på vej til det første møde på en institution. Hun havde ifølge anmeldelsen til AES kortvarigt tjekket mails og kalender i hjemmet om morgenen for at tjekke for eventuelle ændringer/aflysninger samt få et overblik over dagens og ugens møder. På AES’ opfordring blev forklaringen uddybet med, at medarbejderen også havde forberedt sig til mødet ved ”flygtigt” at gennemlæse en foreløbig rapport, som hun havde skrevet om det barn, hun skulle observere på mødet. Der var enighed om, at hun havde anvendt maksimalt 15-20 minutter på at forberede sig.
Medarbejderen havde en fast arbejdsplads i administrationsbygningen, men hendes arbejde foregik i øvrigt i vidt omfang i institutioner i kommunen. Hun tilrettelagde i vidt omfang selv sit arbejde og transporten til de forskellige institutioner. Der var enighed om, at der kun var 2 km’s forskel på, om hun kørte direkte til institutionen hjemmefra, eller om hun var kørt ind på den faste arbejdsplads først. Hun havde anmeldt skaden til sit private ulykkesforsikringsselskab og angivet, at ulykken skete i fritiden.
Ankestyrelsen fandt i 2017, at medarbejderen var omfattet af ASL, da hun kom til skade under kørslen. Ankestyrelsen lagde til grund, at skadelidte om morgenen havde ”tjekket sin arbejdskalender, arbejdsmail og arbejdstelefon for beskeder om eventuelle ændringer”, og at hun i sit arbejde samarbejdede med flere aktører, og derfor var nød til at orientere sig om eventuelle ændringer, samt at ”uanset det formodede meget begrænsede tidsrum finder vi, at der har været tale om, at du har udført et egentligt stykke arbejde i arbejdsgivers interesse.”
På vegne af kommunen anmodede vi Ankestyrelsen om at revurdere sagen, eftersom der ikke forelå dokumentation for, at skadelidte havde udført et reelt stykke arbejde i arbejdsgivers interesse inden kørslen hjemmefra, og da det ikke primært var i arbejdsgivers interesse, at hun ikke kørte ind på den faste arbejdsplads først. Det fremgår endvidere af bemærkningerne til ASL § 4, at skader opstået under befordring mellem hjem og arbejdsplads som udgangspunkt ikke er omfattet af ASL, eftersom arbejdsgiveren ikke har nogen indflydelse på forholdene under de ansattes færden til og fra arbejde.
Ankestyrelsen afviste i 2019 at genoptage sagen, hvorfor kommunen udtog stævning mod styrelsen i 2020.
Ved dom af 25. februar 2021 hjemviste Retten i Herning sagen til ny behandling hos Ankestyrelsen, der herefter genoptog sagen. Ved en fornyet afgørelse fastholdt Ankestyrelsen, at skadelidte var omfattet af ASL under kørslen. Begrundelsen var dog ændret (en smule), idet Ankestyrelsen nu lagde til grund, at skadelidte havde forberedt sig til det konkrete møde ved at læse den foreløbige rapport flygtigt igennem. Kommunen udtog derefter på ny stævning mod Ankestyrelsen med påstand om, at skadelidte ikke under transporten var omfattet af ASL.
Dom fra Retten i Herning af 1. marts 2023
Under byrettens (fornyede) behandling af sagen var hovedspørgsmålet, om skadelidte den konkrete dag havde udført et egentligt stykke arbejde i hjemmet om morgenen, og om det primært havde været i arbejdsgivers interesse, at hun ikke først mødte ind på den faste arbejdsplads. To vidner fra institutionen forklarede bl.a., at skadelidte ikke skulle samarbejde med andre aktører den pågældende morgen, men alene være en ”flue på væggen” og observere barnet. Hvis barnet blev syg om morgenen, ville institutionen ringe til skadelidte og aflyse, så hun behøvede ikke tjekke sin mail og kalender.
Byretten gav Ankestyrelsen medhold, herunder med følgende begrundelse:
”Uanset, at der var tale om arbejde i kortere tidsrum, finder retten efter opgavernes karakter og nære tilknytning til arbejdet, at der var tale om, at hun før transporten blev påbegyndt, udførte et egentligt stykke arbejde i arbejdsgivers interesse, som arbejdsgiver er den nærmeste til at bære ansvaret for. Dette gælder uanset, at der ikke blev sparet transporttid for den ansatte sammenholdt med den situation, hvor hun var mødt på kommunens administrationsbygning, før hun kørte til institutionen. Retten lægger herved vægt på, at [SKL] var tilknyttet flere institutioner og i forbindelse med hver enkelt igangværende opgave samarbejdede med flere aktører. Det bemærkes i denne forbindelse, at også personalet i barnets institution og barnets forældre i denne sammenhæng må betragtes som aktører. Det var således en nødvendig del af hendes arbejde at transportere sig til flere forskellige institutioner. Arbejdsgiveren har oplyst, at man som ressourcepædagog i kommunen selv tilrettelægger arbejdsdagen. Hun havde således en høj grad af frihed til at selv at tilrettelægge sit arbejde.”
Dom fra Vestre Landsret af 14. august 2024
Under landsretssagen indtrådte Kommunernes Landsforening som biintervenient til støtte for kommunens synspunkter under sagen.
Kommunen og KL gjorde gældende, at udfaldet af sagen (kunne have) principiel karakter, da Ankestyrelsens og byrettens angivelse af, at skadelidtes arbejde om morgenen på skadedatoen med kort tjek af mails, beskeder, kalender mv. udføres af ganske mange arbejdstagere i kommunerne landet over inden arbejdsdagens påbegyndelse. Det gælder i øvrigt også store dele af det øvrige danske arbejdsmarked. Det blev anført, at en anerkendelse efter ASL i den konkrete sag ville – sagt med Ankestyrelsens egne ord i U2010.963/2V – ”føre til helt uoverskuelige udvidelser af arbejdsskadesikringsordningen og er i klar modstrid med den måde, hvorpå retstilstanden på området er tænkt”. Dette gælder uanset, om det måtte lægges til grund, at der i det konkrete tilfælde forelå en ufærdig rapport på skadelidtes skrivebord, som hun ”flygtigt” skimmede igennem, inden hun påbegyndte kørslen.
Der foreligger ikke – så vidt vides – retspraksis, der forholder sig til eller underbygger, at 15 minutters forberedelse / tjek af kalender, mail og telefon i hjemmet skulle være tilstrækkelig til, at tilskadekomst i forbindelse med efterfølgende transport til det første arbejdssted undtagelsesvist skulle være omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Kommunen og KL gjorde derfor gældende, at byrettens dom skabte tvivl og usikkerhed om retstilstanden, herunder om hvor meget eller lidt, der skal til for at statuere, at en arbejdstager har påbegyndt dagens arbejde og dermed i strid med det klare udgangspunkt vil blive omfattet af ASL ved skader under transport fra hjemmet og ud til første mødested.
Vestre Landsrets flertal gav kommunen (og KL) medhold, herunder med følgende begrundelse:
”[SKL] tilrettelagde selv, hvordan hun skulle komme til institutionen i Ikast, og kommunen havde ikke indflydelse herpå. Vi lægger til grund, at hun også selv tilrettelagde, hvor og hvornår hun ville forberede sig til arbejdsopgaven, og at det således var hende selv, der besluttede, at dette skulle ske i hjemmet, umiddelbart før hun kørte mod institutionen. Der ses ikke at have været noget til hinder for, at hun kunne have forberedt observationen på et tidligere tidspunkt, eller at hun kunne have forberedt sig på arbejdspladsen, og kommunen ses ikke konkret at have haft nogen fordel af, at [SKL] valgte at forberede sig som sket.
Vi finder derfor, at tjenesteforholdet til kommunen eller hensynet til kommunens interesser ikke har haft en sådan indflydelse på befordringen, at der er grundlag for at fravige udgangspunktet om, at befordring fra hjemmet til arbejdspladsen ikke er omfattet af arbejdsskadessikringsloven. Vi stemmer derfor for at tage Ikast-Brande Kommunes påstand til følge.”
Mindretallet (den konstituerede dommer) ville give Ankestyrelsen medhold under henvisning til U2010.963/2V.
Kommentarer
Ankestyrelsens afgørelser og byrettens dom af 1. marts 2023 medførte efter kommunens og KL’s opfattelse en (markant) udvidelse af anvendelsesområdet for, hvornår befordring til og fra arbejde er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, og sagens principielle karakter var da også årsagen til, at KL valgte at indtræde som biintervenient. Det er derfor tilfredsstillende, at det efter en mangeårig og sej ”kamp” endelig er lykkedes at ”komme tilbage i sporet” med landsrettens afgørelse.
Således fastslår landsretten, at det ikke står en ansat helt frit for at bestemme, hvornår arbejdet er påbegyndt om morgenen med den konsekvens, at transporten hjemmefra til første mødested er omfattet af ASL. Arbejdsgiver skal have haft indflydelse på transporten eller tilrettelæggelsen af arbejdet, og det skal (forsat) være i arbejdsgivers interesse, at arbejdet udføres i hjemmet på det pågældende tidspunkt.
Det helt klare udgangspunkt er, at skader opstået under befordring til og fra arbejde som udgangspunkt ikke er omfattet af ASL, idet arbejdsgiveren ikke har nogen indflydelse på forholdene under de ansattes færden til og fra arbejde. Det fremgår da også af ”Arbejdsskadesikringsloven 6. kommenterede udgave” fra Michael Kielberg, 2021, s. 141, at den omstændighed, at medarbejderen udfører en del af arbejdet for arbejdsgiveren i sit hjem, normalt ikke fører til, at befordringen mellem hjem og den egentlige arbejdsplads bliver omfattet af loven.
I visse situationer har befordring mellem hjem og arbejdssted imidlertid karakter af egentligt arbejde i arbejdsgivers interesse, og de ansatte vil dermed være omfattet af loven under denne befordring. Det drejer sig eksempelvis om skader, der indtræder under befordring organiseret af arbejdsgiveren. Ligeledes er skader opstået under befordring til og fra arbejde i forbindelse med tilkaldevagt omfattet af loven. Et tredje eksempel er den situation, at en arbejdstager under befordring til og fra arbejde skal udføre et ærinde for arbejdsgiver. Endvidere gælder der særlige forhold for ambulante medarbejdere (såkaldte transportmedarbejdere).
Dommen U2010.963 V er efter vores opfattelse ikke direkte sammenlignelig med situationen i denne sag, eftersom der i dommen var tale om en ansat med en egentlig hjemmearbejdsplads, som loggede sig på hjemmearbejdspladsen og havde påbegyndt sin arbejdsdag med at skrive og forberede sagspapirer, skemaer m.m. til et møde, der skulle foregå i en anden by, ligesom skadelidte i hjemmet printede materiale, der skulle anvendes ved mødet. Hun havde således udført et egentligt stykke arbejde i 30-45 minutter, inden hun kom til skade på vej ud af døren til mødet. Endvidere ville det have medført en betydelig omvej, hvis skadelidte i dommen først skulle have kørt ind til arbejdspladsen, inden hun kørte til mødet. Det samme gør sig ikke gældende i nærværende sag.
Det vides ikke endnu, om Ankestyrelsen vil søge om indbringelse af Vestre Landsrets dom for Højesteret.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til advokat Anne Mette Myrup Opstrup, der for kommunen har ført sagen i både by- og landsret.
Læs dommen her. Byrettens dom kan rekvireres særskilt.